Det var søndag. Jeg selv og de fem englændere som jeg rejste sammen med, syntes det kunne være mægtig sjovt at se en fodboldkamp mellem to små landsbyer her midt inde i Amazonjunglen. Så da den lille båd sejlede afsted med fodboldspillerne var vi med alle seks. Vi var i godt humør, og vi anede slet ikke hvilke dramatiske oplevelser vi senere på dagen ville blive udsat for...

Dette var mit andet besøg i Brasilien. Første gang havde jeg kun nået at se Rio de Janeiro (dvs. ikke ret meget andet end den utroligt smukke udsigt over Rio set fra Corcovados-bjerget) samt Iguacu-faldene på grænsen til Argentina, denne klodes nok mest imponerende vandfald. Næsten halvdelen af min tid i Brasilien blev ved denne lejlighed brugt på at køre i bus frem og tilbage mellem disse to destinationer!

Men denne gang havde jeg lidt bedre tid. Jeg havde besluttet mig for at rejse over landjorden fra Caracas i Venezuela ned til Amazonfloden. Da jeg nåede frem til byen Boa Vista i det nordlige Brasilien fik jeg et mindre problem: Vejen ned til Manaus ved Amazonas var så oversvømmet at ingen køretøjer kunne komme igennem. Nu var der der kun én mulighed tilbage: Jeg måtte sejle.

I bussen fra den venezuelanske grænse til Boa Vista havde jeg truffet et par unge hollandske piger, og vi besluttede os for sammen at tage ud til en mindre by i nærheden, en by som lå lige ud til Rio Branco- floden. Herfra skulle det være muligt at komme med en fragtbåd hele vejen til Manaus.

Det lykkedes os da også at få en aftale med et skib som skulle afgå næste morgen. Vi skulle blot købe os nogle hængekøjer, som vi kunne klynge op, så vi ikke behøvede at sove direkte på det hårde dæk. Turen til Manaus ville tage os godt og vel et par dage. Den aftalte pris inkluderede fortæring.

Vi overnattede på et lille simpelt hotel. Den ene af de hollandske piger brokkede sig voldsomt over at prisen på hotellet (ca. 5$) var alt for højt. Jeg må indrømme at jeg anser min tid for kostbar til at gå ind i den slags diskussioner...

Næste morgen skulle vi så have været afsted, men afsejlingen blev udsat til hen på eftermiddagen fordi en lastbil med forsyninger kørte fast i mudderet ca. 10 meter fra skibet. Det fik den tidligere omtalte hollænder til lakonisk at bemærke, at med den tid det tog for dem at løse et så begrænset problem, var der ingen fare for at de nogensinde skulle nå at få fællet ret meget af regnskoven...

Den samme lidt agressive pige var vildt forarget over at jeg havde medbragt tandstikker! Når jeg nu rejste med en yderst begrænset bagage, hvorfor skulle jeg så medbringe noget så inferiørt som tandstikker......

Jeg må jo nok sige, at jeg har lidt svært ved at indse at en lille pakke tandstikker kan tynge bagagen så voldsomt, og med de skrøbelig tænder jeg har, var det for mig noget af det vigtigste at medbringe. Men det er nu ikke første gang at jeg har truffet mennesker som af en eller anden ubegribelig grund finder det ulækkert at benytte tandstikker..

Den anden hollandske pige var helt anderledes fåmælt, men til gengæld meget meget sødere...

Afsted kom vi da. Selv om det var en fragtbåd, var vi langtfra de eneste passagerer. Overalt på skibet, hvor der kunne bindes noget fast, var der tilsyneladende klynget en hængekøje op. Vi sejlede ned ad Rio Branco til dens udløb i Rio Negro, og så videre ad Rio Negro. Maden ombord var ok. Vi spiste stegt myresluger og andre sjove ting..

Vi nåede Manaus planmæssigt efter et par dages sejlads. Denne ret store by med bl. a. et berømt operahus ligger lige der hvor Rio Negros mørke vand løber sammen med det gullige vand fra Amazonfloden.

Med blandede følelser sagde jeg farvel til de hollandske piger. Nu var jeg igen helt på egen hånd, dog kun for en kort stund. Jeg lejede mig ind på et lille hotel. Det var her jeg traf sammen med de fem unge englændere (to mænd og tre kvinder) som jeg nævnte i starten af artiklen.

Lad os derfor for en stund vende tilbage til fodboldkampen...

Alt åndede idyl da vi lagde til ved den lille landsby. Et stykke jord var ryddet, så der var plads til en fodboldbane. Træstammer var bundet sammen og fungerede som mål, og så vidt jeg kunne skønne var det alt sammen lavet i næsten det rigtige størrelsesforhold. Der var også trukket de nødvendige streger i jorden. Alt var gjort for at det skulle tage sig ud som en rigtig fodboldbane.

Hjemmeholdet manglede en spiller, så de spurgte om der var en af os der kunne spille fodbold. En af englænderne indvilligede i at være med.

Det blev en hård og lige kamp. Men engelske ven fik endda scoret et mål. Stillingen var 1-1 da der pludselig opstod alvorlig uro på banen. Der havde været flere temmelig grove frispark synes jeg nok, og jeg var afsindigt glad for at jeg ikke selv havde tilbudt at deltage... Nu var det blevet en af spillerne for meget. Jeg kunne ikke helt se hvad der skete, men han var meget vred..

Englænderen der spillede med i kampen kom løbende hen til os.

- Nu vil jeg ikke være med mere, stønnede han. Den idiot render rundt med en kniv!

Nu forstod jeg bedre panikken. Dommeren fandt også ud af at han måtte gøre noget drastisk, så han gik ud til sidelinjen og hentede en machete!!!

Inden jeg fortsætter beskrivelsen af dette drama vil jeg lige helt præcisere hvordan vi var havnet her ude i junglen.

I Manaus er der forskellige mere eller mindre selvbestaltede turarrangører, der forsøger at samle en håndfuld turister til en tur ud i junglen.

På hotellet i Manaus fandt jeg englænderne i snak med en fyr, der tilbød en tredages tur til et sted ude ved en af de mindre bifloder til Amazonas. Han snakkede godt engelsk, og det lød alt sammen meget fornuftigt så jeg sluttede mig til selskabet.

Vi krydsede Amazonfloden, kørte videre med en lastbil et lille stykke vej på den anden side, og sejlede så igen, nu gennem små vandveje, som syntes næsten tilgroede af vandplanter. Ind imellem hoppede lyserøde floddelfiner pludselig op lige ved siden af båden. Med os havde vi en lille sød gris. - Det er aftensmaden, fik vi at vide...

Vi havde nogle spændende dage, hvor vi overnattede i hængekøjer, dels i den lille landsby hvis indbyggere tog os med til fodboldkamp, og dels et sted længere inde i junglen. Vi fiskede piranaer, fangede en krokodille (som senere blev flået og spist), fiskede et dovendyr op af vandet (først havde vi dog selv rystet den ned fra et træ...), og badede skam også i floden, på et sted hvor der efter sigende var hverken piranaer eller krokodiller...

At fange krokodiller i natten er i øvrigt ikke særlig svært. Man sejler stille rundt, lyser ud i vandet med en lygte der hvor man ved at de skal være, ser to lysende prikker - dens øjne, sejler derhen. Krokodillen er nu helt paralyseret, og gør nærmest ingen modstand, når man herefter hiver den i land og binder den...

Vores guide brokkede sig hele tiden over at der var hundekoldt. For os andre var temperaturen behagelig, men det var sikkert betydeligt koldere end det plejer at være i Amazonlandet. Hvad vi alle kunne konstatere var til gengæld at vandstanden var langt højere end sædvanligt. Vi så huse der var næsten helt oversvømmede og vi kunne padle rundt, ikke blot på floden, men også et godt stykke ind blandt træerne.

Den ene af de engelske piger imponerede mig. I stedet for at fotografere tegnede hun meget omhyggeligt de steder hun kom til, samtidig med at hun førte en udførlig dagbog. Det var der blevet en meget smuk bog ud af.

Den sidste dag derude, var det så at vi blev inviteret til fodboldkamp. Lad os derfor vende tilbage til de dramatiske begivenheder på banen...

Dommeren kommer ind på banen igen, og løfter sin machete (en lang krum kniv, som man herude normalt bruger når man skal bane sig vej gennem urskovens lianer). Dommeren vil åbenbart bruge den til at kæmpe sig vej gennem de stridende spillere...

Panikken bliver ikke mindre. Nu begynder de to holds spillere for alvor at ryge i totterne på hinanden. Tilskuerne begynder også at blande sig, og så begynder "vores" hold, der trods alt er på udebane, at få kolde fødder.

Hvad det helt præcist er der skræmmer dem som voldsomt ved jeg ikke, men lige med ét flygter hele holdet ned mod båden. Det går op for os andre, at vi hellere må se at komme med, og det i en fart. Båden er allerede så småt begyndt at sejle da jeg får kæmpet mig om bord.

De andre står inde på bredden og råber og skriger efter os. Tre af dem sætter en lille båd i vandet og ror efter os. Den ene ror mens de to andre svinger truende med deres våben, henholdsvis en machete og en økse!

De kan dog ikke nå at indhente os, vi slipper velbeholdne af sted.

Efter at vi havde sejlet lidt og var faldet til ro igen, begyndte den englænder som havde været med i spillet at mumle noget i retning af: - Vi burde nu have vundet kampen..

De andre kiggede på ham med et mærkeligt blik. Så tav han. Lige pludselig huskede han at han havde spillet med på modpartens hold... Han sagde ikke mere under resten af sejlturen.

En af de engelske piger (hun havde boet i Brasilien et års tid og kunne tale sproget sådan nogenlunde) spurgte en af de indfødte, om de nogensinde ville spille mod den anden landsby igen.

- Ja da, sagde manden forbløffet. - Vi skal da spille igen på næste søndag!

Tilbage i Manaus overnattede vi på det samme hotel hvorfra vi var startet vores udflugt. Der havde vi også fået opbevaret størsteparten af vores bagage.

Om aftenen gik vi sammen ud for at opleve lidt af byens natteliv. Et sted blev vi udsat for en lidt påtrængende indfødt, som kunne snakke lidt engelsk og meget gerne ville i kontakt med os. Efter at et par af englænderne havde afvist ham kategorisk, satte han sig hen ved siden af mig. Jeg synes ikke at jeg kunne være andet bekendt end at snakke lidt med ham, heller ikke selv om han tiggede mig om en øl - og fik den. Englænderne blev faktisk sure på mig, men det kunne jeg ikke rigtig tage mig af.

Næste dag, og det var den sidste inden jeg rejste med fly tilbage til Venezuela havde jeg to oplevelser som gjorde et vist indtryk på mig.

Jeg mødte igen den mand som jeg havde snakket med aftenen før. Jeg spurgte ham hvor han havde lært at snakke engelsk. Han stirrede ned mod gulvet

- På gaden, svarede han så sørgmodigt. Han virkede tydeligt bevæget.

Senere spurgte han mig hvor jeg skulle rejse hen, og han gjorde sig de bedst tænkelige anstrengelser for at fortælle mig hvordan jeg bedst kom ud til lufthavnen, og hvad jeg burde se når jeg nu kom tilbage til Venezuela. Det var som om han ville gøre alt hvad der stod i hans magt for at gengælde min venligheden.

Dette bestyrkede min formodning om at jeg havde truffet det rigtige valg aftenen før, ved at prioritere en indfødt tigger højere end en flok engelske turister. Det kan godt være at det kostede et og andet for mig, hos den ene af de engelske piger (som ellers virkede til at være blevet lidt lun på mig), men til gengæld styrkede det min egen selvrespekt. (Og jeg pudser stadig glorien...)

Jeg så ikke meget til englænderne den sidste dag, men på vej ud fra hotellet støttede jeg dog på en af pigerne. Hun virkede temmelig forvirret. Så fortalte hun mig, at en af de andre piger, hende der så omhyggeligt havde tegnet og skrevet om alt hvad hun så, havde mistet sin bog...

De havde været med en taxa rundt i byen. Da de står ud og betaler taxaen lægger pigen i ren distraktion bogen på bilens tag. Så kører bilen... og væk er bogen....

Det er den slags der sker, og selv om hun havde navn og adresse i bogen, så er chancen for at hun nogensinde har fået den igen nok yderst begrænset. Jeg havde virkelig ondt af hende.