 |
POLITI, POLITI, POLITI! (Frankrig 1984) |
| Jeg var lige ankommet til Cannes. På vej over
gaden blev jeg pludselig antastet af tre sigøjnere... Det så ud til at være en mor og hendes to børn, en dreng og en pige. De snakkede til mig, grinede og viftede mig om næsen med nogle billeder. Det virkede mildt sagt påtrængende, så jeg skubbed dem lidt arrigt til side. Rent instinktivt stak jeg derefter min hånd i lommen for at mærke tegnebogen... Væk... Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at det var sigøjnerne der havde stjålet den, og da de mildt sagt ikke virkede særlig skræmmende, var det ikke noget problem at tage fat i dem. Jeg linede dem op ad en husmur, og gjorde det helt klart for dem at jeg ville have min tegnebog tilbage aldeles omgående. De rystede på hovederne og trak deres tøj til side, for at vise mig at de slet ikke havde nogen steder hvor de gemme tegnebogen. Konen blottede først de øvre, så de nedre regioner. Intet her, intet der.. Hun viste alt hvad hun havde, blot ikke ikke min tegnebog... Jeg var lidt usikker på hvad jeg nu skulle gøre. Jeg begyndte at true dem med politiet. Til alt held var der en forbipasserende der nu blandede sig i sagen. - Han har den i skoen, sådan gør de altid! sagde han, og pegede på det mindste af børnene, en dreng på en 8-10 år. Og ganske rigtigt, manden hev skoen af drengen og vupti, tegnebogen kom til syne... Jeg takkede manden, og lod sigøjnerne gå. Jeg havde fået min tegnebog igen, og det var jeg glad for. Jeg orkede ikke at involvere politiet. Men det skulle snart vise sig, at dette tilfælde ikke blev det eneste på denne specielle dag, hvor tanken om politi blev draget ind i billedet... Næste gang var det imidlertid mig som blev truet med politiet !! Jeg var gået ud langs klipperne ved Cannes. Et sted var klipperne lidt vanskelige at passere, og jeg skød genvej gennem et stykke have hvor der egentlig stod privat. Jeg kom igen ud til klipperne og fandt et sted hvor jeg synes det var fint at gå i vandet. Bagefter lå jeg lidt og solede mig på klipperne - in natura... En mand kom ned til mig. Han så temmelig bøs ud og begyndte da også at skælde ud. Nu forstår jeg ikke ret meget fransk, men jeg var i hvert fald ikke i tvivl om at han ville have mig til at tage noget tøj på... Jeg undskyldte - på engelsk, og til min store overraskelse blev han pludselig helt anderledes venlig, da det gik op for ham at jeg var udlænding. Det var jeg ellers ikke vant til fra franskmænds side... Han fik sagt et eller andet om at jeg selvfølgelig var velkommen til at ligge der, men der kunne jeg komme børn forbi, så... Jeg nikkede forstående, og tog mine bukser på. Han spurgte mig interesset hvor jeg kom fra, vi snakkede lidt om løst og fast, og han gik så tilbage hvor han kom fra. Lidt senere begyndte jeg selv at begive mig tilbage. Jeg gik op til huset hvor den flinke mand tilsyneladende boede. Jeg tænkte, at hvis jeg nu kunne få lov til at gå ind gennem huset og ud til en vej, så ville jeg slippe for at skulle gå hele vejne rundt om klipperne. Jeg ringede på. Det var en anden mand som lukkede op. Jeg havde dårligt nået at sige noget som helst før han megte skarpt erklærede at jeg burde have set skiltet nede ved haven hvor der stod PRIVAT - ADGANG FORBUDT !! Så sagde han at jeg bare skulle blive stående, og så ville han i øvrigt tilkalde politiet..! Jeg blev reddet af den samme mand som jeg havde mødt nede ved klipperne. Han kom pludselig frem i døråbningen og forklarede tilsyneladende den anden et eller andet om, at jeg var en stakkels uvidende udlænding der ikke rigtig kunne finde ud hvordan man skulle begå sig... Jeg kom ikke ind gennem huset, men blev vist ned gennem haven (ad samme vej som jeg hvade passeret igennem, da jeg kom herud). Jeg måtte derefter gå det sidste stykke vej langs klipperne. Jeg var trods alt lidt oplivet af at franskmænd tilsyneladende ikke altid lukker af, når folk begynder at snakke engelsk til dem. Senere på dagen fik jeg imidlertid en oplevelse som i en helt anderledes grad levede op til mine gamle fordomme.. Under hele mit ophold i Cannes havde jeg haft min bagage liggende i en boks i Toulon. Jeg tog derfor tilbage til Toulon, og sent om aftenen skulle jeg videre med tog til Bordeaux. Et tog kommer ind på den perron hvorfra toget til Bordeaux skal afgå. Jeg mener ikke at det er det rigtige tog, men er ikke helt sikker, så jeg går hen og spørger en togkontrollør som netop er steget ud af toget. Jeg spørger ham på engelsk, jeg gør det så tydeligt som muligt, men han negligere mig totalt. Jeg bliver irriteret, for jeg ved at det kun er fordi jeg ikke snakker fransk til ham, så da jeg vender mig bort snerrer jeg: - Learn some English... Det forstod han! Han styrter frem imod mig, griber fat i mig, og tvinger mig baglæns ned på en bænk. Så løfter han den højre hånd og knytter næven, som om han vil hamre mig en på hovedet... Dog tøver han, holder blot næven truende foran mit ansigt. To andre kontrollører kommer styrtende og griber fat i ham. - Police, snerrer jeg, - I want police !! - No, no, no, no. En af de tililende kontrollører vifter afværgende med hænderne og ryster vildt på hovedet. - Vi skal nok tage os af ham... - Ok, siger jeg så, og sikrer mig lige at det ikke var det tog jeg skulle med. Da toget er kørt bliver jeg trøstet lidt af et par ældre damer, som finder kontrollørens opførsel dybt beklagelig. Snart kom det rigtige tog, og jeg begiver mig på en natlig rejse til Bordeaux. Jeg havde et kort så jeg kunne rejse frit med de franske jernbaner i 15 dage, og for at spare hotelværelse rejste jeg tit om natten. Faktisk havde jeg kun fire almindelige hotelovernatninger i de 15 dage jeg var i Frankrig. Alle øvrige nætter blev tilbragt i toget... Da jeg næste morgen kom frem til Bordeaux gik det pludselig op for mig, at jeg - efter en dag hvor trusler om politi havde føget i luften hele tre gange - havde haft en helt fjerde og langt mere konkret grund til at kontakte politiet. Mit kamera var nemlig forsvundet!! Så måtte jeg til at tænke tilbage. Jeg vidste at jeg ikke havde kameraet med mig da jeg var i Cannes. Jeg havde formodet at det lå i min bagage. På den anden side havde jeg ingen grund til at tro at det på nogen mulig måde skulle kunne være blevet stjålet i toget på vej til Bordeaux. Det var langt mere sandsynligt at det var stjålet da jeg natten før var rejst fra Strasbourg til Toulon. Her havde jeg nemlig delt kupé med nogle unge mennesker, som jeg egentlig godt kunne tiltro lidt af hvert. Men der var selvfølgelig også andre muligheder. Jeg var ikke sikker på at have haft mit kamera siden jeg havde været i Strasbourg. Men jeg havde en svag erindring om at jeg havde overvejet at tage et billede da jeg ved min ankomst til Toulon havde siddet ved en café ud til vandet og spist morgenmad. Så jeg checkede først denne café, og siden et par restauranter i Strasbourg. Da jeg ikke kunne huske hverken navne eller adresser på de pågældende steder, endte det med at jeg tog hele vejen tilbage dertil! Jeg så, hvad jeg var kommet for i Bordeaux, nemlig et opløb i Tour de France cykelløbet. Så igen nattog tilbage. Først til det ene sted, så til det andet sted. Jeg undede dog mig selv en enkelt hotelovernatning i Toulon! Jeg fik anmeldt tyveriet til politiet i Strasbourg. Og jeg undlod naturligvis helt og aldeles at tro, at jeg blot skulle have glemt kameraet et eller andet sted... For første og eneste gang i hele mit rejsende liv, fik jeg seriøst brug for den smule tysk jeg trods alt havde fået lært i skolen. For engelsk, det kunne politifolkene ikke. Men da Strasbourg ligger lige op og ned af den tyske grænse, kunne de godt tale tysk. Og selv om mine tyskkundskaber er så som så, var det trods lidt lettere for mig at kommuniker på tysk end på fransk. Jeg fik aldrig mit kamera tilbage, men min ihærdighed med at anmelde det, gjorde at jeg trods alt fik det erstattet af forsikringen. Det er jo en mere rar ting ting at kunne rejse hvorhen man vil, uden at det koster andet end det man alligevel allerede har betalt, man når jeg bagefter sidder og studerer min rejserute i Frankrig, så er det godt nok noget af det mest forvirrende jeg overhovedet har præsteret... Men det er nu lige meget. Jeg fik senere de oplevelser jeg kom efter: Bayeux-tapetet, stenstøtterne ved Carnac, hulerne i Sydfrankrig og meget andet. Det var en rejse hvor jeg skulle nå at se meget som muligt af det Frankrig der lå uden for Paris. Og trods den omtumlede måde at rejse på var der trods alt meget der nåede at prente sig i mit sind. Men den dag, hvor jeg ustandselig var ved at få involveret politiet, er alligevel den af de femten dage som jeg husker bedst... |
|
|
email © 2004 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:23 |