CHILE/Påskeøen 1992

AtAt

 

At afblæse en sommer er en alvorlig sag...  Men det var faktisk det jeg gjorde, da jeg i en af mine sommerferier valgte at tage til Chile.
Jeg havde to vigtige mål med denne rejse. Den første var at komme til Påskeøen. Det andet var at komme helt ned til Ildlandet.

Selv om det kun er helt nede sydpå, altså i Patagonien og Ildlandet, at det for alvor bliver vinter, var det en rejse som på intet tidspunkt indbød til at slikke solskin ved stranden.

Jeg havde planlagt at skulle videre til Påskeøen tre dage efter at jeg ankom til Chiles hovedstad Santiago. Ikke desto mindre lykkedes det mig at blive så forsinket under rejsen fra København til Chile, at jeg ikke engang nåede den planlagte flyafgang til Påskeøen...

Den første forsinkelse opstod allerede i Kastrup lufthavn. Jeg fløj med Lufthansa, og det var meningen at jeg skulle skifte fly i Franfurt, men på grund af et voldsomt uvejr over Frankfurt var flyet fra København blevet aflyst. De fleste passagerer, som skulle videre til andre destinationer, fik ændret deres billetter så de kom af en anden rute og med et andet luftfartssekskab, men da der åbenbart var en eller anden form for rabat på min billet skulle jeg benytte den næste Lufthansa-afgang med forbindelse til Chile. Det gav mig til gengæld to dages gratis ophold på luksushotel i København.

En ung kvinde, som var i samme situation som jeg, klagede sin nød til Lufthansa-kontoret.
- Hvad nu hvis det fly som skal afgå om to dage også får problemer? jamrede hun.
Den unge mand fra Lufthansa smilede svagt og sagde: - Det kan ikke ske, i så fald vil jeg næsten love dig at vi nedlægger Lufthansa!

Det ægrer mig lidt at jeg ikke fik draget manden til ansvar for sin udtalelse, for det pågældende fly kom faktisk først afsted med 4-5 timers forsinkelse, hvilket lige akkurat betød, at vi ikke kunne nå forbindelsen til Sydamerika og i stedet måtte tilbringe en nat i Frankfurt...

Personalet i lufthavnen kunne til gengæld glædesstrålende fortælle os at Danmark netop havde slået Holland i semifinalen ved EM-turneringen i fodbold. Tyskerne var jo også glade, nu skulle de "bare" møde Danmark i finalen.

Næste dag kom jeg så endelig videre til Chile. Denne gang var det med et andet flyselskab, vistnok Alitalia, i hvert fald fløj vi via Rom. Jeg kunne regne ud at hvis flyet kom blot nogenlunde rettidigt til Santiago i Chile, kunne jeg tage direkte videre med flyet til Påskeøen, men så let skulle det nu ikke gå...

På grund af kraftig modvind blev flyet adskillige timer forsinket. Det var tilmed nødt til ekstraordinært at lande i Buenos Aires for at fylde ekstra brændstof på. Ca. samtidig med at jeg ankom til Santiago, afgik flyet til Påskeøen! Jeg fik dog uden problemer ændret mine billetter, så jeg kunne flyve til Påskeøen nogle dage senere..

I det kølige (kun 3-4 grader om morgenen) og utroligt forurenede Santiago, lejede jeg mig den ene dag ind på et af de bedre hoteller. Her vidste jeg der var fjernsyn på værelserne, og så kunne jeg følge Danmarks EM-finalesejr over Tyskland, en kamp som blev vist på op til flere sydamerikanske TV-stationer. Jeg kunne næppe have fulgt kampen hvis jeg havde været på Påskeøen, så på en vis måde kom forsinkelsen jo ganske belejliget..

Jeg kan ikke just påstå at jeg var begunstiget af vejrguderne under mit fire-dages ophold på Rapa Nui (det polynesiske navn for Påskeøen). Den dag hvor jeg foretog den helt store udflugt med bil rundt på øen regnede det konstant hele dagen igennem

Dette forhindrede mig dog ikke i at kravle op ad Rano Raraku, den vulkan hvor man har hugget de såkaldte moaier ud af klippesiden. Disse vældige gådefulde stenmonumenter med overdimensionerede ansigter har i stort tal været rejst på mægtige platforme (ahuer) langs kysten, men lige så mange (ca. 400) ligger eller står stadig her hvor de oprindelig er blevet brudt. Den største - som dog aldrig er blevet helt færdiggjort er 21 meter lang! Den største moai som man ved er blevet rejst ved kysten var ca. 10 meter høj, men når man dertil lægger ahuens højde samt pukaoen (kalotten) som moaien havde oven på hovedet, har den samlede højde været omkring 18 meter.

Præcis hvorfor man har udhugget disse statuer står stadig hen i det uvisse, men det menes at have noget at gøre med forfædredyrkelse, i hvert fald har ahuerne også fungeret som grave. Det der undrede mig mest var den utrolige overproduktion som afslører sig her ved Rano Raraku. Trods silende regn var det en fantastisk oplevelse at gå rundt blandt alle disse efterladte kæmpeansigter som lå strøet rundt overalt på begge sider af kraterranden.

En anden dag, hvor det var lidt bedre vejr, gik jeg en tur langs kysten forbi en række genrejste moaier. (De har faktisk allesammen været væltet, de fleste allerede inden de første europæere kom hertil). Jeg gik også lidt længere ind i landet til en gruppe på syv moaier, som på flere måder adskilte sig fra de øvrige. For det første var ahuerne ikke brugt som grave, og for det andet var gruppen ikke rejst ved kysten, men et godt stykke ind i landet. Til gengæld spejder de ud mod vandet i det fjerne i modsætning til alle moaierne langs kysten, der netop kigger væk fra vandet og ind mod land, som om de formaner de indfødte til at huske samt ære deres forfædre.

Jeg bemærkede at der var lagt øjne ind i de ellers tomme øjenhuler, en ting man har gjort flere steder. Det er i øvrigt kun et enkelt fund der beviser at i hvert fald nogle af figurerne også oprindeligt har haft øjne.

Jeg havde lige taget et enkelt fotografi og bevægede mig lidt rundt for at finde de bedste vinkler til at tage lidt videofilm. Men jeg var kun lige begyndt at løfte kameraet da en af de omkringstående pludselig kom løbende hen til mig alt imens han viftede vildt med hænderne. Nej, nej, jeg måtte ikke filme her!

Det forstod jeg ikke et kvidder af, og jeg protesterede voldsomt. Manden forklarede mig så, at de var ved at optage noget film, og at det var dem - altså filmselskabet - som midlertidigt havde givet moaierne øjne, og at de derfor - så længe øjnene sad der - havde eneret på at filme statuerne. Jeg prøvede at forklare manden, at jeg som turist kommende langvejs fra hermed blev frastjålet min eneste mulighed får at få billeder af disse moaier, og i mit stille sind glædede jeg mig over det fotografi som jeg allerede havde fået taget uden at nogle havde lagt mærke til det!
Det var ikke noget at gøre. Filmselskabet fastholdt at de havde rettighederne, så jeg undlod at provokere dem yderligere.

Påskeøen er et forunderligt sted. Det er et af de mest isolerede steder i verden. Det ligger 3700 km fra det sydamerikanske fastland, og nærmeste beboede sted er den lille ø Pitcairn Island som ligger 1900 km derfra. Ingen i verden bor så fjernt fra andet beboet område som de få tusinde mennesker der i dag bebor Påskeøen.

Og fortiden er lidt af en gåde. Der findes beretninger om to forskellige folk der er kommet hertil, langørerne og kortørerne. At det ene af disse folk kunne være kommet fra Sydamerika - sådan som Thor Heyerdahl ville påvise med sin Kontiki-ekspedition - er der stadig folk som mener, men den overvejende del af forskerne tror stadig at alle indvandrerne til Rapa Nui var af polynesisk oprindelse.

Man ved at der har været blodige krige mellem stammerne, og da de første hvide kom til Påskeøen var moaierne allerede ved at miste deres betydning. Befolkningen har senere været decimeret til nogle få hundrede, bl. a. fordi mange blev ført bort til slavearbejde i Peru, og andre døde af sygdomme, så der er næppe ret meget oprindeligt blod tilbage i årerne hos de folk som nu bebor øen.

Fra Påskeøen vendte jeg tilbage til Santiago og tog så toget sydpå til byen Puerto Mott, der blev udganspunkt for mine videre ekspeditioner i Chile.

Sammenlagt var jeg en uges tid i Puerto Mott og boede forskellige steder. Jeg husker hvordan jeg på vej med toget havde læst i min guidebog, at der var en mand som hed Raùl Arroya som udlejede værelser til en rimelig pris. Jeg prøvede at notere mig hvordan jeg bedst kunne finde frem til stedet.

Da jeg ankom til byen ret sent om aftenen (og naturligvis med 3-4 timers forsinkelse), blev jeg imidlertid mødt på banegården af en venlig mand som sagde:
- Mit navn er Raùl Arroya. Hvis du leder efter et værelse, så kan jeg hjælpe dig...
Så enkelt var det! Og stedet var aldeles fortrinligt. At jeg så senere, hvor jeg vendte tilbage til Puerto Mott, også fandt andre overnatningsmuligheder, skyldtes mest min evindelige trang til at prøve noget nyt.

Fra Puerto Mott rejste jeg bl. a. til små kønne pittoreske byer på Chiloè-øen, men min længste "udflugt" derfra gik helt ned til det allersydligste af Sydamerika, til byen Puntas Arena ved Magellan-strædet.

Der er ingen veje gennem det sydlige Chile, så jeg skulle ind gennem Argentina. Det var en bustur på mere end 30 timer gennem det patagonske landskab, som er noget af det mest ensartede og kedsommelige på denne klode. Så da jeg rejste tilbage valgte jeg at flyve!

Jeg kan heller ikke påstå at Puntas Arenas var specielt spændende. Det er den sydligste større by (ca. 100.000 indb.) på kloden, men ellers udmærker den sig ikke ved noget særligt.

Jeg krydsede naturligvis Magellan-strædet for at sætte min fod på Ildlandet, men mere blev det ikke rigtig til. Ildlandet er faktisk en temmelig stor ø, ca. på størrelse med Danmark, og da transport-muligheder var fåtallige og min tid var begrænset, gjorde jeg ikke andet end at traske lidt rundt i den lille by Porvenir, hvis befolkning fortrinsvis er jugoslaviske indvandrere...

Det var koldt og der lå sne i gaderne. Men det var vel egentlig også hvad jeg ville med at tage herned. Jeg ville mærke at vinteren også eksisterer på den sydlige halvkugle.

Og så ville jeg gerne prøve at tage så langt sydpå som muligt. Derfor ærgrede det mig også en lille smule - når jeg i Puntas Arenas fandt oplysninger om udflugtsmuligheder til Antarktis - at det var vinter, for om vinteren er der ingen udflugter til Antarktis, kun om sommeren.

Og jeg ville jo ellers gerne til Antarktis. Men der kom til at gå næsten 14 år inden det kom så vidt.

 

email
©2004 Bjarne  Lund-Jensen

2008-02-21 17:50:30

...