 |
LITAUEN 1990 En pinlig optræden på en dejlig strand |
|
Litauens nationalret hedder cepelinai og er noget i
retning af en indbagt "kartoffelbolle"med kød el. andre ingridienser og
lidt bacon ovenpå. Det er sikkert en ganske udmærket ret, men når det
var eneste valgmulighed og til en uhørt høj pris, blev nydelsen
alligevel så som så. Og når hotellets kvindelige bestyrer tilmed sad
lige over for en og ivrigt fulgte hver eneste mundfuld jeg tog, var det
nærmest ubehageligt. Damen var tisyneladende meget interesseret i mit velbefindende, men reelt mere interesseret i min pengepung. Lidt for sent fik jeg at vide at hun ville have 10$ for denne ret. Ganske vist havde jeg også fået en suppe af en slags som jeg simpelthen ikke kunne spise, men under alle omstændigheder var det en horribel pris efter litaunske forhold. Stedet var et noget faldefærdigt sommmerhotel på halvøen Kursiu Nerija lige over for den havnebyen Klaipeda. Kursiu Nerija er faktisk en lang sandtange, ikke mindre end 100 km lang og kun få hundrede meter bred. Det er kun de yderste 50 km der hører til Litauen. Resten hører til det russiske Kaliningrad-område. Hotellet var af min guide-bog beskrevet som "det udmærkede hotel Smiltyne". Jeg må tilstå at denne betegnelse ikke helt stemte overens med min egen oplevelse. Da jeg kom til stedet havde jeg et frygtelig hyr med at aftale en pris. (Det gjorde det heller ikke bedre at damen ikke talte et ord engelsk). Da vi blev enige om 14$ (jeg havde ingen litaunske penge), gav jeg hende en 20$-seddel og i første omgang forstod jeg på hende, at hun først kunne give tilbage senere. Men jeg fik aldrig mine penge tilbage. Da jeg snakkede med hende senere var hun helt sikker på at 20$ var den pris vi havde aftalt! Så jeg er da glad for at jeg ikke gav hende en 100$-seddel... Desværre var hotellet eneste overnatningsmulighed, og også det eneste sted jeg kunne få et måltid mad. Ganske vist er der kun en ganske kort sejltur fra anløbsbroen ved Smiltyne og tilbage til Klaipeda (Litauens tredjestørste by), men den sidste båd var sejlet. Det var også kun efter nogen overtalelse at jeg overhovedet fik et måltid mad, og hvis jeg kendt menuen og prisen på forhånd ville jeg nok have overvejet at sulte.... Ok, at presse penge ud af turister er jo en kendt sport, og i Baltikum dyrkes den med stor lyst. Det der irriterede mig mest var egentlig damens helt ubændige trang til at virke venskabelig og indladende. Ustandselig tog hun mig på en skuldrene, og så på mig med øjne der indikerede at jeg stakkels forvirrede turist altid kunne finde trøst hos hende... Hvor langt hun ville strække sig for at dække mine eventuelle behov, skal jeg nok undlade at gisne om.. Men at jeg måske ind imellem kunne have brug for hjælp, havde jeg fået et vist belæg for tidligere på dagen. Straks jeg var kommet i land efter den 10-minutters sejltur fra Klaipeda, gik jeg tværs over den skovbevoksede landtange til den vidtstrakte og kridhvide strandbred på den modsatte side. Ca. halvvejs delte stien sig, og på de skilte som pegede i hver sin retning stod der et eller andet på litauensk, som jeg i sagens natur ikke forstod noget som helst af. Men.. tænkte jeg, det kan jo være ligegyldigt.. begge stier fører uden tvivl til stranden. Det gjorde de også. Men... Jeg var noget overrasket da jeg kom ned til stranden. Adskillige af kvinderne var topløse. Det var ikke just hvad jeg havde ventet. Og hvad ser jeg... Der er også en del der ganske nøgne. Det kan jeg godt lide. Lystigt begiver jeg ned på stranden, finder et sted, og gør mig klar til at smide alt mit kluns.. Jeg er kun lige begyndt at tage blusen af da jeg pludselig stopper op. Der er noget galt, tænker jeg... Der er noget der er riv-rav-ruskende galt. Jeg fik pludselig en fornemmelse af at alle kiggede meget intenst på mig. Og at det ikke var de mest venlig blikke de sendte... Lidt beklemt kigger jeg mig omkring og en frygtelig erkendelse begynder at sive ind i min bevidsthed... Der er ikke en eneste mand på den her strand... bortset fra mig selv selvfølgelig... og jeg er vist ikke særlig velkommen! Jeg prøver at lade som om at jeg ikke ser noget som helst, ja at jeg nærmest slet ikke er her, mens jeg stille og roligt indleder min retræte. Jeg begynder også at forstå, at det rent faktisk var nogle - ikke bare forbløffede - men temmelig arrige blikke, der havde mødt mig i det øjeblik jeg kom ned til stranden. Men jeg havde slet ikke sanset årsagen, og der var ingen der havde stoppet mig. Da jeg går tilbage ad stien og bemærker at det naturligvis også kun er kvinder der bevæger sig her, føler jeg mig nærmest som en paria. Jeg her mest af alt lyst til at kravle i et meget meget lille hul hvor ingen kan se mig. Jeg når tilbage til skiltene. Er man virkelig delt i en strand for kvinder og en for mænd.? Det viser sig dog, at dette ikke helt er tilfældet. Jeg følger den anden sti og kommer til en stor fællesstrand, og her er der bestemt ingen nøgne mennesker, og ingen topløse kvinder. En "mandestrand" var der også. Den lå et godt stykke på den anden side af fællesstranden. Her bemærkede jeg til min lettelse at der var nogle ganske få unge par som trodsede den tåbelige opdeling, og havde erkendt at man sagtens kunne bade nøgen uden at man nødvendigvis skulle gå til hver sin strand... Rart at se at der også i Litauen findes helt fornuftige mennesker! Strandlivet er ikke den eneste attraktion på Kursiu Nerija. På den yderste spids ligger et stort akvarium, havmuseum og delfinarium. Der er store udendørs bassiner med søløver og sæler, og i delfinariet er der optræden af søløver og delfiner de fleste af ugens dage. Dette forlystede jeg mig med den følgende dag - hvor det alligevel var dårligt vejr. Morgenmaden indtog jeg ikke på hotellet! Jeg fik lige så stille afleveret nøglen uden at rende ind i den meget anmassende dame, og klarede mig så med kaffe og lidt kiks ved nogle små caféer som lå ved færgelejet. Lunchen senere på dagen blev indtaget samme sted! Tilbage i Kleipeda kunne jeg om aftenen på indtage et måltid, der var noget mere delikat end det jeg havde fået dagen før. På en lille restaurant af høj klasse kunne jeg få et virkelig godt måltid for 7-8$ inklusiv øl til maden og kaffe bagefter. Og betjeningen var tilmed helt i top. Prisniveuet i Litauen er dog steget en del efter at man fik indført egen valuta (litas). For et par år siden var det næsten ikke til at bruge penge i landet, med mindre man lod sig snyde selvfølgelig... Prisen for overnatninger og for fødevarer har nu fået et pænt tryk opefter, men der er stadig en hel del som for danskere virker ufatteligt billigt. Da jeg rejste videre fra Klaipeda til hovedstaden Vilnius og besluttede at tage nattoget, købte jeg således billet til sovekupé på 1. klasse for noget der svarer til 40 kr! Det var en tur på over 300 km, og den varede 8 timer.. Men på det store hotel Gintaras i Vilneus var priserne ikke steget, ikke hvis jeg skulle tro min guide-bog i hvert fald. Den var ellers et par år gammel og alligevel stod der i den at et dobbeltværelse kostede ca. 150 kr, men at der var andre priser for østeuropæere, og "på en god dag kunne prisen måske forhandles ned til 60 kr!". Det må have været en meget god dag jeg var der, for jeg behøvede ikke at forhandlede om noget, men fik uden videre vrøvl et værelse for en pris der svarer til 55 kr... Hotellet var internationelt på den måde at det fortrinsvis blev benyttet af folk fra andre østlande. Det havde en meget "sovjetisk" atmosfære, servicen var således yderst sparsom, men bortset fra det var det ganske fortrinligt. Det russiske islæt er det hele taget ret bastant i Vilneus, hvor omtrent halvdelen af befolkningen er russere (i modsætning til Litauens anden store by, Kaunas, hvor ca. 90% er etniske litauere). Ikke desto mindre er Vilneus en meget interessant by, med smukke gamle huse og et utal af kirker. Hjemrejsen var med tog gennem Hviderusland, og det var der slet ikke noget problem i, dvs.så længe man havde pengepungen i orden... Faktisk er det kun et lille bitte hjørne af Hviderusland man kommer igennem inden man fortsætter videre ind i Polen. Det er mindre end en times kørsel, og der standses i en enkelt by. Her hives alle turisterne ud af toget, kommer op på et kontor, får stemplet et visum i passet, og har så bare at erlægge 30$ !! En ganske god forretning må man sige. Men lidt ekstra penge i kassen - de falder nok på et tørt sted i de nye stater. |
|
|
email © 2004 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:23 |