- You want drink, hviskede min fåmælte ledsager, en indfødt hvis kundskaber ud i det engelske sprog lod meget tilbage at ønske.Jo, det kunne da godt være at jeg trængte til lidt lædskende, inden jeg skulle videre på gåsafari, så jeg åbner min omfangsrige termokurv, Og hvad finder jeg??
Otte kolde øller! samt bl. a. en del softdrinks og nogle små flasker med spiritus...
Jeg må indrømme at disse forsyninger i rimelig grad kunne dække mine behov under denne to-tre timers ekspedition...

Stedet er Okavangodeltaet i det nordlige Botswana, et helt unikt naturområde. Det er et delta som ikke udmunder i havet, men nærmest i en slags sump. Okavangofloden grener sig ud i en hel masse små flodarme, og går så lige som i sig selv. Vandet fordamper eller flyder ud i nogle småsøer. En gren af Okavango når dog at flyde i Zambesifloden

Jeg kom ind i Botswana med tog fra Bulawayo i Zimbabwe og stod af i byen Francistown. Herfra skulle jeg videre til Maun syd for Okavango-deltaet. Jeg spurgte mig for på mit hotel i Francistown, og en af de lokale (en venlig sort kvinde) oplyste mig om at der ville afgå en bus dertil næste morgen.
For ligesom at dobbeltchecke denne oplysning stillede jeg det samme spørgsmål til en ung hvid mand på et rejsebureau i byen. Han grinede lidt og rystede så på hovedet.
- Hvis du vil til Maun, så vil du være langt bedre tjent med at stille dig ud ved vejen og vifte med tommelfingeren, sagde han.

Næste morgen kom jeg med bussen præcis på det tidspunkt jeg havde fået oplyst. Det var i øvrigt ikke første gang jeg oplevede at den sorte befolkning vidste mere om transportmuligheder end nogle af de hvide som ellers var ansat i rejsebranchen. Jeg havde oplevet noget lignende i Zimbabwe. De hvides manglende kendskab til lokal transport skyldtes helt utvivlsomt at der var visse befordringsmidler som disse folk ikke anså for "passende" til hvide mennesker. Reminisenserne af apartheid var tydelige i både Zimbabwe og Botswana.

Landskabet er tørt og ret ensformigt hele den næsten 500 km lange vej fra Francistown til Maun. Vi befinder os da også på kanten af Kalahariørkenen, og området er næsten mennesketomt. Kun ganske få landsbyer passeres.

Efter et par dages ophold i Maun finder jeg en mulighed for at komme ud i Okavango-sumpene: Et lille fly bringer mig til en lodge midt ude deltaet.

Det er et såkaldt "all inclusive"-sted. Det vil sige, at det beløb jeg på forhånd betaler, dækker alt, altså ikke blot indkvartering og fortæring, men også drikkevarer og udflugter med båd.
Det er første og indtil videre også eneste gang jeg har været på et sådant "all inclusive"-sted... Den slags plejer at være rasende dyrt, men denne lodge var dog hverken specielt eksklusiv eller specielt dyr. Til gengæld var den et rigtig rart sted, og baren var ganske velforsynet. Selv en gammel dansk kunne man få sig her midt ude i den afrikanske sump....

Lodgens bestyrer var en ung hvid sydafrikaner. Han havde ikke lyst til foreløbig at vende tilbage til Den Sydafrikanske Republik, og han støttede fuldt ud min egen mening om at turister ikke burde besøge landet så længe der var apartheid.

Der var to muligheder for sejlture i deltaet. Motorbåd elle "makuru", en slags kano.
Jeg valgte naturlivis makuruen. Selv om man ikke nåede så langt omkring, virkede det helt forkert på mig hvis jeg skulle race afsted i en motorbåd. Så hellere drive næsten lydløst afsted og lytte til naturen.
Jeg kunne dog ikke få lov til selv at padle rundt i kanoen, men var blevet forsynet med en indfødt guide, og derudover med en stor madpakke, og - som jeg indledningsvist fik nævnt - masser af kølige drikkevarer...

Jeg tager mig en enkelt øl inden vi begiver os videre til fods for at studere dyrelivet.
- Leche, hvisker den indfødte, og gør tegn til at jeg skal forholde mig helt stille. En lille flok antiloper kommer forbi. Det er åbenbart dem han kalder Leche.
Senere ser vi bavianer, saddelstorke og flere antiloper. Teoretisk set kunne vi også være stødt på løver og elefanter. De findes faktisk i området, men chancen/risikoen for at de lige skulle komme denne vej ville være yderst begrænset. Flodheste er til gengæld almindelige overalt i området, men her om dagen holder de sig ude i vandet.

Jeg nyder min madpakke og en ekstra øl. Så fortsætter vi til et nyt sted, går endnu en tur, ser flere aber, fugle og antiloper, men ellers ikke noget nyt. Og vender så tilbagage til lodgen.

Senere kan jeg alligevel ikke undslå mig for at tage en tur med motorbåden sammen med en lille flok andre turister...

Båden skyder en rasende fart. Pludselig dukker der en flodhest op lige foran os, og straks dukker den sig igen. Et øjeblik troede jeg at vi var drønet lige ind i den, men det skete dog ikke.

Jeg var her kun et par dage, kunne sagtens have brugt mere tid, men der var også så meget andet jeg ville nå.

Tilbage i Maun indlogerede jeg mig på noget der hed Riley's hotel, selv om min guidebog fortalte mig at man her fik en elendig morgenmad!
Om guidebogen var fuld af løgn, eller om de på hotellet havde oppet sig voldsomt siden bogen blev skrevet, skal jeg ikke kunne sige, men fakta er, at jeg her fik en af de bedste morgenbuffeter jeg nogensinde har fået!

Inden jeg forlod Maun lykkedes det mig at få en flyvetur ud over sumpene. Vi fløj ganske lavt hen over landskabet, og her fik jeg set at der virkelig var store dyr (bl. a. giraffer og elefanter) i området. Jeg gav vist 40 pula (ca. 400 kr) for denne flyveture, men den var bestemt hver eneste pula værd...

Okavango er i det hele taget et fortryllende sted. Det er et af de steder jeg godt kunne tænke mig at vende tilbage til.