 |
Sydafrika - 1996 |
|
En kniv én til.... Jeg ser på de sorte ansigter. Det er ikke just venlighed der lyser mig i møde.... Jeg står som lammet. Min hjerne fortæller mig omgående hvad det handler om: Overfald.... Men straks efter støder jeg tanken fra mig, som noget uvirkeligt, umuligt... De to unge fyre har trukket sig tilbage. jeg ser ikke længere deres knive. Jeg går videre.... Så er de over mig. Om det er de samme ved jeg ikke. Hvor mange de er, bliver jeg heller ikke helt klar over. Men jeg bliver i hvert fald væltet omkuld. Jeg råber op... Men ingen hjelper mig.... Én af dem får revet min bagage fra mig. Jeg prøver at holde fast i én af de andre, mens jeg stadig råber om hjælp. Det resulterer blot i at jeg også får hugget min tegnebog. De river i mine bukser, men jeg kæmper så meget imod, at de endelig lader mig være. Jeg ligger tilbage på jorden. Mine briller ligger ved siden af. Knækkede... Det er en lidt kedelig, men lys og solbeskinnet sendag formiddag. Stedet er Joubert Park lige ved siden af banegården i Johannesburg. Der er masser af mennesker. Jeg var på vej til at finde transport til Pretoria, havde fået at vide at der gik en bus fra den anden side af parken.... Ok, jeg havde fået at vide at jeg ikke skulle rende rundt med al min bagage i Johannesburg, ikke en gang i fuldt dagslys. Men på den anden side set: Jeg har altid troet, at så længe der er masser af mennesker omkring en, så bliver man højst udsat for lommetyveri. Men sådan er det ikke i Jo'burg... Når jeg senere fortalte min historie var der ingen der undrede sig. Selvfølgelig ville jeg blive overfaldet, når jeg var dum nok til at rende rundt i gaderne (eller parkerne) i Johannesburg. Flere uger senere talte jeg med en sort fyr som fortalte mig, at når han kom til Johannesburg havde han altid en til at møde sig på banegården, så de kunne følges ad ud til taxaen... Men tilbage til gerningsstedet... Jeg lå på jorden og skimtede svagt mine knækkede briller. Det var fatisk det der bekymrede mig mest. Som erfaren rejsende havde jeg selvfølgelig både pas, visakort, flybillet og de fleste af mine penge gemt andre steder på mig, og det havde røverne heldigvis ikke fundet ud af. Men uden briller er jeg næsten blind. Jeg får famlet mig hen til nogle af de omkringstående, spørger hvorfor ingen havde hjulpet mig. Vi tør ikke, lyder svaret. De har knive. Så dukker der en bil op. Jeg bliver hjulpet hen til nærmeste politistation. Men ingen går med mig ind, ingen skal risikere noget. Politiet tager det som en ren rutinesag. Da jeg forklarer dem at der var masser af vidner til episoden, bliver jeg mødt med et skuldertræk. Der er alligevel ingen som vil sige noget, får jeg at vide. Vi når for øvrigt ikke ret langt i rapporten i første omgang. Da jeg ikke har nogen adresse i landet (eftersom jeg lige havde checket ud på et hotel, for at begive mig videre til Pretoria), så sørger politiet pent for at jeg får mig en adresse ved at køre mig ud på et ret dyrt hotel! Hvis jeg ikke har en adresse i landet, kan de nemlig ikke færdiggøre rapporten... Manden i hotellets receptionen er ikke specielt venlig, da jeg forteller at jeg har mistet alt. Hvordan vil du så betale, spørger han køligt. Jeg fremviser mit visakort, og han bliver straks mere imødekommende. Da det er søndag, er der ingen optikere som har åbent, men hotellet forsøger at lodde mine briller sammen. Mens de således prøver at fikse brillerne, anbringes jeg i noget der ligner et depot. Jeg vader lidt forvirret omkring og småsnakker med mig selv. Da jeg er særdeles nærsynet, opdager jeg ferst sent, at jeg ikke er alene. En trivelig sort kone har siddet og betragtet mig. Hun nikker forstående, da jeg forklarer hende min situation. Det er forfærdeligt, siger hun. Vi er allesamme bange, ikke kun jer hvide, også vi sorte. Det eneste der nytter noget er at gå rundt med en stor revolver, som altid er ladt! Og hvis der så kommer nogen, så er det bare med at hive revolveren op i synet på dem og trykke af! ... Politiet vil godt kunne forstå det! Længe sidder hun og fabler om den store revolver man altid bør gå rundt med. Jeg får mine briller tilbage, men jeg ser utroligt dårligt med dem. Lodningen holder heller ikke mere end en halv dag. Derefter får jeg selv fikset brillerne betydeligt bedre ved hjælp af en simpel clips. Allerede da jeg lå på jorden havde jeg besluttet mig for at én ting skulle røverne ikke tage fra mig: Mit mod på at fortsætte rejsen. Jeg havde kun været i Sydafrika én eneste dag da det skete. Men jeg havde ikke tænkt mig at give op. Jeg venter et par dage inden jeg tager videre til hovedstaden Pretoria. Bruger bl. a. tiden på at søge om visum til Mozambique. I Pretoria installerer jeg mig på et mindre guesthouse. Ejeren er en midaldrende boer. Venlig, men fuld af fordomme. Hvad jeg fik at vide af ham var j eg noget jeg fik gentaget til ulidelighed af næsten enhver hvid mand, som jeg mødte under min rejse: Landet var på vej ned ad bakke. Regeringen og fagforeninger var ved at ødelægge det hele. Snart ville Sydafrka blive som alle de andre afrikanske lande, som f. eks. Kenya eller som Zaire. Både han og de fleste andre hvide, jeg snakkede med, indrømmede nødtvunget at apartheid-systemet ikke kunne fortsætte. Alligevel svælgede de i minderne om "de gode gamle dage".... Det var for mig dybt tragisk at høre den utrolige pessimisme og bagstræberiskhed man fornemmede hos de hvide. De fleste sorte derimod så med forsigtig optimisme på fremtiden. Den omtalte boer var i øvrigt aldeles overbevist om, at hvis jeg rejste videre til Mozambique, ville jeg blot udsætte mig for at blive overfaldet endnu engang.... Men jeg tog nu alligevel til Mozambique, og jeg blev ikke overfaldet. Tværtimod mødte jeg stor venlighed i et ellers fattigt og krigshærget. land. Og forholdet mellem hvid og sort feltes helt anderledes afslappet der end i Sydafrika. Der skulle gå næsten tre uger inden jeg atter vendte tilbage til den Sydafrikanske Republik. I mellemtiden havde jeg været i både Swaziland og Namibia. En meget tidlig mandag morgen, ankommer jeg så med bus fra Namibia til byen Uppington i det nordvestlige hjørne af Sydafrika. Jeg har ikke tænkt mig at gøre ophold, men vil videre til Kimberley i den centrale del af landet. Jeg spørger en ung hvid fyr om mulighederne for videre transport. Han fortæller mig at jeg burde have været der i går, for den absolut eneste transport er en bus der afgår søndag aften! Jeg prever at forklare ham at jeg ikke et eneste ejeblik vil tro på, at den eneste transportmulighed er en bus der kun afgår én gang om ugen. Jeg spørger ham om der ikke kører minibusser (også kaldet deletaxaer eller combis) til nogle af de andre byer. Det afviser han med største bestemthed. Der er ingen anden transport end den omtalte bus, med mindre jeg er heldig og kan få et lift med en eller anden... På et nærliggende hotel får jeg et lignende svar. Damen her tilføjer dog lidt usikkert, at der måske også går nogle fly... Jeg begiver mig ud i gaderne, spørger en forbipasserende minibuschauffer. Han ryster på hovedet. Måske er der virkelig ingen transport, begynder jeg at tænke... Jeg bliver dog snart beroliget. Jeg kommer forbi et sted hvor der afgår en del minibusser og jeg spørger mig for. Jeg bliver så henvist til et andet sted, hvor jeg fluks finder en bus med afgang til Kimberley. Jeg venter en times tid til bussen er fyldt op, og så er jeg ellers på vej derudad.... Forklaringen på den misinformation jeg havde fået, er faktisk ganske enkel. Ingen hvide rejser med minibusserne, kun sorte. Ser man en hvid mand i en minibus kan man være sikker på, at det er en turist. Men at forholdet er så grelt, at de hvide (i hvert fald dem jeg havde snakket med) helt benægtede bussernes eksistens, synes jeg er ret chokerende. De kunne ikke undgå at vide hvad jeg snakkede om, alligevel har de enten villet forhindre mig i at benytte de "sorte" busser, eller også - og det tror jeg faktisk er mere sandsynligt - har det simpelthen overgået deres fantasi, at jeg virkelig ønskede at rejse med "de sortes transport". Men denne selvfølgelig ganske uproblematiske rejse med minibus var med til at genopbygge min selvsikkerhed. Jeg var ikke bange for at rejse rundt i landet, og jeg var heller ikke bange for at gå rundt i byerne (dog holdt jeg mig langt væk fra Jo'burg). Jeg fandt det lidt latterligt, da jeg på gaden i Bloomfontein, hvor jeg stod på et gadehjørne og studerede bykortet, pludselig blev "hjulpet" af en hvid mand. Vedkommende fik fat i en betjent, som herefter fulgte mig til det hotel som jeg havde tænkt mig at opsøge . Det var selvfølgelig velment, men ærlig talt synes jeg nok, at jeg burde kunne tage vare på mig selv.... Men det viser lidt om den frygt og de spændinger som stadig hersker, ikke blot i Johannesburg, men næsten overalt i Sydafrika. Denne spænding skyldes ikke udelukkende forholdet mellem sort og hvid, men skal først og fremmest søges i den afgrundsdybe fattigdom som mange af de sorte lever i. Arbejdsløsheden, rodløsheden, er den virkelige årsag til kriminaliteten. Det er tydeligt at visse områder, først og fremmest det indre af Johannesburg, næsten er opgivet, mens man andre steder f.eks. i Pretoria gør alt hvad man kan for at beskytte sig mod kriminaliteten. Mange steder, men mest i Pretoria, oplevede jeg, at hver gang man gik ind i et supermarked, ja selv i en mindre butik skulle man enten deponere enhver taske eller pose man bar på, eller også have den forseglet. Dette blot for at værne sig mod simpelt butikstyveri. Den sidste uge inden jeg vendte hjem til Danmark tilbragte jeg i Cape Town. Også her er der alt for megen kriminalitet, men i modsætning til Jo'burg er overfald ved højlys dag et særsyn. Stemningen er helt anderledes end i Jo'burg. Folk tør bevæger sig rundt i gaderne, og ikke kun i de mest nødvendige ærinder. Cape Town er en smuk by. Man kan sagtens rejse rundt i Sydafrika, blot man tænker sig om og specielt tager advarslerne om Johannesburg særdeles alvorligt. Men hvor Sydafrika selv bevæger sig hen er et åbent spørgsmål. Jeg har hørt en mand (hvid selvfølgelig) e sige, at de hvide snart vil rejse sig og tage magten igen. Det er det eneste jeg er helt sikker på ikke vil ske. Det har de (gud ske lov) slet ikke styrke til. På den anden side set, vil der gå adskillige år inden raceulighederne og racefordommene vil være væk. I Pretoria mødte jeg et norsk par. Hun var hvid, mens han var sort og stammede fra Sydafrika. Han havde planer om at flytte tilbage til det land han forlod tyve år tidligere. De havde været i landet et par måneder. De havde store diskussioner. Hun havde besluttet sig for ikke at følge ham. Overalt følte hun at folk gloede mærkeligt på dem. Og hun kunne ikke klare at skulle bo i hans hjemby blandt udelukkende sorte. Da de skulle ud og besøge hans sester i Atteridgeville (en sort såkaldt "hometown" nær Pretoria) bad hun mig om at tage med. Det var jeg ikke helt glad for. De havde drukket tæt og været uvenner aftenen fer. Men hun ville så gerne have at jeg skulle se stedet. - Du må simpelthen se Atteridgeville, sagde hun, den er så smuk. Så kørte jeg alligevel med dem derud. Hvad jeg så (med mine øjne) var en ganske almindelig mindre by med udelukkende sorte, som kiggede lettere forbavset på mig. Men i hendes øjne var byen fantastisk smuk. Jeg vil ønske at Sydafrika også en dag vil blive smuk. Set med alles øjne. |
|
|
email © 2004 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:28 |