SAO TOMÉ og PRINCIPE - det ukendte paradis
  En ufattelig smuk vandretur gennem den frodige tropiske natur. Gang på gang standser jeg op for at nyde det med alle mine sanser, duftene, fuglesangen, og den visuelle skønhed. Nu skimter jeg gennem træerne de første huse, og lidt længere fremme - inderst i bugten og neden for bjerget - ser jeg den lille by Sao Antonio.. .

Det er den første bebyggelse jeg har set lige siden jeg forlod lufthavnen små 5 km herfra. Jeg er gået hele vejen til fods, og ikke et eneste lille bitte hus har jeg set før nu.

Da jeg når ned til selve byen krakelerer skønheden en smule. Byen er i virkeligheden ufattelig misligeholdt og alligevel har den en underfundig charme. Næsten al maling er skallet af de oprindelig så fine huse, og en hel del af dem, bl.a. den ene af byens kirker, ligger hen som rene ruiner. Høns og geder løber rundt i gaderne, og når vi ser bort fra det lille men ganske livlige marked, og den larmende musik fra enkelte værtshuse, så er der en nærmest spøgelsesagtig stemning over byen.

Trods sin beskedne størrelse er Sao Antonio hovedby på den lille ø Principe, den næststørste ø i denne tidlige portugisiske koloni som bærer navnet Sao Tomé og Principe. Trods sine kun 150.000 indbyggere - hvoraf de 10.000 bor på Principe - har denne lille østat i Guinea-bugten fuld selvstændighed.

På selve Sao Tomé er turisme ikke noget helt ukendt fænomen. Der en del hoteller i hovedstaden (som også hedder Sao Tomé) og enkelte hotelkomplekser ved strandene rundt omkring. Men på Principe har turisme indtil for ganske nylig været et totalt ukendt fænomen. Øen er så uberørt og så pragtfuld at det trodser enhver beskrivelse.

Dog er der for nylig oprettet et enkelt hotelkompleks kaldet Bom Bom Island Resort. Men det ligger på den modsatte side af Sao Antonio, og i de fem dage jeg var på Principe, så jeg kun en enkelt gang en lille håndfuld turister som havde forvildet sig ind i hovedbyen (og i øvrigt så aldeles rådvilde ud).

Selv lykkedes det mig at finde overnatning på et lille nedslidt men yderst charmerende pensionat, og jeg var med garanti det eneste hvide menneske som boede i selve byen. Dette bevirkede i sagen natur en vis nyfigenhed fra de lokales side. Forsigtigt forsøgte de at henvende sig til mig, men det kneb desværre en del med kommunikationen. Portugisisk er nu engang ikke det jeg taler allerbedst.

Ind imellem spiste jeg på i en lille café nær pensionatet. Her mødte jeg jævnligt en fyr der arbejdede på Bom Bom Island Resort, og derfor kunne tale en del engelsk. (Dette var et krav for at få ansættelse det pågældende sted). Gennem ham kunne jeg lidt lettere kommunikere med folk på stedet. De var alle forbløffende rare og så dejligt ligetil.

- Jeg så du gik ud til stranden i går, siger en af dem en dag. Jo jo, ingen tvivl om at de følger med i hvad jeg foretager mig. Men en ting forbløffer mig dog. Aldrig på noget tidspunkt bliver jeg udsat for den ubehagelige påtrængenhed som man ellers møder så mange steder i verden. Der er heller ingen handlende, som lige skal prakke mig et eller andet bras på, og tiggeri er et stort set ukendt fænomen.

Et lille minus. Byens diskotek er desværre placeret lige ved siden af mit ydmyge pensionat. Heldigvis sker det gang på gang at den larmende musik stopper ganske brat. Strømafbrydelser (og dem er der mange af) kan ind imellem være en god ting!

Overdådigt smukke strande ligger spredt rundt på øen. Men man skal gå et godt stykke vej for at nå frem til dem. Derfor når jeg kun at nyde et par af dem som ligger nærmest byen. Her er utrolig fredfyldt, kun enkelte indfødte drysser tilfældigt forbi. En dag kommer en flok nøgne smådrenge hen imod mig. De stopper op et øjeblik og ser overrasket og interesseret på mig. Men igen, ingen påtrængenhed. Snart går de videre for at kaste sig ud i bølgerne lidt længere nede af stranden. Da jeg lidt senere går forbi for at tage et enkelt billede af dem, kommer de straks styrtende op ad vandet og stiller sig an! Jeg oplevede det samme på Sao Tomé, folk er helt ellevilde med at blive fotograferet.

Egentlig rart nok. I det nærliggende Camaroun er man (i hvert fald i storbyerne) ret sikker på at blive overfaldet hvis man render rundt med et kamera, og i Gabon er folk yderst skeptiske og ser helst at man betaler dem penge hvis man vil fotografere dem. I andre af de nærliggende stater kræves der tilmed fototilladelse, og det er ofte en yderst omstændelig affære at erhverve en sådan..

På Sao Tomé og på Principe er der ingen problemer - heller ikke med at fotografere. Ok, selvfølgelig er det ikke noget paradis på jord, dertil er fattigdommen for stor. Men som turist.. Ja jeg kun sige at jeg har besøgt 39 ud af Afrikas 53 selvstændige nationer, og for mig er det uden diskussion det mest charmerende og behagelige af dem alle. Det er en fortryllende perle som tilmed kun de allerfærreste har hørt om.

Hvorfor kommer der så ikke flere turister? ... Uden tvivl fordi det stadig er ret besværligt og temmelig dyrt at tage dertil. For det første skal man have visum, og det kan man ikke få ret mange steder, men dog både i Portugal og i Gabon, som er de to eneste lande (bortset fra Angola) hvorfra der flyves til Sao Tomé. Fra Lissabon flyves der kun én gang om ugen Fra Libreville i Gabon flyves der tre gange. Vælger man at tage den vej er der blot det lille problem at man også skal have visum til Gabon.

Personligt fik jeg mit visum i en anden lille stat, nemlig Ækvatorial Guinea. Her lå der et lille beskedent og næsten nyåbnet konsulat. Jeg gik forbi et par gange, for tilsyneladende var der aldrig åbent, men da jeg tog mig sammen til at banke hårdt og inderligt på en jernlåge et stykke tid, kom der endelig en mand ud og lukkede op. Og så var det overhovedet ikke noget problem at få visum. Manden på stedet var nærmest begejstret over at kunne udstede mig visum nummer 003... Formaliteterne tog kun 10 minutter, og jeg behøvede ikke engang at udfylde en ansøgningsblanket....

Man er blevet mere og mere åbne over for turisme i Sao Tomé og Principe, og der kan ikke herske nogen som helst tvivl om at antallet af turister til landet snart vil stige ganske væsentligt. Det kan simpelthen ikke undgås. Dertil er stedet et alt for oplagt turistmål.

Hvordan det så vil påvirke landet er et åbent spørgsmål. Økonomisk burde det selvfølgelig blive en fordel, men ellers har jeg svært ved at tro at forandringerne bliver til det bedre. Man kan kun håbe det bedste.
email
© 2004 Bjarne Lund-Jensen

2008-02-21 17:50:27
...