 |
Den transsibiriske jernbane 1981 |
|
Is this the train to Vladivostok? Jeg vender mig. Stemmen kommer fra en sød ung pige som står lige bag mig. Vi står på Jaroslav- banegården i Moskva. Jeg er på vej mod Japan og har valgt at tage over landjorden hele vejen. Og den unge pige, som ved nærmere bekendtskab viser sig at være en kun 17-årig tysk skolepige, skal også til Japan - helt alene. Der var i 1981 og jeg var stadig ung og smuk.... Det var min tredje rejse med den transsibiriske jernbane. Første gang var i 1975 hvor jeg rejste til Khabarovsk nord for Vladivostok. (I sovjettiden måtte turister ikke besøge Vladivistok, som var en vigtig flådebase). Herfra fløj jeg tilbage til Moskva. Anden gang var i 1978, hvor jeg rejste fra Moskva til Beijing i forbindelse med en Kina-tur arrangeret af den dansk-kinesiske venskabsforening. Denne gang var målet altså Japan, og dog - selve togturen var bestemt også en del af formålet. Dels er der noget utroligt fascinerende ved den transsibiriske, jeg er ikke togfreak, men jeg kan godt lide at rejse i tog, og den transsibiriske er for mig at se banestrækningen over dem alle. Desuden havde jeg et stykke arbejde, jeg skulle have gjort. Jeg havde nemlig sat mig for at skrive en roman undervejs! Jeg havde jo god tid, 14 dage hver vej, når vi inkluderer togrejsen til Moskva, et par hotelovernatninger samt to dage med skib til Yokohama. Alt i alt næsten en måned uden fast grund under fødderne. Jeg fik skrevet det meste af romanen. Jeg havde medbragt en lille rejseskrivemaskine og afsat et vist antal timer om dagen til arbejdet. Den tyske pige, Renate Becker hed hun, havde - uvist af hvilken årsag - forelsket sig i mig, og støttede mig - også - i arbejdet. Hver aften læste højt for hende- på engelsk - og vi diskuterede de ting jeg havde skrevet. Romanen blev aldrig udgivet. Nogle år senere sendte jeg den ind til et par af de større forlag, men da de ikke ville tage den, skrev jeg den i stedet om til et skuespil, som jeg endelig i 1988 fik sat op på Nedergadeteatret. Stykkets titel var Blok C, og havde iøvrigte ikke ret meget med den transsibiriske jernbane at gøre. Pudsigt nok var det fortrinsvis på udturen jeg fik arbejdet med romanen. Her havde jeg ellers rigelig social kontakt. Først og fremmest til Renata... men også til en del af de andre rejsende. Hjemad kneb det mere med kontakterne, og alligevel fik jeg skrevet uendelig lidt. Det første dage fra Moskva er landskabet ret kedeligt, det er meget fladt og man ser bare skov og skov, faktisk skal man næsten til Bajkalsøen før det begynder blive mere afvekslende, mere bjergrigt. Så man forlyste sig med andre ting. Hvordan det er i dag ved jeg ikke, men personligt holdt jeg meget af spisevognen, og damerne der serverede havde ofte en enestående evne til at kommunikere selv om de ikke talte andet en russisk. Spisekortet var ret omfattemde, men det var kun en lille procentdel af retterne der stod pris ved, og af dem var det igen kun en begrænset del de rent faktisk serverede. Alligevel var det hyggeligt, og når man supplerede måltidet med en flaske russisk champagne, så gled det ned altsammen... Maden var billig, men alligevel for dyr for de fleste russere, der i stedet handlede ind ved de små stationer undervejs. De havde åbenbart heller ikke altid råd til at betale billetten. I hvert fald husker jeg et par pudsige episoder fra min første rejse (i 1975). Den første dag kunne vi ikke komme ind på det ene af toiletterne. Da togpersonaæet endelig fik døren op tumlede der fire russere ud... Også senere på turen bemærkede jeg en blind passager. Denne foretrak imidlertid den frie luft frem for et indelukket toilet. Han havde nemlig anbragt sig på taget af en vognene... I mange timer blev han troligt siddende, men på et vist tidspunkt, lige efter vi var kørt igennem en tunnel, var han pludselig væk.... Tilbage til 1981-turen. Da vi nåede Khabarovsk skulle der skiftes tog, så vi kunne komme videre til havnebyen Nakhodka. Det kom til at betyde en overnatning i Nakhodka, og det gav mig lejlighed til at tilbringe en enkelt nat sammen med Renata. Sent om aftenen og efter mørkets frembrud badede vi i Amur-floden. Jeg var splitternøgen og på et tidspunkt sejler et skib tær hen imod os. Lige med ét bliver min nøgenhed udstillet da jeg rammes af lyset fra en kraftig lanterne. Jeg sænker mig ned i vandet og skibet kommer nærmere. Jeg råber ud til dem: "What are you looking for?". "Chinese," lyder svaret og derefter sejler de væk igen... Næste dag fortsatte vi mod Nakhodka. Jeg var begyndt at blive lidt nervøs for en lille detalje vedrørende mit visum. Renata havde nemlig et visum til både ud og hjemrejse, og jeg havde kun et enkelt. Jeg havde allerede på et tidligt tidspunkt spurgt en russer om hvad der helt præcist stod på mit visum, og jeg havde fået at vide at der stod noget om transit fra den finsk-russiske grænseby til Nakhodka - og retur. Det havde jeg i første omgang slået mig til tåls med, men da jeg har haft mange smertelige erfaringer med det sovjettiske bureaukrati, følte jeg mig aldrig helt sikker. Så da vi nærmede os Nakhodka spurgte jeg igen en russisk guide som var med toget, om hun var helt sikker på at det var i orden. "Ja, ja," sagde hun og smilede så sødt. "Der står jo retur." Vi nåede Nakhodka, og mens vi ventede på at blive indskibet, kom den samme guide hen til mig og sagde, at myndighederne alligevel skulle have mit visum, når jeg rejste ud af landet, "Jamen, der står jo retur," stammede jeg. "Ja," sagde hun, og smilede igen så sødt. "Men et andet sted på det står der, at det gælder til én rejse i Sovjetunionen... "Jamen hvad skal jeg så gøre," protesterede jeg. "Du skal bare søge om et nyt visum når du kom til Japan," forklarede hun. Nu havde jeg absolut ikke tænkt mig at bruge noget af min sparsomme tid i Japan (jeg havde kun 14 dage) på at fare rundt efter et visum, så jeg begyndte at lægge en strategi. Da jeg skulle igennem paskontrollen stillede jeg mig i kø ved en ung mand der så nogenlunde tilforladelig ud. Da jeg fremviste mit visum holdt jeg fast i det og pegede på det sted hvor der stod retur, alt imens jeg smilede pænt til ham. Manden, der naturligvis ikke kunne tale et ord engelsk, så fortvivlet på mig og prøvede ved hjælp af diverse fakter at forklare mig, at jeg skulle aflevere det. Men jeg holdt stand, og så gik han hen og spurgte en overordnet til råds. Også han forsøgte at få mig til at aflevere det, men opgav og hentede så en engelsktalende guide. Ham forklarede jeg stille og roligt, at hvis det virkelig var et problem så ville jeg da bare blive her i Nakhodka indtil det gik i orden... Dette var naturligvis helt umuligt, og efter at russerne havde konfereret en tid, forklarede guiden mig at den overordnede kontrollør gerne ville låne mit pas og så gå hen og spørge nogle diplomater i byen til råds. Efter forbløffende kort tid kom han tilbage med det, og det var nu blevet forsynet med en påtegning om at kunne bruges igen... Lettet og triumferende med mit visum i hånden kunne jeg herefter entre båden til Japan. Endnu to dage på båden kunne jeg være sammen med Renata, men da vi nåede Yokohana gik vi hver til sit. Herefter havde vi kun hinandens adresser og en halv aftale om engang at mødes igen. Hjemturen blev ikke helt så romantisk. De første dage var der dog en hel turister man kunne udveksle erfaringer med. At der var en del turistgrupper, bevirkede, at jeg - som individuelt rejsende - blev tvunget til at indtage mine måltider i spisevognen på samme tidspunkt som grupperne og få den samme standardiserede menu. Jeg protesterede voldsomt og sagde, at det havde jeg slet ikke kalkuleret med, ja jeg faktisk slet ikke råd til det. Servitricen fandt dog hurtigt en løsning på problemet. Jeg slap simpelthen for at betale!! De sidste tre dage til Moskva var der ikke ret mange at kommunikere med. Kun tre japanere, som snakkede meget dårligt engelsk, en ret tåbelig amerikaner, som rejste Jorden rundt med en enkelt nat i Japan og en enkelt i Moska som eneste overnatninger uden for transportmidler, og - nåh ja - så en russisk guide, som påstod at hun elskede mig højt, men i virkeligheden var hun vist kun ude efter mine cowboybukser.. Vi ankom til Moskva med tre timers forsinkelse. Lige akkurat nok til at amerikaneren ikke kunne nå at se Kreml, hvad han elles havde planlagt. Men det var for sent at nå den dag, og næste morgen - tja - så skulle han med fly tilbage til USA... Gennem flere år rendte jeg rundt med Renatas adresse i min tegnebog, men jeg fik aldrig kontaktet hende. Da jeg nogle år senere fik tegnebogen stjålet i Algeriet, måtte jeg for alvor sande at den dag hun gik i land i Yokohama forsvandt hun for altid ud af mit liv. Det sidste vers i en gammel amerikansk folkesang lyder således: The longest train I ever did see was sixteen coaches long. The only girl I ever did love was on that train and gone. Was on that train and gone, poor boy, was on that train and gone. The only girl I ever did love was on that train and gone. Det passer dog ikke helt.... Toget var på 17 vogne når man inkluderer spisevognen... |
|
|
email © 2004 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:24 |