 |
ORDKANONERNE FRA BETA 5 |
| En lyd som af tunge kanonsalver havde gennemrystet morgenstilheden
på det nye rumfartscenter i Montana, og dønningerne derfra syntes endnu
at sitre i luften. "Men dette er altså den sidste dag, de er her," sagde den unge sikkerhedsvagt med en bævende røst, der udtrykte såvel lidelse som lettelse. Han stod udenfor hovedcentret og talte fortroligt med en af de stedlige chauffører. "Ganske sikkert," erklærede chaufføren, der havde bibragt ham den glade nyhed. "I dag bliver bæsterne fjernet herfra. "Jeg er personligt udset til at køre dem til lufthavnen i en lydsikker vogn." En ambulances hylende sirener hørtes, først svagt, derefter med stigende styrke. "Stakkels Harrison," sukkede chaufføren, "han gik fuldstændig i splat, da der opstod problemer med at overflytte dem til vognen. "Jamen havde I da ikke fået justeret ørepropperne?" "Jo naturligvis, men da de fremmede begyndte at argumentere om årsagerne til, at vi lige præcis ville bruge denne vogn, hævede de deres røst til næsten fuld stemmevolumen, og… ja, jeg antager simpelthen at stakkels Harrison var så nedkørt i forvejen, at dette blot var dråben." "Ak ja," vagten rystede bedrøvet på hovedet. "jeg har slet ikke tal hvor mange videnskabsmænd der har måttet trække sig ud af projektet, og Harrison er bestemt ikke den første der er kørt på den psykiatriske afdeling. Den eneste som synes at kunne…." Han nikkede over imod en skikkelse som netop var på vej hen forbi dem. Det var den lille godmodige biolog Stanley Godowski, som i en noget usikker gangart var på vej hen imod hovedcentres gæstestue. "General Hackelhorn er klar til at tage imod Dem professor," oplyste sikkerhedsvagten. "Døren er åben." "Tak min gode mand," brummede Godowski. "Og de er måske den som får æren af at køre de kære væsner af sted til lufthavnen?" fortsatte han henvendt til chaufføren. "Lige præcis, jeg… " "Et heltemodigt job," erklærede Godowski. "Virkelig en tjans som kræver det ypperste, det mest.. ja jeg kan slet ikke udtrykke det med ord." "Jeg føler mig skam også vældig beæret," sukkede chaufføren. "Men sig mig engang," hviskede professoren, "De… må da vide hvem de bæster skal overdrages til?" "Jeg aner intet," bedyrede chaufføren," bortset fra at der om lidt vil ankomme en mindre delegation. Det er det eneste jeg venter på. Ellers er jeg klar til at køre." "Ja så," mumlede professoren og vaklede så videre mod gæstekontoret." Jeg kan læse det i deres øjne, tænkte han. De kære folk nærer en næsten barnlig beundring for mig… Men man forstår det godt. Jeg har gjort hvad ingen andre har kunnet, levet med bæsterne i 8 dage og alligevel bevaret min sunde fornuft "Stakkels mand," sukkede chaufføren. Når man kun kan klare sig ved at leve i alkoholiske tåger… "Tag endelig ikke fejl, protesterede vagten. "Professoren har udrettet en ganske enestående indsats. Der er ikke noget at sige til, at han har haft brug for lidt at styrke sig på… for at holde stand." Da professoren trådte ind i gæstekontoret var der to ting der straks fangede hans tågede blik. Det ene var synes af den noget bøst udseende general Hackelhorn, og det andet var den udmærkede flaske Kubanskaya vodka der stod på bordet foran ham. Godowski nikkede kort til Hackelhorn og gik derefter over for at hilse på vodkaen. "Hør skulle vi ikke vente med det til russerne kommer," protesterede Hackelhorn. "Russeme???" mumlede professoren, mens han skænkede et glas op, hældte indholdet i sig og skænkede op på ny. "I øvrigt har jeg ventet Dem den sidste halve time. De kan være her når som helst, jeg…" "RUSSERNE!!!" gentog Godowski og stirrede vildt på Hackelhorn. "Ja vore venner fra Beta 5 skal jo overdrages…" "Skal russerne have dem?!" bralrede professoren og hamrede hårdt i bordet med højre hånd (idet han dog holdt godt fast i vodkaflasken med den venstre), og udløste en så hysterisk latter, at han nær var trimlet omkuld. Generalen så brysk på professoren, der først efter et lille halvt minuts tid hostende og spruttende begyndte at komme til sig selv igen. Hvis ikke CIA-chefen havde givet ham udtrykkelig besked om at behandle professoren med så megen ære og værdighed som muligt, havde han dårligt kunne beherske sin irritation "Jeg står over for at skulle effektuere en beslutning, som jeg ikke selv har været med til at træffe," sagde Hackelhorn langsomt og med dirrende stemme. "Jeg skal sammen med Dem forestå en udlevering af nogle højt intelligente væsner, som jeg ikke personligt har kendskab til, men som man åbenbart mener, kan bruges som en slags våben mod russerne. Og jeg håber i det mindste, at De vil samarbejde på bedste vis." "Naturligvis," klukkede Godowski. "Ja så forstår jeg sgu bedre, at man har haft så travlt med at lære dem russisk her på det sidste." "Af sikkerhedsgrunde har vi måttet holde helt tæt med planerne. Selv vore Beta-5 venner er først blevet orienteret om og har accepteret planerne her i morges." "Om end bølgerne gik lidt højt, så vidt jeg kunne…" Professoren blev afbrudt af en summende lyd, og samtidig tændtes en lille lampe over døren. "Pokkers, de er her allerede," stønnede Hackelhorn. "Jeg håber at De kan stramme Dem lidt an, så alt kommer til at foregå på værdig vis…" "Bevares…" Døren gik op og vagten lukkede en ret kraftig og beslutsomt udseende herre ind. Hackelhorn sprang straks op af stolen og hilste den russiske udsending velkommen. "Mit navn er Jonathan Hackelhorn, jeg…" "Brezkolnikov," brummede russeren. "Kom indenfor, er De alene?" "Mine landsmænd venter derude," svarede Brezkolnikov på et om ikke fejlfrit så dog ganske nydeligt engelsk. Han hilste på professoren som med stor anstrengelse fik lettet sig lidt fra sædet. "Sæt Dem endelig ned, så skal de få et glas god russisk vodka," tilbød Hackelhorn. "Niet," sagde russeren og blev stående. "Hvor er de fremmede." "De vil blive bragt herover, så snart jeg giver tilladelse," erklærede Hackelhorn. "Hvis De som lovet har undersøgelsesmaterialet klar, ser jeg ingen grund til at vente. Jeg har forstået, at man har fjernet den fra isolation, og at enhver form for smittefare skulle være udelukket." "Joh..", sukkede Hackelhorn, "det er korrekt, men vi har ikke desto mindre et lille problem." "Forstår De, min gode mand," begyndte professoren pludselig. Han havde formået at rette sig lidt op i sædet og anstrengte sig faktisk for at frembyde et nogenlunde sobert indtryk, "Rapporten er klar, den har jeg her." Han tog en tyk mappe op af sin taske og lagde den på bordet." Men… ja, jeg antager, at de ikke er videnskabsmand, men alligevel, hvis vi skal have en chance for at gennemdiskutere eventuelle problemer i forbindelse med de fremmede, så skal det altså være nu." "Er det ikke bedre hvis disse individer er til stede," protesterede russeren. "Jeg mener, det er rart at kunne se, hvad det er, vi taler om." "Disse individer," svarede Godowski med et anstrøg af sarkasme, "vil overhovedet ikke give os en ærlig chance for at få indført et ord, når de dukker op!" Russeren rynkede brynene. "Ja, De husker jo nok, at jeg i vores korrespondance omtalte, at disse fremmede kunne være lidt vanskelige at omgås," indskød Hackelhorn med en noget påfaldende nervøsitet i stemmen. "Sagen er den," forklarede Godowski, "at vore venner fra Beta 5 er afsindigt intelligente, og de adskiller sig ikke mere fra os jordboer, end at de sagtens har kunnet sætte sig ind i vores forhold. Hvordan de bærer sig ad ved jeg ikke, men de lærte at tale amerikansk næsten udelukkende ved at se, jeg gentager, se på os, og da vi begyndte ta give dem bånd og bøger på russisk, lærte de ikke blot at tale flydende russisk på tre dage, men fik også læst alt, hvad vi overhovedet kunne skaffe dem af dem af litteratur om Sovjetunionen. "Jamen, det er da glimrende," sagde russeren og smilede. "Det kan selvfølgelig alt sammen være meget godt," indrømmede Godowski. "Problemet er blot, at det stadig er komplet umuligt at føre en egentlig samtale med dem. For det første taler de meget højt, så højt at en uforsigtig tekniker, der i den første tid var kommet i for nær kontakt med dem, nåede at blive stokdøv for livstid. Det problem er dog ved at blive løst, idet de i den senere tid har trænet flittigt i at tale så sagte, som det overhovedet er dem muligt. Desuden kan man jo altid tage sine forholdsregler, og jeg vil også anbefale Dem at holde disse i beredskab." Professoren gav Brezkolnikov et par små fikse ørepropper. "Et andet problem, som det desværre ikke er lykkedes dem at ændre ret meget på, selv om jeg ved de prøver, er, at de taler mindst 3-4 gange så hurtigt, som vi gør, selv når de virkelig gør sig umage med at tale langsomt og tydeligt. For ligesom at hjælpe os til at forstå, hvad de siger, har de til gengæld tillagt sig en vane med at gentage tingene så mange gange, som de anser nødvendigt." Russeren satte sig ned og så pludselig meget træt og tvivlrådig ud. "Men det allerværste," fortsatte professoren, "er at de snakker ustandselig, hele tiden, og de bliver ved!!!" "Jeg gad vide," sagde russeren tøvende, "om denne importerede Kubanskaya er lige så god, som den vi kan købe derhjemme…" Hackelhorn skænkede straks et glas op til ham. "Nu vi er ved det," mumlede Brezkolnikov efter at have smagt på herlighederne, "så var der, så vidt jeg husker fra de åbenbart lidt for kortfattede oplysninger vi modtog, også tale om, at en af de fremmede skulle være psykisk ustabil. Hackelhorn vente på at Godowski skulle svare, men da der intet skete, sagde han: "Det er korrekt, men han skulle dog være ganske ufarlig, så vidt jeg er orienteret.." Generalen tøvede og så på Godowski, der stadig forholdt sig tavs. "Javel," gryntede russeren, der ganske løst havde gennembladet rapporten. "Men når alt kommer til alt. Mine landsmænd er sikkert ved at blive utålmodige, så lad os blot se at få det overstået." "Javel, hvis de ønsker det. Hackelhorn gav straks besked over samtaleanlægget. "De kommer herover i en lydsikret vogn," sagde han derefter til Brezkolnikov. "og jeg vil anbefale, at vi fortsat benytter denne vogn, når vi skal køre dem til flyvepladsen. Men De er selvfølgelig meget velkommen til at foretage en inspektion, så de ved selvsyn kan konstatere, hvad det er for væsner vi overlader i Deres varetægt. Men jeg vil anse det for mest hensigtsmæssigt, at vi besøger dem i vognen frem for at lukke dem herind. "Javel," Brezkolnikov nikkede. "Hvis de anser det for nødvendigt. Men jeg bliver nødt til at konferere med mine landsmænd. Lampen over døren lyste og sikkerhedsvagten trådte ind. "Alt er gjort klar," sagde han. En kort stund var der ingen af de tre herrer, der reagerede, men så rejste professoren sig op, tog vodkaflasken med sig og traskede af sted med de to andre i hælene. Udenfor holdt to biler. I den forreste, en limousine, sad der en chauffør samt tre russere. Brezkolnikov gik straks hen og rådførte sig med dem. Hackelhorn og Godowski ventede tålmodigt. Det tog lidt tid, men efter nogen parlamenteren, under hvilken Brezkolnikov tydeligvis nåede at blive lettere irriteret, vendte han tilbage, rød i kammen og stønnede: "Det er i orden." Den anden vogn, som holdt bagved, så ikke helt almindelig ud. Den bestod af et førerhus og noget der mindede om en overdimensioneret campingvogn. Chaufføren hoppede ud og hilste på. "De forstår vist bedst selv at lukke Dem ind," sagde han til Godowski og skyndte sig op i førerhuset igen. De gik om bag bilen. Professoren standsede, tog et hiv af flasken og rakte den videre til russeren, der nølende tog sig en slurk. Efter at have trukket vejret dybt et par gange gik Godowski hen og åbnede den solide dobbeltdør, hvorefter han trådte til side og gav plads for russeren. I det samme lød der et drøn, som om den ganske verden skulle gå under. Lydstyrken blev dog hurtigt dæmpet, og Brezkolnikov vovede at gå ind fulgt af de to andre. Russeren så nu, at vognen var indrettet næsten som en dagligstue, og bagerst i stuen kunne han se tre sære skikkelser. Det var nu ikke, fordi de tre væsners udseende afveg så forfærdelig meget fra det jordiske menneskes, men der var dog visse karakteristika som straks sprang en i øjnene. For det første havde de en meget bleg hudfarve, og desuden var deres relativt små ansigter usædvanlige at skue. Ganske vist var både mund, næse, øjne og ører placeret omtrent som hos en jordbo, men munden var næsten helt rund, og mellem læberne kunne man lige ane en mørk tunge der ustandselig og med lynets hast hvirvlede rundt i mundhulen. Øjnene var meget store og runde og virkede ubehageligt nærgående, mes både ører og næse var ganske små og svære at få øje på. Det eneste klædningsstykke de bar var et par jordiske badebukser. Brezkolnikov huskede fra den foreløbige rapport, han i sin tid havde læst, at de havde været helt nøgne, da de ankom, men at de senere havde indvilliget i at bære bukser, fordi en del emsige amerikanere åbenbart havde ment, at deres efter sigende ret særprægede genitalier var lidt for ubehagelige at skue. To af de fremmede havde rejst sig op, da de kom ind. Den ene af dem måtte være mindst to meter høj, men var usædvanlig smal. Den anden, som i øvrigt i modsætning til de to andre ansås for at være af hunkøn, var kun ca. 1,60m høj, men havde til gengæld en statur, der mindede mere om den jordiske. Den tredje, som var blevet siddende ned, var endnu mindre og så tillige særdeles mager og splejset ud. Det varede imidlertid nogen tid, inden disse ydre indtryk nåede at fæstne sig hos russeren, for straks efter at de var trådt indenfor styrtede den længste af dem over for at hilse på ham. I løbet af de sekunder der gik, inden han nåede så vidt, fik han dog lige tid til at sige på flydende russisk: "Hjertelig velkommen, ærværdige gesandt for den mægtige og indflydelsesrige Union af Socialistiske Sovjetrepublikker. Vi har læst og studeret og forstået, at De kommer fra en nation på 22,4 millioner jordiske km² og med et indbyggertal på…" etc. … etc. … "og vi forstår at Deres stolte nation er et resultatet af en glorværdig kamp for lige vilkår for alle, og vi beundrer med ærefrygt jeres utrættelige og viljestærke og berettigede kamp mod fascistiske aggressorers udbytning af jeres mægtige socialistiske stat, der så utrætteligt higer mod fred og fremskridt..." Herefter blev hans talestrøm afbrudt af, idet han nu var kommet over og havde løftet russeren op fra gulvet for derefter at kysse ham vildt og inderligt på begge kinder. Dette gav til gengæld den mellemstore af Beta-5 folkene lejlighed til at sige: "Ja. Vi har længe inderligt glædet os til at besøge den vældige og beundringsværdige nation , som De kommer fra, og vi forstår til fulde jeres heroiske kamp for…" etc. … etc. … "Dog har vi ikke specifikt alene studeret jeres nation og dets retfærdige styreform, men vi har også læst og studeret og forstået og erfaret en hel del om det jordiske menneskes levevis generelt. Vi har lært at kommunikere korrekt. Vi har således lært os at tale umådelig sagte og…" Hendes ordgyderi, der blev fremsagt med en styrke, som når en eller anden komplet vanvittig idiot står og skråler en direkte ind i øret, blev med ét afbrudt af en væsentlig kraftigere stemme ovre fra hjørnet: "Hør lige her, dit elendige lille møgkryb af et røvslikkende kommunistsvin, nu skal jeg lige…" Stemmen kom fra den lille splejsede fyr, som stadig sad ovre i hjørnet og så på de andre med store underfundige øjne, men han blev brat afbrudt af den største af sine artsfæller, der omgående styrtede over til ham og klappede ham let på hovedet, idet han med en stemme som et tordenskrald sagde: "Undskyld, undskyld, vor lille kammerat…" Efter således at have afbrudt den lille fortsatte han med betydeligt neddæmpet stemmestyrke: "Jeg må på det allerdybeste beklage den nedværdigende optræden, men vor stakkels lille ven er desværre ikke rigtig sig selv mere. Jeg skal forklare Dem hele den ulyksalige sammenhæng. Som De ved, kommer vi fra den femteinderste af de kloder, der kredser omkring den største af komponenterne i dobbeltstjernesystemet Beta Hydra, et sted der i jordisk målestok ligger i en afstand af 18,316 lysår og med en rekt-ascension på 11 t 50,4 m og deklination på - 33° 38'. Stjernen vi kredser om, er af typen G2 , dens overfladetemperatur er…"etc. … etc. … "Vo klode har en diameter på, løseligt omregnet fra vor egen skala, ca. 10.352,4692 km, et atmodfæretryk på…" etc… etc… etc… "Denne klode er i modsætning til Deres underlagt en samlet regering, og man har her for længst indset det samfundsgavnlige i, at ingen på kloden får ret til at undertrykke deres medskabninger. Denne erkendelse fik imidlertid - set ud fra vort standpunkt - uheldige følger. Man indså på et tidligt tidspunkt, at den ligelige fordeling af materielle goder langtfra var tilstrækkeligt til at hindre undertrykkelse. Derfor gennemførte man DSO. "DSO?"" stammede Brezkolnikov, da der for en gangs skyld opstod en mindre pause. Efter at både han og Hackelhorn i begyndelsen havde stået fuldstændig paralyserede og fastnaglede til stedet, var han, efter at have taget sig en hivert direkte af vodkaflasken, kommet så meget til sig selv, at han var begyndt at forstå hvad der skete omkring ham. "DSO, dvs. Den Store Ordrationering, blev gennemført for at hindre den klogeste del af befolkningen i - ved hjælp af gode talegaver og sprænglærde udtryksformer - at undertrykke de mindre kloge. Alle på kloden fik herefter indopereret en lille mekanisme i hjernen, der konstant kunne registrere, hvor mange gange de enkelte ord blev anvendt. Hensigten var så, at en bestemt række særligt lærde ord kun måtte anvendes et begrænset antal gange i løbet af ens levetid. I begyndelsen var det kun et meget lille udvalg af ord, der var ramt af denne rationering, men da man ikke fandt at det havde den nødvendige effekt, rationerede man efterhånden flere og flere ord. Til sidst var det kun et begrænset antal af de mest almindelige brugsord, som gik helt fri af rationeringen. Systemet fungerede på den måde, at når 95% af ens kvantum af et givet ord var opbrugt, så fik man en ganske svag og kortvarig hovedpine, så snart man brugte det pågældende ord. Man var hermed advaret om så vidt muligt at undgå yderligere brug heraf. Hvis man ikke desto mindre fik nået totalt at opbruge sin ration af et sådant ord, blev man ramt af en kraftigere, men dog kortvarig, smerte, så snart man blot skulle til at udtale ordet. Hvis man alligevel trodsede smerten og brugte ordet, blev man offer for en meget kraftig og vedvarende hovedpine, som først holdt inde efter nogle timers forløb, og som gjorde en så bims og tom i hovedet, at man først blev sig selv igen flere dage efter. Netop denne ordrationering blev vores skæbne, og det var den, der bevirkede, at vi til sidst måtte flygte fra vor hjemplanet. Sager er den, at vi alle tre er højtuddannede og veltalende og, hvis jeg må tillade mig at sige det, ganske intelligente mennesker. Vi var desuden i vor ungdoms kådhed så overmodige og letsindige, at vi ikke ænsede faren. Vi talte, og vi talte af livets lyst, og vi opbrugte det ene ord efter det andet. Så ilde gik det os til sidst, at vi foruden den lille kerne af frie ord kun havde de mest forfærdelig sjofle og platte ord tilbage i vort ordforråd. Og De skulle blot vide, hvor trættende det bliver i længden, når man kun kan benytte sig af slige udtryk. For vor stakkels lille ven her var det et ekstra hårdt slag. Forstår De, hans fysiske svaghed kunne han tidligere udligne ved sin blændende veltalenhed og sit lysende intellekt. Desuden har han altid været en god dreng, der aldrig kunne få et slemt ord over sine læber. Men da han så fik opbrugt alle sine fine ord, og da han gang på gang måtte føle smerten, da gik det til sidst ud over hans forstand. Vi havde håbet, at han ville komme sig, nu hvor han var befriet for denne byrde, men endnu har det ikke været tilfældet. Som De kan forstå, var det os en kolossal lettelse, da det omsider lykkedes os at få adgang til et interstellart rumskib, så vi fik mulighed for at flygte. På så stor afstand fra vor hjemplanet giver den indopererede mekanisme i vore hjerner nemlig så begrænset et udslag, at vi kun meget svagt kan fornemme det, og denne fornemmelse virker tilmed mere som en behagelig kildren end som et egentligt irritationsmoment. Og De skulle blot vide hvilken fantastisk fornemmelse, hvilken utrolig lettelse, det er atter at kunne tale frit. Og jeg skal love Dem for, at vi påskønner denne frihed, denne ret til at kunne udfolde sig helt åbent, åh jeg siger Dem…" Godowski var begyndt at gøre tydelige foranstaltninger til at gå, så Beta 5-manden afbrød sig selv og sagde i stedet: "Ja, ja, jeg forstår at De må gå, men vi kommer vel snart til at tales ved igen. Jeg skal love Dem, at jeg glæder mig inderligt hertil." Ved hjælp af diverse fagter lykkedes det for Brezkolnikov at slippe for alt for inderlige afskedsscener. "Farvel, farvel, og med gensyn," sluttede den ene Beta-5 mand af med at sige. "Ja farvel, og vi glæder os inderligt til at besøge Deres prægtige land," sagde den anden. "Bonderøv," sagde den tredje. Da Hackelhorn, Godowski og Brezkolnikov var kommet ud af vognen og ud i det fri, stod de for en kort stund helt tavse og så på hinanden. "Jeg bliver desværre nødt til at bede Dem om at komme ind på kontoret igen for at underskrive overdragelsesdokumenterne," hviskede Hackelhorn forsigtigt. Ja… ja… Det bliver vel nødvendigt…" Med rystende hånd stillede russeren vodkaflasken fra sig og tog sig til hovedet. Flasken var tom. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Små to år gik hen, inden professor Godowski hørte nærmere om Beta 5-folkenes skæbne. Det skete da han deltog i en konference, som blev afholdt i videnskabscentret Akademgorodok ca. 25 km uden for Novosibirsk. Her sad han en stille sommeraften i haven hos den russiske biolog Struzinski, som ejede en af de små nydelige villaer, som er forbeholdt fremtrædende videnskabsmænd. Struzinski selv sad ved siden af ham. De var alene. "Jeg har hørt," begyndte den russiske biolog tøvende, "at De i sin tid var stærkt involveret i den mærkelige sag omkring individerne fra Beta 5." Godowski så pludselig meget interesseret ud. "Ja," sagde han, "i allerhøjeste grad. Vi er for øvrigt meget forundrede over, at vi intet så helst konkret har hørt om, hvad der er hændt dem, siden de kom til Sovjet," "Jeg ved det," sagde Struzinski stille, "og jeg har for så vidt ingen som helst ret til at fortælle Dem noget, men dog føler jeg, at netop De har krav på at få at vide, hvad der er sket." "Jeg takker for tilliden." "De var os en plage, slet og ret. Men det kan vel ikke forundre dem. De kender jo de bæster. Nå ja, men for at gøre en lang historie kort: Vi overgav dem til kineserne for snart et år siden." Godowski smilede. "Og så?" "Kineserne har heller ikke givet en lyd fra sig, officielt… men…" Struzinski så sig lidt sky omkring. Alt var tyst og stille. Kun en sagte vind hvislede i det omkringliggende løv. "Tilfældigvis har jeg fået en del oplysninger fra pålidelig kilde…" Struzinski betragtede amerikaneren nøje. "Ja?" hviskede Godowski. "De har sendt dem langt ud på landet, efter sigende for at undervise i børnehaver." "Hvad med den mindste af dem?" "Åh," Struzinski smilede let." "Han kom sig sådan set allerede ganske godt, mens han var hos os." "I børnehaver?" gentog Godowski vantro. "Ja. Spørg mig ikke om de nærmere omstændigheder. Om de stiller dem op på et bjerg og lader dem råbe ud over de nærmeste hundrede børnehaver eller… Jeg ved det ikke… Men som bekendt har det talte ord fået voksende betydning i det nye Kina, siden de startede deres store kampagne: Lad Tusinde Embedsmænd Falme…" "Ak ja," Godowski smilede igen. "De kinesere har nu altid været forbandet effektive." Han så på Struzinski. Russeren smilede ikke. Godowskis eget smil stivnede, og han faldt i dybe tanker. Han så ud over de smukke grønne omgivelser, der endnu var svagt oplyste af den nedgående sol. I det fjerne skimtede han roemarkerne, men for hans indre blik blev de forvandlet til rismarker, og op af rismarkerne skød tusinder og atter tusinder af små veltalende kineserbørn. Og de talte højere og højere. Og de kom nærmere og nærmere. |
|
| © 2005 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:21 |