 |
ANGKOR - Khmerrigets underværk |
Det er sidst på eftermiddagen. Den rødlige sol står lavt over palmetræernes kroner, Jeg sidder på toppen af Angkor Vat. Luften ånder sælsom magi. Jeg føler at jeg kunne sidde her i timevis, i fredfyldthed. Dog er jeg lidt underligt tilpas, for jeg føler at jeg har afsluttet en epoke i mit liv. Nu har jeg set alt, tænker jeg. Jeg har rejst i næsten 150 lande. Jeg har set pyramiderne, inka- og mayaruinerne, alverdens menneskeskabte og naturskabte vidundere. Men nu har jeg set det største. Nu har jeg set Angkor... Lidt fra mig sidder Janie. Hun drømmer, men hun bærer en smerte i sit sind... Vi var fire der skulle følges fra Saigon til Cambodia, fire der sammen skulle opleve det vidunder som ligger gemt i Cambodias jungle, de enestående templer ved Angkor. Den sidste nat i Vietnam var en fest. Vi skulle sige farvel til det selskab vi hidtil havde fulgt. Janie og Adrian, som havde mødt hinanden på rejsen, var nyforelskede. Alle glædede vi os til mødet med Angkor, glædede os til de dage der ville komme. Der blev en langt nat. Ved 2-tiden gik jeg hjem i seng. Men for Janie og Adrian blev det virkelig en lang nat. Da jeg stod op næste morgen var alting vildt postyr. Noget skrækkeligt var hændt: Adrian havde i nattens løb mistet sin taske med pas og penge. Trods tragedien var vi andre nødt til at tage af sted. Vi håbede at Adrian kunne slutte sig til os senere, men bureaukratiet var for uoverskrideligt. Han nåede aldrig Angkor... Janie tager i hundredvis af billeder. Det hendes hjerte ikke kan rumme nu, vil hun have tilbage senere. Sandee tager video, og jeg tager lidt af hvert. Men Angkor kan du ikke tage med dig. Intet billede og ingen film kan blot antyde det vidunder, som det er at trave andægtigt rundt blandt ruinerne i Angkor Vat, beundre de smukke basrelieffer og de underfundigt smilende stenansigter ved Bayon-templet i Angkor Thom, og stride sig vej hen over det jungleomslyngede Ta Prohm- tempel. Dette var engang Khmer-rigets navle, og i dets glansperiode i 1200-tallet skønnes der at have været over en million mennesker her omkring. Det var verdens største by. Som oftest er det specielt Angkor Vat som fremhæves, og det er vel også det prægtigste af templerne, men det er utrolig svært at vurdere, for mange af de utallige andre templer er også ufatteligt imponerende. Det næste tempel man ser synes hele tiden at overgå det forrige, det er det der gør det hele så ubegribeligt fantastisk, denne vanvittige mangfoldighed og storhed. Ruinerne er præget af både hinduistiske og buddhistiske træk. Angkor Vat, som blev opført omkring år 1150, er således oprindelig opført til ære for hinduguden Vishnu, men kort tid senere vandt buddhismen frem, og er derfor også kommet til at præge templet. Angkor Thom blev bygget i begyndelsen af 1200-tallet. Det er ikke blot et tempel, men en by med templer omgivet af en vældig mur, 3 km på hver led. Bayon-templet er placeret lige midt i byen, men der er et væld af andre imponerende bygningsværker, bl. a. den smukke elefantterrasse. Og uden for Angkor Thoms og Angkor Vats mure ligger blandt meget andet Ta Prohm og Preah Khan, som begge giver et indtryk af magisk vildskab, som de ligger stærkt overgroede af jungle. Ikke mindst på Ta Prohm slynger træernes rødder sig om templet, og man får en vis idé om, hvordan det kan have set ud, da den franske arkæolog Henri Mouhout i 1858 begyndte at rydde junglen for at få templerne frem i lyset. De første templer stammer fra 800-tallet. I århundrederne der fulgte blev denne Khmerrigets hovedstad til stadighed udbygget, men engang i 1400-tallet blev templerne forladt, uvist af hvilken årsag, og først i 1800-tallet blev man for alvor klar over hvilken skønhed der lå skjult i junglen. I dag kommer man til Angkor med fly fra hovedstaden Pnom Penh. Man lander i byen Siem Reap og foretager sine udflugter derfra. Alle andre rejseruter er stadig yderst usikre i dette land, som har været så grusomt plaget af krig og magtmisbrug, og hvor Khmer Rouge stadig rører på sig fra deres skjul i junglen. Jeg hørte om nogle turister som var sejlet op ad Tonlé Sap- floden (en biflod til Mekong) for at nå frem til Angkor. De blev overfaldet af pirater, og alle deres egendele blev stjålet. De lidt usikre forhold i landet gør også at turiststrømmen hertil stadig er yderst behersket. Vel er der turister, men antallet er tilstrækkelig begrænset til, at man ind imellem kan få en følelse af at være helt alene midt i vidunderet. De andre turister kan man lukke ude af sit sind, så de bliver til vage spøgelsesagtige skygger. Meget er gjort for at sikre området ved Siem Reap og Angkor, og det er ikke blot for at sikre turisterne, men i høj grad også for at sikre ruinerne. I forvejen er i tusindvis af løsdele fjernet og bragt i sikkerhed et sted Pnom Penh. Ved tempelruinerne er der overalt posteret bevæbnede vagter, og ved visse templer lægges der miner ud om natten for at sikre mod tyveri! At lægge miner ud har man jo været så vant til i Cambodia. Intet land er så overstrøet med miner, og utallige er de mennesker som til stadighed bliver dræbt eller lemlæstet ved at træde på en mine. Krigen har i høj grad sat sine spor. At gå rundt i hovedstaden Pnom Penh er noget af en prøvelse. Det elegante kongepalads og den smukke Sølvpagode, hvor gulvet overalt er belagt med sølv, virker som en skærende kontrast til folkelivet i gaderne, dette utroligt forarmede folk. En af turistattraktionerne i Pnom Penh er Toul Sleng Genocide Museum. Det er en tidligere skole som under De Røde Khmers herredømme blev indrettet som fængsel og udryddelseslejr. I dag fungerer det som museum for de krigsforbrydelser der fandt sted dengang. Alle væggene er overklistret med billeder af de mange tusind mennesker (en million påstod vores guide, men det må - pladsen taget i betragtning - være en overdrivelse) som blev torteret og senere henrettet her. En af datidens ordensregler for fængslet lyder således: Du må aldrig græde eller skrige når du får elektriske stød... Lige udenfor Pnom Penh kan vi betragte nogle huller i jorden. Det er de såkaldte Killing Fields. Også her blev et ufatteligt antal mennesker henrettet. I dag har man fjernet de enorme dynger af kranier og knogler som har ligget her. De sidste dage i Pnom Penh er jeg alene. Janie og Sandee, som jeg ellers fulgtes med, er rejst hjem til England. Jeg går lidt mismodigt rundt i gaderne. Ved egentlig ikke rigtigt hvad jeg skal bruge tiden til. Jeg går forbi banegården. Overvejer at tage toget ned til kysten ved Sihanoukville, men kommer så i tanke om, at det var netop på denne bane at et tog i sommeren 1994 blev overfaldet af Røde Khmer- partisaner. Tre vestlige turister blev taget til fange, og da partisanerne aldrig fik den krævede løsesum, blev de alle tre myrdet. Hvad de vestlige aviser imidlertid ikke skrev så meget om, var at et stort antal indfødte også blev myrdet under selve overfaldet. For en sikkerheds skyld besluttede jeg mig for ikke at tage med toget... Der hviler en eller anden underlig fornemmelse af usikkerhed over Pnom Penh. Det er som om man aldrig rigtig ved, hvornår der pludselig sker en omvæltning. Jeg oplevede en pudsig situation på byens luksushotel, Hotel Sofitel Cambodiana. Jeg boede ganske vist på et langt billigere hotel, men ind imellem gik jeg herind for at få en kaffe og cognac eller lignende, måske fordi jeg trængte til luksus, og måske fordi det gav en indbildt sikkerhedsfølelse. Men netop den dag nåede usikkerheden helt ind i det fine hotel. Ganske tæt på mig sidder en pige og taler i mobiltelefon, hun har dukket sig ned og har tydeligvis fjernet sig fra nogle mennesker hun har været sammen med. - Jeg ved ikke helt hvad det er, hvisker hun i telefonen, - men der sker højst mærkværdige ting i byen i øjeblikket... Pludselig ser hun mig. Hun ser forskrækket ud og siger hastigt: - Jeg kan ikke tale lige nu. Jeg vender tilbage om lidt... Hurtigt klapper hun mobiltelefonen sammen og fjerner sig til et mere ugenert sted. Hvad det egentlig skulle betyde, aner jeg selvfølgelig ikke, og jeg fandt i sagens natur heller aldrig ud af det. Højst sandsynligt betød det ikke noget særligt, men det er vel forståeligt, at det udbyggede min fornemmelse af usikkerhed, og at det fik mig til at føle, at det var godt jeg snart skulle ud af landet... Jeg gik atter ud i byen, og vandrede lidt tilfældigt rundt i gaderne omkring Pnom Penhs centrale marked. Der er en verden til forskel mellem gadebørnene i Pnom Penh - og Angkors tempelruiner. De sidste dage er blot ventetid. Men inden i mig har jeg en varm følelse af at have oplevet det største der er at se: Templerne i Angkor. |
|
|
email © 2004 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:24 |