TUVALU (1993)

- En lufthavn er vel ikke bare en lufthavn!
  Tre gange om ugen lander det lille propelfly fra Air Marshall Islands på Funafuti, hovedøen i staten Tuvala, på dets vej fra Majuro (Marshall Islands) til Fiji. Og tre andre dage lander det undervejs fra Fiji tilbage til Majuro. Dette er Tuvalus eneste internationale ruteflysforbindelse med omverdenen...
  Denne lille østat i Stillehavet (tidligere kaldet Ellice Island) består af 9 atoller (koraløer) og bebos af blot 9000 mennesker. Dertil kommer ca. 1000 som har arbejde i fosfatbruddene på østaten Nauru og derfor er bosiddende der.
Jeg entrede flyet på Tarawa i Kiribati (også en østat). Vi er 8 mennesker ombord. Da vi nærmer os, ser vi Funafuti, Tuvalus hovedatol, ligge foran os som en tynd hvidgrøn stribe midt i det blå ocean, bøjet og lidt tykkere på midten, nærmest af form som et australsk kastetræ.
  Vi er kun to der står af i Funafutis internationale lufthavn, en helt åben bygning bestående af ét stort rum der hviler på pæle. Der en del borde og stole som står spredt på en måde der virker ret tilfældig. Intet synes at have nogen særlig fast plads, og der ingen skilte som fortæller hvor immigration og told er. Jeg bliver dog problemløst gennet hen til nogle mennesker, der lige checker mit pas og så i øvrigt undersøger min bagage temmelig grundigt (de har jo heller ikke så meget andet at lave). De er specielt interesserede i at vide om jeg har nogen videobånd med, hvorfor skal jeg ikke kunne sige.
  Funafuti har kun et enkelt hotel. Der var indtil videre kun 6-7 værelser, men de var ved at bygge til. Derudover er der nogle enkelte små pensionater, som hver kun har ganske få værelser. Det var på et af disse jeg indlogerede mig.
Samme sted boede der en japansk radioamatør som havde slået sig ned i nogle måneder. Hver aften kunne jeg høre hvordan han kommunikerede med folk rundt omkring på kloden. Via en ven der var ansat i Lufthansa kunne han endog sidde og bestille flybilletter fra sit sparsomme domicil.
  Denne japaner er i øvrigt den eneste person, jeg nogensinde har truffet, som har været på Pitcairn Island. Og at komme dertil anser jeg for noget af en bedrift. De ca. 50 fastboende mennesker på Pitcairn Island, som delvis er efterkommere af mytteristerne på Bounty, er nok de mest isolerede noget sted på kloden. Der kan
gå måneder imellem at et skib anløber dette sted, så kommer man dertil, og skibet man kom med sejler videre, så er man nødt til at have god tid, meget god tid!
  Tuvaleserne er som helhed rare mennesker. Jeg var dog udsat for en enkelt lidt underlig knægt som tiggede penge af mig, og da jeg ikke var til sinds at give ham nogen, begyndte han at gøre foranstaltninger til at smide sten efter mig! Jeg fik
dog belært ham om, at jeg opfattede det som meget dårlig opførsel....
  I den uge jeg var på Funafuti, var der ingen andre der blot tilnærmelsesvis udviste en lignende adfærd. Jeg blev overalt mødt med stor venlighed.
  Jeg var så heldig, at der - lige i den jeg opholdt mig på øen - var fest i maneabaen, det store fælleshus, i hele tre dage. Kvindedage blev de kaldt, men det var absolut ikke kun kvinder der deltog, og jeg blev da også inviteret med.
  Folk var i klædt i de mest farvestrålende dragter. De fleste kvinder og en del af mændene havde blomsterkranse i håret. Enorme mængder af mad blev båret ind på store palmeblade. Der blev holdt taler og der blev spist. Også jeg fik min portion, men alt i alt blev der kun spist en ubetydelig brøkdel af den mad der blev serveret.
  Maden blev båret ud igen, og så blev der sunget og danset. Men det var kun kvinderne der dansede, dvs. de stillede sig op på række ved siden af hinanden og bevægede sig lidt frem og tilbage mens de viftede med armene i takt til rytmen.
  Mændene sad i en rundkreds og sang, alt imens de klappede i hænderne. Næsten alle sangene startede stille og melodisk, men havde derefter en stadigt stigende rytme og intensitet for så at slutte i den rene ekstase! Musikinstrumenter var der ingen af, men alle gik op i sangen med enorm livsglæde og ildhu.
  Alt alt for sent opdagede jeg at jeg havde glemt tage mine sko af, inden jeg gik ind i maneabaen. Ingen havde gjort mig opmærksom på det. Det er ellers et tegn på en uhyggelig mangel på pli og ærbødighed. Da jeg endelig selv opdagede det, trak jeg
mig beskæmmet udenfor, og tog skoene af.
  Men som sagt, ingen havde gjort mig opmærksom på det, og jeg have ikke mødt nogen uvenlighed. Så de har nok tænkt, at jeg stakkels turist måtte være undskyldt, for jeg kendte jo nok ikke deres traditioner... At jeg så personligt følte mig lidt beskæmmet, fordi jeg faktisk godt vidste det, men bare havde glemt det,
er straks en anden sag.
  Den dag jeg rejste videre til Fiji oplevede jeg ved afgangen fra lufthavnen noget højst besynderligt.
  Alle de sædvanlige borde og stole var fjernet. Men i den ene halvdel af bygningen var der opstillet en rundkreds af borde, hvor der sad folk som synes at være optaget af et eller andet møde. Der var også opstillet en talerstol.
  Jeg var selvfølgelig lettere irriteret over at folk absolut skulle sidde og holde møde i lufthavnen, når jeg nu skulle af sted. Jeg var stærkt på vej til at gå over og prikke en af dem skulderen og udbede mig en forklaring. De burde jo også lige fortælle mig hvor jeg kunne finde mit fly...
  Men det var ligesom jeg kunne fornemme, at det måske ikke var nogen helt god idé at forstyrre forsamlingen. Ikke mindst den kendsgerning, at der var placeret mikrofoner ved samtlige borde, sagde mig at der nok var tale om et ret vigtigt møde.
  I stedet henvendte jeg mig til nogle mennesker som sad og skuttede sig (og muligvis lyttede til talerne) på nogle bænke, som stod placeret langs det der ville have været ydervæggen, hvis der ellers havde været en sådan.
  Jeg spurgte hvorfor i alverden der skulle holdes møde her i lufthavnen, og hvad det i øvrigt var for nogle mennesker, der sådan uden videre havde forsamlet sig her.
  Folk kiggede undrende på mig. Så svarede en af dem:
  - Jamen, det er da parlamentet!
  - Parlamentet?
  - Ja, og det er statsministeren som taler i øjeblikket!
  Nå! tænker jeg så, og idet jeg glæder mig over, at jeg i det mindste ikke fik forstyrret statsministeren, spørger jeg om årsagen til at parlamentet er samlet netop her.
  - De er nødt til at holde parlamentsmøderne her. Det er det eneste sted der er plads nok!
  - Jamen, hvordan kommer jeg så med flyet?
  - Jo da, alle lufthavnsformaliteterne er flyttet til den lille bygning derovre...
  Jeg bevæger mig over til det lille hus ved siden af, hvorfra der normalt sælges lokalt håndværksarbejde. Det er rigtigt nok. Lufthavnspersonalet har klemt sig sammen her, og der er anbragt en lille interimistisk seddel som fortæller hvornår flyet afgår.
Jeg kommer vel ombord, og snart ser jeg de små atoller, en af verdens absolut mindste stater, forsvinde under mig.
email
© 2004 Bjarne Lund-Jensen

2008-02-21 17:50:31