 |
SAMOA - Stevensons sidste hvilested |
|
Med rasende fart drøner vi rundt om klipperne. Jeg er passager i en bil der føres af en munter og overvægtig baptistpræst, som snakker og snakker, når han da ikke fløjter eller synger. - Vi har ikke en chance, hvis der kommer en bil i den modsatte retning, bemærker han spøgefuldt. Jeg trykker mig længere og længere ned i sædet. - Men heldigvis har vi Gud med os! tilføjer han beroligende... Jeg befinder mig på Savai'i, den største men absolut ikke den mest befolkede ø i Vestsamoa. Hovedøen hedder Upolu, og det er her alle turisterne (deriblandt en ufattelig mængde tyskere) kommer. Der er ikke mange som tager båden eller flyet over til Savai'i. Men Savai'i har sin egen vilde charme. Hele den indre del af øen er ubeboet, og ligger stadig hen i si oprindelige skikkelse, næsten uberørt af menneskehånd. Min rundtur på øen måtte jeg da også begrænse til kystvejen. Jeg havde hyret pastoren (eller var det ham der hyrede mig?) ved det lille fiskerleje, hvorfra der er sejlforbindelse til Upolu. Jeg havde filmet en skoleklasse der blev undervist under et halvtag. Pludselig kom lærerinden hen til mig og sagde at pastoren gerne ville snakke med mig. Pastoren, som åbenbart også var skolens leder, forhørte mig kort om mit formål med at være her, og da jeg fortalte at jeg bare var turist, tilbød han at køre mig rundt på øen, - for en passende betaling naturligvis. Da det var temmelig svært for mig at finde andre måder at komme øen rundt på, besluttede jeg mig for at tage imod tilbuddet. Han sagde at vi sagtens kunne nå at komme øen rundt på en dag, og det fandt jeg ganske sandsynligt. Jeg havde dog ikke for alvor tænkt på, hvor stor øen var. Faktisk er Savai'i den største af de polynesiske øer, hvis vi ser bort fra New Zealand og Hawaii. Men rundt nåede vi da, men det var så sandelig også i en sindssyg fart... Visse "turiststop" blev det dog til undervejs, bl. a. ved de såkaldte blowholes på sydkysten. Disse er nok de mest fantastiske af sin slags noget sted i verden. Der er tale om luftlommer i stenformationerne ved kysten, som vandet fra bølgeslagene trænger ind i, for derefter at blive presset op med voldsom kraft. Det er et ganske imponerende naturfænomen, ikke mindst fordi man aldrig aner præcis hvor de næste kaskader af vand pludselig vil blive hvirvlet op. Under de mest gunstige vejrbetingelser kan vandet blive sprøjtet op mod 100 meter i vejret. Halvvejs rundt om øen når vi til et sted, hvor det skulle være muligt at beskue kæmpen Mosos fodaftryk, som han efterlod sig da han skridtede over fra Samoa til Fiji (et skridt på ca. 500 km)... Man har lavet et lille simpelt skur rundt om et sted hvor der er en fordybning i klippegrunden, og så udbeder man sig lidt håndører af de ind imellem forbipasserende turister, for at de kan få lov at se "fodaftrykket". Man hvad pokker, folk heromkring har jo ikke så meget andet at score mønt af, så jeg lader mig også lokke. På den anden side kan jeg ikke lade være med at tænke på, at dette må underbygge de lokales sikre forvisning om turisters tåbelighed! Turen gik videre langs nordkysten. Patoren snakkede og snakkede, og han snakkede tilmed meget højt. Jeg havde nærmest indtryk af at han troede jeg var tunghør (måske fordi jeg bare sad og så stift ud på vejen foran mig). Til tider råbte han lige ind i øret på mig, og netop som han for gud ved hvilken gang havde brokket sig over de andre bilister, var han ved at drøne frontalt ind i en lastbil... Vi passerede nordkystens vidtstrakte lavamarker, og nåede så frem til førnævnte klippeformationer, hvor præstens hensynsløse kørsel for alvor begyndte at vække min uro. Dog nåede vi rundt om klipperne (vi havde åbenbart haft Gud med os...) og drønede videre gennem en landsby. En hund forvilder sig ud foran bilen. Sekundet efter hører jeg den uhyggelige dumpe lyd af baghjulet der rammer på. Pastoren gør ingen anstalter til at stoppe op. - Den var alligevel dum, siger han, da jeg prøver at protestere, - den kunne godt have nået komme forbi, men vendte pludselig om. Den stakkels hund havde tydeligvis ikke haft Gud med sig. Nu følte jeg mig for alvor dårligt tilpas. Heldigvis blev jeg ikke udsat for yderlige ubehagelige oplevelser, bortset fra at pastoren ved køreturens afslutning gerne ville have flere penge end vi havde aftalt. Han følte sig overbevist om at jeg havde lyst til at påskønne de oplevelser han havde givet mig... Det havde trods alt været en yderst spændingsfyldt dag (i mere end én forstand), så jeg gav den ekstra skilling han tiggede op, og priste mig så i øvrigt lykkelig for ikke længere at være i hans klør... Næste dag rejste jeg tilbage til hovedøen Upolu, hvortil jeg var ankommet på fly, men valgte at tage med båd tilbage. Båden var ikke ret stor og virkede lidt skrøbelig, der var et mylder af mennesker ombord, og der blæste en frisk vind. Men jeg tog det hele med ophøjet ro. Jeg havde trods alt oplevet det der var værre.. Upolu har en række seværdigheder, men for mig var der én ting som overskyggede alt. Jeg ville besøge gravstedet for den mest prominente tilflytter Samoa nogensinde har haft, nemlig den berømte og vidtberejste skotske forfatter Robert Louis Stevenson. Den tuberkuloseramte Stevenson ankom til Samoa i december 1889, og døde her 5 år senere i en alder af 44 år. Hans hus i Vailima lidt uden for hovedstaden Apia er i dag indrettet som museum. Stevenson nåede at gå aktivt ind i kampen for de indfødtes rettigheder. I en periode hvor både briter, amerikanere og tyskere gjorde deres interesser gældende, var det hans overbevisning at de indfødte selv burde styre landet i overensstemmelse med deres egne traditioner. Europæerne så ham helst deporteret, men det ville i sandhed have været en upopulær beslutning. Stevenson var højt elsket på Samoa, hvor han var kendt under navnet Tusitala, hvilket betyder historiefortælleren. Efter eget ønske blev han begravet på toppen af Mt. Vaea i Vailimaområdet. Hans begravelse var omend europæisk så alligevel omgærdet af en række traditioner som ellers kun blev Samoas kongelige til del. Og Samoas høvding Tu'imaleali'ifano udtalte ved graven bl.a.: - Vor elskede Tusitala. Klipperne og jorden græder. Selv om Mt. Vaea reelt kun kan betegnes som en bakke, så er der alligevel en ret anstrengende gåtur op til toppen, op til graven. Stevenson har fået sit eget requiem indmejslet på gravstenen. Noget af det smukkeste og mest gribende han nogensinde har skrevet: Under the wide and starry sky, Dig the grave and let me lie. Glad did I live and gladly die, And I laid me down with a will. This be the verse you grave for me: Here he lies where he longed to be; Home is the sailor, home from the sea, And the hunter home from the hill. Når jeg fascineres så dybt af Robert Louis Stevenson, og når jeg følte det som en helt speciel og uforlignelig oplevelse at besøge hans grav, så hænger det uløseligt sammen med, at han, efter alt hvd jeg har læst af og om ham, havde en indstilling til det at rejse, som i allerhøjeste grad harmonerer med min egen indstilling. Stevenson har sagt at det væsentlige i at rejse, er simpelthen - at rejse! Selvfølgelig rejser jeg for at opleve, men det helt væsentlige for mig er de uforudsete oplevelser som rejser ud i det uvisse altid medfører. Jeg rejser for at rejse! |
|
|
email © 2004 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:30 |