 |
Jagten på de sidste kannibaler |
|
- Til Amokh !? Manden ser på mig med vidt opspilede øjne og rykker lidt tilbage. Han tror tilsyneladende at jeg er splintrende gal. Så ryster han på hovedet. Nej, der er ikke nogen der vil køre mig til Amokh. Jeg ærgrer mig grusomt og begynder at gå. Skal det virkelig ikke lykkes for mig at komme til Amokh, en lille landsby midt inde i øens jungle. En halvstor dreng som har overhørt samtalen kommer pludselig løbende efter mig. Han giver mig et tip om en anden chauffør som jeg måske kan overtale til at køre derind. Måske.... Stedet er Malakula Island i østaten Vanuatu (tidl. Ny Hebriderne), beliggende øst for den nordlige del af Australien.. Mit mål er at besøge "de store Nambaer", et folk der har fået navn efter de specielle penisfutteraler som mændene bærer, og som der indtil midten af vort århundrede havde ry for at angribe og spise enhver uvelkommen gæst. De havde således et specielt ildsted til rituel fortæring af menneskekød. De mest uappetitlige af de nedlagte fjender, blev dog i stedet hængt op med hovedet nedad indtil de rådnede... Den sidste bekræftede beretning om kannibalisme er fra 1969, men rygter siger at det stadig finder sted. Jeg finder frem til den anden chauffør. Spørger ham hvad han skal have for at køre mig til Amokh. Han ser lidt uforstående og lidt ængstelig ud, men diskuterer alligevel sagen med et par mænd som står omkring os. Han vender sig igen imod mig, og giver så et tilbud på omkring 300 kr. Endelig, tænker jeg. Jeg er dybt lettet, og vi aftaler at tage af sted tidligt næste morgen. Jeg begiver mig tilbage til mit "restthouse", og snakker lidt med nogle malaysiske skovarbejdere som er de eneste andre gæster på stedet. Hoteller er der ingen af på Malakula Island, kun nogle få såkaldte "government resthouses". Øen er lidt mindre end Fyn, men der tales mere end 30 lokale sprog. Muligvis er jeg den eneste turist på øen. I Vanuatus hovedstad, Port Vila, havde jeg fået at vide at øens andet "resthouse" var lukket, så dette ret primitive sted i landsbyen Lakatoro var eneste overnatningsmulighed. Jeg havde i øvrigt haft en ganske fornøjelig dag, hvor jeg havde besøgt en stamme der boede på en af småøerne ud for Malakula, et folk med særlige traditioner, specielt en særlig ærbødighed over for deres forfædre. Jeg havde fået hyret en mand til at sejle mig over, men det var tæt på, at de folk som boede langs kysten helt havde forbudt mig at tage derover. Først efter en længere diskussion fik jeg tilladelse til det. Folkene på øen var til gengæld yderst venlige, de viste mig rundt på øen og lod mig fotografere overalt undtagen omkring forfædrenes grave. Og da jeg tog derfra stod de næsten alle sammen ude på stranden og vinkede. Så jeg måtte endnu engang have kameraet frem. Kort efter tabte jeg det i vandet.... Derfor, ingen billeder fra øen, eller fra Malakula i det hele taget. Heldigvis havde jeg også medbragt et videokamera.... Men da jeg så kom i land blev jeg igen antastet af kystbefolkningen (i øvrigt folk som tidligere havde boet ude øen). Jeg blev spurgt om hvor meget jeg havde betalt øboerne, og der blev vildt postyr da jeg frejdigt fortalte dem, at jeg ikke havde betalt dem noget som helst... Dette blev indledningen til en større rådslagning, som jeg heldigvis ikke forstod det mindste af. Høvdingen blev tilkaldt, og jeg fik indtryk af, et der virkelig var tale om en sag af så principiel karakter, at alle betydende mænd i landsbyen måtte give deres besyv med... Efter en god times tid fik jeg dog besked af bådsmanden om at jeg godt måtte tage af sted... Han havde i øvrigt støttet mig hele tiden. Han mente heller ikke jeg skulle betale penge til øboerne (sålænge jeg bare betalte ham selvfølgelig ...) Men nu skulle jeg altså til Amokh... Landsbyen som skulle være den eneste rene "Namba"-by der var tilbage. Her boede høvding Virambat med alle sine koner (op til 13 har han haft), børn og øvrige slægtninge. Virambat var høvding over alle "store Nambaer", ikke kun dem i Amokh, men også de af dem som efterhånden var flyttet ud i byer langs kysten. Vi kom af sted planmæssigt næste morgen. Min chauffør talte ikke særlig godt engelsk, men heldigvis havde en ekstra mand med, som jeg havde lidt lettere ved at kommunikere med. Det var en hård tretimers køretur ind gennem junglen ad stier som bestemt ikke var velegnede for motorkøretøjer. Og endelig nåede vi så frem til... ja til hvad? Det var en temmelig ordinær landsby synes jeg nok. Det mest specielle var nogle ophængte svinekæber. Men kunne det her virkelig være Amokh? Chaufføren påstod det. Jeg havde så afgjort min tvivl. Hverken påklædning eller noget som helst andet lignede den beskrivelse jeg havde fra min guidebog. Folk var yderst venlige, og viste mig deres kirke, for sådan en havde de skam. Men når jeg sagde: Amokh? og slog ud med armene, pegede de andetsteds hen. Jeg fik lirket ud af chaufførens ledsager, at chaufføren egentlig ikke anede hvor Amokh lå, men at han - altså ledsageren - havde ledt ham herud, og at vi faktisk var meget tæt på Amokh. Men... Desværre... Høvding Virambat var død, og alle havde forladt Amokh... Jeg var dybt skuffet. Men vi kunne lige så godt tage derhen. Landsbyens beboere gav os en nøjagtig beskrivelse af hvor den forladte by lå. En kort køretur, en mindre gåtur, så var vi der... Vi skulle se efter et kranie i et træ. Og vi fandt det. Dette var Amokh, dette var stedet jeg havde gjort mig så store anstrengelse for at nå. Husene var allerede godt overgroede. Men man fik dog indtryk af en bebyggelse der var væsentlig anderledes end de landsbyer jeg ellers havde set. Indgangen til husene var f.eks. så lille at man blev nødt til at krybe for at komme ind. Faktisk var der allerede et par år siden Virambat var død, og selvfølgelig følte jeg mig godt dum. Alle steder havde jeg bare sagt, at jeg ville til Amokh. Ingen steder havde jeg sagt, hvorfor jeg ville til Amokh. Hvad der var blevet af de sidste beboere? .. De var, som andre tidligere, søgt ud til byerne langs kysten. Jeg følte at en kultur var gået under, og det er nok ikke helt forkert. Jeg fik ikke set hvad jeg søgte, men jeg stod her og opdagede at en kultur var gået under. Det var ikke noget jeg læste mig til, jeg stod selv og så det! Egentlig var det en ret speciel fornemmelse. På vej tilbage filmer jeg en flot malet pæl i en landsby. Høvdingen kommer straks farende ud og fortæller mig at prisen for et sådant billede er 1000 vatu (ca. 50 kr!). Jeg betaler ham. Ok, tænker jeg, de kender alligevel til turister, selv her i der indre af det ydre Vanuatu. |
|
|
email © 2004 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:31 |