 |
Strandet i Tamanrasset |
Ved en rundkørsel i udkanten af In Salah lige midt i Algeriet sad der en rygsækrejsende hollænder og ventede på et lift sydpå. Det var sidst på eftermiddagen. Han virkede lettere desillusioneret, og da jeg kom hen til ham, så han på mig med et træt blik. Hvor længe han havde ventet? Hele dagen! Ok, tænkte jeg så, jeg må nok alligevel satse på bussen for at komme videre... Jeg var ellers godt og grundigt træt af hele tiden at få forkerte oplysninger om bustider etc. At arabere ofte har en tendens til hellere at ville give et forkert svar end slet ikke at kunne svare, havde jeg før bemærket, men aldrig har jeg oplevet det så udpræget som i Algeriet. Da jeg en tidlig morgen ankom til In Salah missede jeg lige akkurat bussen som gik videre sydpå til Tamanrasset. Jeg fik at vide at der gik en ny bus tidligt næste morgen, og jeg havde endda dobbeltchecket den oplysning. Men nej - der gik ingen bus. Det føltes ret så bittert at forlade ens hotel kl 4 om morgenen, og så blot få at vide at man skulle vente endnu et døgn. Derfor min tanke om at få lift sydpå med en eller anden forbikørende. Men det var vist meget godt at jeg opgav den tanke. Det var ret så svært at få et lift, alene af den grund at vejen fra In Salah til Tamanrasset var i ekstremt dårlig stand. Den 700 km lange tur kunne let tage 3 dage i en personbil, og der var ikke én eneste oaseby man kunne stoppe ved undervejs, kun ørken! Rejsen var startet som lidt af et eksperiment. Hvor langt kunne jeg nå at komme sydpå over landjorden i løbet af en 14-dages juleferie? Det eneste jeg havde sikret mig på forhånd var en flybillet fra Algér by til København, så jeg ikke skulle over landjorden hele vejen hjem også. Det viste sig at denne julerejse skulle udvikle sig til det største forhindringsløb jeg nogen sinde har været udsat for i hele mit omtumlede rejseliv! Det startede allerede I Paris. Jeg var ankommet til Gare du Nord med toget fra Danmark, og skulle videre til Gare de Lyon for at komme med hurtigtoget til Marseilles. Jeg var nødt til at nå det tog for at kunne komme videre med skib til Algeriet. Der var en god time at løbe på, det skulle sagtens kunne nås... Men métronettet var brudt sammen. Jeg går ud på gaden for at få en taxa. Der er en kø på hundredevis af mennesker som venter på taxa. Jeg går ned til metroen igen. Nogle tog går der da. Jeg tager en chance og springer på et af dem. Jeg kan vel altid komme frem til et sted hvorfra det er lettere at få taxa. Toget virker helt tomt, der er ingen andre i vognen. Jeg begynder at blive nervøs da det suser forbi den ene station efter den anden. Jeg går igennem vognene. Det viser sig at jeg er den eneste passager i hele toget! En stemme over højttaleren fortæller mig så at dette er den direkte non-stop linje til Charles de Gaulle- lufthavnen!! Efter en lang køretur stopper toget alligevel ved en enkelt station. Jeg skynder mig at hoppe af og i næste øjeblik kommer der tog i modsat retning. Jeg springer på, dette er heldigvis også et non stop- tog, så jeg kommer alligevel forholdsvis hurtigt tilbage til Gare du Nord. Jeg spæner ud af stationen, ud på gaden. Det er stadig sort af mennesker der skal med taxa. Jeg hører tilfældigvis, at nogle af dem som er ved at stige på, skal til Gare du Lyon. Jeg kæmper mig vej frem gennem mængden, men bliver tilbagevist af en barsk politimand, som i utvetydige vendinger gør mig klart at jeg bare har at stille mig bagerst i den 100 m lange kø! Og der er kun 15-20 minutter til mit tog går fra Gare du Lyon! Det kan jeg umuligt nå! Jeg tager en hurtig beslutning, spæner efter den taxa jeg lige har set, og når den ved næste kryds. Der sidder to ældre damer i taxaen. Hvor de skal hen? Gare du Lyon! Om jeg må komme med? Selvfølgelig, bare jeg skynder mig at stige på.... Taxaen kører som en rasende gennem Paris' gader. Et sted hvor der er ensrettet kører han i modsat retning, færdselsloven er tilsyneladende sat ud af kraft. Men han når stationen blot to minutter før toget, som også de ældre damer skal med, afgår. Og vi når det! Rejsen med skib til Algér by forløber planmæsiigt, og efter et par dagens ophold - som jeg bl. a. benytter til at skaffe oplysninger om indenrigsfly (ret unødigt iøvrigt, alt er tilsyneladende booket) - fortsætter jeg med bus sydpå. Første stop er Gardhaia, 600 km sydligere. Egentlig er det en klynge af 5 oasebyer, samlet om nogle høje. Det er et spændende og malerisk sted, hvor jeg bliver en enkelt nat. Inden jeg nåede så langt var min tegnebog blev stjålet. Det skete allerede på busstationen i Algér by. Kontanter var der ikke mange af, men jeg mistede en del papirer, bl. a. nogle adresser som jeg var ret ked af at miste. Til gengæld gjorde det mig knap så meget at jeg mistede mine valutapapirer. Det betød en markant besparelse, for nu besluttede jeg, at jeg lige så godt kunne veksle sort overalt hvor jeg kom frem. Det gav 3-4 gange så meget som den officielle kurs! Fra Gardhai fortsatte jeg til den smukke oaseby El Golea og derfra videre til In Salah. Her var det så jeg ville tage det sidste store stræk genem ørkenen til den sydligste by i Algeriet: Tamanrasset, i daglig tale kaldet Tam. Den første nat havde jeg tilbragt på byens ret dyre hotel. Og fornøjelsen var begrænset, fordi jeg skulle så forbandet tidligt op om morgenen... for så blot at opdage at der ingen bus gik! Næste nat blev derfor tilbragt på campingpladsen, hvor jeg nær havde sovet over mig, men til alt held blev vækket af en lokal, som vidste at jeg skulle med bussen til Tam. Og af sted kom jeg i en specialbygget og ufattelig overfyldt bus, hvor jeg i første omgang var nødsaget til at ligge på gulvet. Men jeg fik sovet lidt, og da jeg vågnede, opdagede jeg, at der nu var enkelte tomme sæder bag i bussen. Jeg indtog et af dem. Det skulle snart vise sig ikke at være den helt store fornøjelse... Armlæn var der ikke noget af. Jeg bemærkede at der var armlæn ved de forreste pladser i bussen, men længere bagude var de alle sammen revet af! Jeg forstod godt årsagen. Vejen var så elendig at man sad og hoppede rundt på sædet og i sagens natur gerne ville gribe fat i et armlæn. Og den belastning havde åbenbart været for meget for de fleste af armlænene. Jeg forsøgte at læse lidt i min guidebog, men det var komplet umuligt. Bogstaverne dansede rundt for øjnene af mig. Der havde faktisk været bygget en rigtig vej til Tamanrasset, men den kraftige erosion havde bevirket, at der kun var spredte rester tilbage af denne, så langt det meste af tiden kørte bussen reelt ved siden af vejen. Foran mig sad der en tuareg med en flot opsvunget hovedbeklædning. Efterhånden som rejsen skred frem løsnede hovedbeklædningen sig mere og mere, så til den til sidst sad i en underlig formet klump rundt om hele hans hoved... Han gjorde turen igennem utallige forsøg på at få den bundet op igen, men lige meget hjalp det, snart lignede han igen en person som har fået hældt indholdet af en vasketøjssæk ud over hovedet.. 30 timer varede turen (inkl. bedepauser og en kort sovepause), og umiddelbart kan det forekomme som ulidelig lang tid, men faktisk er monotonien i landskabet ikke nær så slem som man umiddelbart skulle forestille sig. Sahara er ikke bare sand og sand. Den byder også på pudsige klippeformationer og ind imellem lidt sparsom vegetation. Det var hen en lørdag hen ad middagstid vi nåede Tam. Jeg havde fået snakket lidt med nogle tyske og italienske turister. Vi fik oplyst at bussen ville returnere til In Salah mandag morgen, så vi besluttede os for sammen at arrangere en udflugt til de omkringliggende Hoggarbjerge om søndagen. Landskabet omkring Tam er utroligt fascinerende. Bjergenes rødlige farvenuancer og de særprægede formationer brænder sig ind i nethinden. Man ærgrer sig lidt over at skulle påbegynde hjemrejsen allerede mandag. Men det blev så sandelig heller ikke tilfældet! Da vi stiller på busstationen mandag morgen viser det sig at bussen afgik allerede søndag! Endnu engang havde vi fået forkert oplysning, og hvad værre var: Den næste bus afgik først fredag, og så var det for sent, i hvert fald for mig, der stod med en flybillet fra Algér til København søndag morgen. Alle indenrigsfly er fuldt belagt flere måneder frem, påstår de ved det lokale flyselskab. Man jeg kan da altid forsøge mit held i lufthavnen siger de.. Alle alternativer muligheder bliver herefter undersøgt og på et rejsebureau får jeg at vide at der kommer en rally-kører gennem Tam onsdag. Han fortsætter videre til In Salah og for god betaling vil han godt tage mig med! Det sætter jeg så min lid til og jeg tager tilbage til byens ret dyre hotel, hvor jeg deler værelse med en tysker, som har tid nok til at afvente fredagens busafgang. Et par italienere har til gengæld endnu mere travlt end jeg har, men det lykkes dem at få et lift med en lastbil mandag nat. De spørger om jeg vil med, men hvorfor skulle jeg det, jeg har jo sikret mig anden transport, troede jeg da....... Jeg bliver klogere næste morgen, for det viser sig at rally-køreren alligevel ikke kommer gennem Tam. Hva' så? ... Jeg aner det ikke... Hvad kan jeg bruge min flybillet til, når jeg befinder mig 2100 km fra Algér by? Faktisk er der næsten lige så langt fra Tam til Algér, som der er fra Algér til København... Jeg checker ud på hotellet og tager så ud til lufthavnen i håb om et mirakel. Det vrimler med mennesker, og det ender da også med at flyet afgår uden mig. Jeg forsøger lykken ved en benzinstation i udkanten i byen, et sted hvor alle holder ind før de fortsætter nordpå. Jeg spørger mig omkring, men ingen har plads til mig: Jeg tager ud på byens campingplads hvor jeg indkvarterer mig, og derefter sætter opråb op både her og der, i et desperat håb om at finde en transport. Det er nytårsaften. Jeg fejrer det på campingpladsen i selskab med tre yndige franske piger som deler deres champagne med mig, kysser mig på kinden og ønsker mig bon nuit.. Alt sammen meget dejligt, men fromme ønsker hjælper mig ikke ud af Tam... Næste dag forsøger jeg igen i lufthaven, på benzinstationen, og tilbage på campingpladsen i håb om at der er kommet respons på mine opslag. Intet lykkes, og tiden er ved at være knap. Folk der virkelig skal af sted, må kunne komme af sted, tænker jeg. Og så prøver jeg igen at leje mig ind på det fine hotel og klager derefter min nød til hoteldirektøren. Han lover mig at det nok skal vise sig muligt at få plads på et fly. Han henviser mig til en bestemt person som hver dag spiser frokost på hotellet. Denne mand bestrider en ansvarsfuld post i lufthavnen og kan helt sikkert skaffe mig plads.. Ok, det satser jeg så på, og jeg får da også en snak med manden. Han påstår at flyene overhovedet ikke er fyldt op! Jeg skal bare komme ud i lufthavnen næste dag og kontakte ham, så han skal han nok skaffe mig plads... Resten af dagen forsøger jeg at tage det stille og roligt, drysser rundt i Tam, som egentlig er en ganske farverig by, og oplever bl.a. en flot optræden af kamelridende tuareger. Den næste dag bliver den hidtil mest kaotiske. Menneskemylderet i lufthavnen overstiger alt hvad jeg tidligere har set. Det er ikke engang muligt at komme ind i lufthavnsbygningen. Jeg kæmper en brav kamp, men da jeg ingen billet har bliver jeg hele tiden afvist. Jeg forsøger at forklare at jeg skal i kontakt med en bestemt person, men lige meget hjælper det. Mine manglende franskkundskaber gør naturligvis ikke tingene bedre. Jeg kommer ikke ind. Endnu et fly forlader Tam uden mig. Til sidst bliver jeg henvist til en mindre bygning lidt derfra. Jeg skynder mig derhen, men er kun lige nået ind over dørtrinet da jeg får at vide at jeg godt kan gå igen. - Vi lukker nu, bliver der sagt. - Kom igen i morgen! Nu var jeg simpelthen nået til grænsen af hvad jeg kunne klare. Rent instinktivt fornemmede jeg at den jeg eneste chance jeg havde, var at opføre den helt store panikscene. Og det gjorde jeg... også i den grad!! Jeg råbte og skreg, kastede mig grædende på gulvet, fik fremsnøftet at jeg var blevet bestjålet og at alt håb snart var ved ude for mig. Jeg måtte simpelthen nå flyet fra Algér søndag morgen... (At jeg var blevet bestjålet var jo ikke helt løgn. At jeg kun havde mistet et ret ubetydeligt beløb behøvede jeg jo ikke at fortælle...) Jeg bemærkede at folk var ved at blive tavse omkring mig. Jeg indstillede snøfteriet og mærkede så er blidt tag på skulderen. Jeg kiggede op og så ind i ansigtet på den mand som havde lovet at skaffe mig plads på flyet. - Her uden for, sagde han dybt bevæget, - holder vores bil. Vi kører dig tilbage til hotellet, betaler din overnatning og sætter dig på flyet næste morgen! Og det gjorde de så! Det var nu blevet lørdag, og dette fly var det absolut sidste som kunne nå forbindelsen i Algér by. Heldigvis var der ikke nær så mange mennesker i lufthavnen denne morgen, så jeg havde ingen problemer med at komme ind og finde min "velgører". Han spørger om min billet, og pludselig står jeg som lammet. Billet, tænker jeg, jeg har jo ikke nogen billet. Jeg har hele tiden regnet med at købe den af ham... Men han tror jeg allerede har en billet.. Ville flyselskabet overhovedet have betalt min overnatning, hvis de havde vidst at jeg ikke havde nogen billet? Og hvad nu hvis jeg ikke kan købe den af ham? Og hvad hvis han nu tror at jeg har været fuld af løgn, når jeg har sagt at jeg er blevet bestjålet, og så alligevel har penge til billetten. Tanken er rædselsfuld. Jeg fremstammer spagfærdigt at jeg faktisk ikke har en billet og om jeg dog ikke kan købe en her... Han ser på mig på en underlig måde. Jeg gennemlever nogle frygtelige sekunder inden han lidt træt (og nok også lidt irriteret) siger, at han godt kan sælge mig billetten.. Jeg ånder lettet op. Han får ordnet min billet og får pengene, men virker i øvrigt som om han ikke har lyst til at ret meget mere med mig at gøre... Men jeg kommer ind i afgangshallen, og da jeg skal ud til flyet maser alle folk på som om man endnu ikke er helt sikker på at komme med. Jeg finder dog et sæde i flyet, selv om det faktisk ser ud til at de har store problemer med at finde plads til de sidste passagerer. Jeg oplever en helt utrolig lettelse da jeg endelig er i luften, og ved middagstid lander jeg i Algér by. Efter at have fundet hotel samt checket min hjemrejse en ekstra gang drysser jeg lidt rundt i byen. Jeg kommer helt tilfældigt forbi det danske konsulat (jeg anede ikke engang at der var et sådant), og ser at de faktisk også har åbent. Jeg udnytter denne lejlighed til at gå ind og forhøre mig om hvorvidt det, at jeg ikke længere har min valutadeklaration (den mistede jeg jo sammen med tegnebogen) kunne give mig problemer i lufthavnen. Den danske pige på konsulatet så lettere chokeret ud, og fortalte mig at jeg ville få endog meget store problemer i lufthavnen når jeg ikke havde deklarationen. Min eneste chance for at slippe igennem var faktisk straks at anmelde tyveriet til politiet! Det hjalp hun mig heldigvis med at klare, og næste morgen kom jeg af sted uden problemer. Men ind imellem tænker jeg stadig på, hvordan jeg egentlig ville have reageret, hvis jeg efter alle disse problemer havde stået i lufthavnen, og så alligevel ikke kunne komme med flyet på grund af en manglende valutadeklaration! |
|
|
email © 2004 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:26 |