 |
Kan man få øl i Brunei? |
|
Om jeg har noget spiritus med? Jo, det har jeg da... Jeg viser tolderen den flaske rom jeg har købt på Labuan Island, mens jeg spekulerer på om jeg overhovedet må tage spiritus med ind i dette strengt muslimske land. Tolderen noterer omhyggeligt, at jeg har medbragt denne flaske, men lader mig så iøvrigt passere. Og han siger trods alt heller ikke noget om, hvorvidt jeg må konsumere indholdet indenfor landets grænser eller ej... Jeg er netop ankommet til den lille selvstændige oliestat Brunei på øen Borneo, som ellers derudover er delt mellem Indonesien og Malaysia. Jeg er kommet med hurtigbåden fra Labuan Island i den malaysiske Sabah-provins. Båden lægger efter 1½ times sejltur til i flodmundingen ved hovedstaden Bandar Sera Begawan. Brunei, eller som landet rettelig hedder, Brunei Darussalam, er blot på størrelse med Sjælland og har ca. en halv million indbyggere, men dets leder sultan Yang Maha Mulia Paduka Seri Beginda Muda Hassanal Bolkiah Mu'izzaddin Wadaulah siges at være verdens rigeste mand. Hans formue svarer da også til omkring 200 milliarder kroner... (Hans status som verdens rigeste er dog senere overhalet af bl.a. Bill Gates) Op til flere gange om dagen præsenteres han på det lokale fjernsyn med en hyldestsang underbygget af en billedkavalkade, hvor den "aktive og vellidte" majestæt vises i diverse mere eller mindre betydende gøremål. Det skal i sandhedens interesse også erkendes at majestæten i en rimelig grad sørger for at folket også kommer til at nyde godt af oliepengene. Der betales således ikke skat i Brunei, og alligevel er der f.eks. fri skolegang, fri lægehjælp, gratis tilbud om fritidsaktiviteter, pension til alle, og de højeste minimumslønninger i Sydøstasien. Men han bruger alligevel en styrtende masse penge på sig selv og sit "hof". Hans palads, som ligger lige udenfor hovedstaden og godt skjult for menigmand, er med sin 1788 værelser lidt større end Vatikanet! Det har kostet mere end 2 milliarder kr. at bygge. Sultanen er blandt meget andet indehaver af en lang stribe italienske luksusbiler (mekanikeren flyves ind fra Italien..) samt en polofarm med 200 argentinske ponyer der er opstaldet i airconditionerede stalde. Kun tre gange om året (ved slutningen af Ramadan) kan offentligheden få adgang til visse dele af paladset. Den muslimske indflydelse mærker man tydeligt, når man går rundt i Brunei. Næsten alle kvinder er tilslørede, og umiddelbart tyder intet på at det er muligt at opdrive spiritus nogen steder i landet. Da jeg drister mig til at spørge på mit hotel ryster portieren på hovedet, og smiler på en måde der får mig til tro, at jeg har stillet årets mest tåbelige spørgsmål. Men... På en udflugt til landets næststørste by Seria, var jeg kommet ind på en ikke helt billig kineserestaurant. Jeg spørger hvad de har af drikkevarer, og får som sædvanlige opremset diverse softdrinks. Jeg bestiller, men kort efter opdager jeg, at der er en lettere skjult side på spisekortet hvor der står noget om øl og vin. Fluks får jeg igen fat i tjeneren, der lidt modstræbende erkender at de faktisk er i besiddelse af slige ugudelige drikke. Jeg bestiller en øl, og snart efter vender han da også tilbage med en øl som allerede er skænket op i et glas. Ved side af stiller han en tom dåse. Jeg studerer dåsen lidt nærmere. Det er et mig ubekendt hollandsk fabrikat. Så opdager jeg til min rædsel, at der står de forræderiske ord NON ALCOHOLIC på den!!! Jeg hidkalder atter tjeneren og beklager mig voldsomt. Jeg ønsker ikke at betale 6 brunei-dollars (ca. 4 US$) for sligt stads. Men han beroliger mig med at glassets indhold skam er godt nok, og at dåsen kun er stillet frem for det tilfælde at der skulle komme inspektion! Et nærmere studie af dåsen (ikke ganske ny, lettere bulet og med noget der rasler indvendig) samt indtagelse af glassets indhold overbeviser mig da også om at han har ret. Tilbage i Bandar Sera Begawan beundrer jeg blandt andet den fornemme moské med den gyldne kuppel. Den hedder Omar Ali Saifuddin moskéen, er bygget i 1958 og er uden sammenligning den smukkeste moské i hele Sydøstasien. Dens gulv og vægge er af det fineste italienske marmor, og de prægtige tæpper er fløjet ind fra Saudi Arabien. Desuden er moskéen forsynet med moderne bekvemmeligheder som elevator og en rullende trappe... En anden attraktion er den flydende landsby Kampung Ayer som ligger ude i Brunei-floden. Her bor der ca. 30.000 mennesker, og den er hermed både den største og den ældste af sin art. Faktisk eksisterede Kampung Ayer allerede da de første hvide mennesker kom hertil i 1500-tallet. Hele byen er bygget op på pæle ude i floden, der er gangbroer rundt mellem husene og speedbåde ræser gennem kanalerne. Det er en underlig blanding af gammelt og nyt man møder her. Husene er bygget i gammel traditionel stil, men samtidig ser man overalt fjernsynsapparater og diverse elektriske bekvemmeligheder... Min nyvundne erkendelse af, at det slet ikke er umuligt at få sig en øl i Brunei, bevirkede naturligvis at jeg slet ikke kunne lade være med at forsøge mit held på det ret gode hotel i hovedstaden, hvor jeg indlogerede mig efter tilbagekomsten fra Seria. Jeg spørger ganske diskret servitricen om det dog ikke skulle kunne lade sig gøre at få en øl. Hun kigger sig forsigtigt omkring, og så nikker hun. - Skal De have én eller to, spørger hun så. Lidt forvirret svarer jeg, at én må være nok, i hvert fald i første omgang... Fornuften i spørgsmålet går først op for mig senere, da servitricen til min almindelige undren sætter en tekop frem foran mig, og derefter kommer ind med tekanden som hun forsigtigt skænker op af... Denne gang er jeg ikke længe om at fatte, at det naturligvis er min øl, som bliver skænket op på denne camouflerende måde... Der er åbenbart ingen grænse for opfindsomheden når det drejer sig om at omgå landets lidt stive spiritusregler. Mit ophold i Brunei blev kun på en lille uges tid, og det var stærkt begrænset hvor meget jeg nåede at komme i kontakt med lokalbefolkning, men mit hovedindtryk var, at leveforholdene, trods den strenge muslimske tro, ikke var meget anderledes ind i de omliggende malaystater. Dog er der en højere grad af sikkerhed for de daglige fornødenheder. Fødevareforsyninger er gode. Sheiken har således fået opkøbt en kvægfarm i Australien, der er større end hele landet... Husene kan ganske vist virke simple, men der er hvad der er nødigt, og der ingen der virker fattige. |
|
|
email © 2004 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:25 |