Første gang jeg så dem var i 1972. Det var første gang jeg overhovedet var uden for Europa, og dengang virkede alt bare helt overvældende på mig. Det var før jeg fandt ud af at rejse på egen hånd, så jeg var på en grupperejse med Tjæreborg som egentlig gik til Tanzania, men på udturen overnattede vi en enkelt nat i Cairo, og inden vi skulle videre, skulle vi helst lige nå at se næsten alt hvad der er at se i og omkring Cairo, deriblandt - selvfølgelig - pyramiderne...

Det var en hæsblæsende og forvirrende tur. Jeg havde kun lige nået at få et glimt af de store pyramider ved Giza, da jeg pludselig fik bundet noget om hovedet og blev hevet op på en dromedar, fordi jeg absolut skulle fotograferes siddende på en sådan og med dette dumme "ørkensheik"-klædningsstykke om hovedet... Jeg skulle naturligvis også betale en klækkelig sum, både for at ride på dromedar, og for at blive fotograferet... Det skal siges at jeg dengang slet ikke havde nået at vænne mig til den form for plattenslageri. Alt var så nyt og anderledes, så jeg tog bare imod hvad der blev mig tilbudt...

Og pyramiderne, jah.. joh... Jeg så dem, de var fantastiske, men så hurtigt som det hele gik fattede jeg ikke rigtig hvad jeg så. Jeg fattede i hvert fald slet ikke dimensionerne.

Faktisk var det først da jeg kom hjem og studerede mine lysbilleder at jeg blev klar over, at det tilsyneladende slet ikke var Cheops- men derimod Khefrenspyramiden jeg havde været inde i... . Hvorfor det forholdt sig sådan, aner jeg til gengæld ikke.

Men næste gang jeg var i Ægypten, da var det i hvert fald Cheops-pyramiden jeg var inde i! Og jeg havde tilmed rimelig god tid til at studere den.

Jeg forstår godt at der været så mange mere eller mindre fantastiske teorier knyttet til ikke mindst Cheopspyramiden. At det virkelig skulle være de gamle ægyptere og kun dem der er ophavsmænd til dette utrolige bygningsværk virker omtrent lige så umuligt som de forskellige teorier om at de skulle være konstrueret af ekstraterristrielle intelligensvæsener eller af svundne civilisationer.

For at danne sig et tilstrækkelig klart blik over hvor gigantiske pyramiderne er, så er man faktisk nødt til at kravle op på toppen af dem!

Sammen med et par andre i det Folketurist-selskab jeg befandt mig i, besluttede jeg mig da også til at gennemføre en bestigning af Cheopspyramiden.

Medens vi stod og overvejede hvorfra vi bedst kunne starte opstignigen, kom der en af de her plattenslagere hen til os. Han fortalte os at han var officiel guide, og at han kunne føre os op til toppen for den beskedne sum af 10 dollars! Venligt men bestemt blev han afvist. Derefter blev han mopset og sagde at uden fører måtte vi under ingen omstændigheder kravle op på toppen.

Selv om vi ikke rigtig troede på ham, besluttede vi os til for god ordens skyld at spørge nogle officials om tilladelse til klatreturen. Her fik vi så at vide, at man overhovedet ikke måtte kravle op på pyramiden, hverken med eller uden fører!
Dette lod vi os dog ikke affærdige med. Vi behøvede nemlig blot at pege på pyramiden, som adskillige personer var i fuld gang med at okse op og ned af...

Herefter diskuterede ægypterne lidt indbyrdes, og de kom så til den beslutning, at vi godt måtte kravle derop, blot vi nedskrev vore navne og adresser på et stykke papir!
Da vi spurgte om årsagen, sagde de at det var et meget farligt foretagende. - Many killed! var der således en der sagde...

Vi lod os dog ikke skræmme, men nedskrev vore navne og adresser og påbegyndte opstigningen. Let var det bestemt ikke. De sten som pyramiden er bygget af er meget store, og det er derfor nogle gevaldige trin man må tage... Da jeg var kommet så højt op at jeg følte at nu burde jeg være på toppen, ja der var jeg i virkeligheden kom kummet halvvejs...

Men op kom jeg da, og det var virkelig en pragtfuld fornemmelse at stå på toppen.
På vej ned mødte vi den ægypter som ville have ført os op. Det var lykkedes ham at få en stakkels japaner til at hoppe på limpinden...

Jeg tror ikke det i dag at muligt at bestige pyramiden. Jeg har hørt at forbuddet nu virkelig bliver holdt i hævd. Men jeg var glad for at jeg selv nåede at få den oplevelse med.
Også selv om jeg de næste dage var utroligt øm i lårene...

Men Egypten er jo ikke bare pyramiderne. Ned gennem en stor del af nildalen er der imponerende templer og andre kulturskatte. Og så er landet i sig selv, med dets brogede folkeliv, særdeles spændende at rejse igennem.

Som allerede nævnt rejste jeg også her i 1975 med selskab. Alligevel blev det en det en alt andet en kedelig tur, da vi senere - efter at have studeret de utroligt imponerende templer og gravkamre i Luxor, rejste over landjorden videre til Assuan.

Der var det (for mig at se!) positive og inspirerende ved det hedengange selskab Folketurist, at der - under næsten enhver rejse jeg foretog med dem - altid var et eller andet der gik riv rav ruskende galt ... Denne uforudsigelighed gav - hvor utisigtet det end var - selskabet en vis charme... Og denne rejse var bestemt ingen undtagelse!

De rejseledere som selskabet benyttede var bestemt heller ikke kedelige. Deres kvalifikationer var nok - hvis man skal udtrykke sig pænt - så som så, men de plejede til gengæld at have pesonlighed. Man var lykkelig fri for de glatte slikkede overfriske typer som kendes fra andre rejseselskaber. Den typiske Folketurist-guide var en lettere nedslidt halvfed og halvgammel mandsperson, der fortvivlet prøvede at give indtryk af at han i hvert fald havde været i landet før...

Vores guide på Egyptensturen var dog lidt anderledes. Det var en ganske ung og lettere udflippet fyr som var flygtet fra militærtjeneste i Danmark, og som derfor stod til en mindre afstraffelse når han engang vendte hjem...

Men altså... vi skulle videre fra Luxor til Assuan. Da der herskede almindelig forvirring om hvordan rejsen egentlig skulle foregå, endte det med at halvdelen af selskabet blev sendt med toget, mens den anden halvdel blev smidt i et pat taxaer. Det skulle snart vise sig at vi der tog med taxa blev udsat for nogle ret aparte - men alt andet end kedelige - oplevelser...

Vi standsede første gang ved et kamelmarked eller sådan noget.. (Der var i hvert fald en allerhelvedes masse kameler). Og så var der også nogle arabere der tilsyneladende sad og legede med nogle spændende dyr så som slanger og skorpioner. Og så... ja så blev vores rejseleder pludselig grebet af en inderlig trang til at besidde en skorpion... Jo jo, han var født i skorpionens tegn, og egentlig havde han altid ønsket at eje sådan en lille sød skorpion. Summa summarum: Han købte en skorpion.

Vi tøffede videre og beså på vejen et par templer fra ptolomæertiden (237-147 f. Kr.). Specielt templet ved Edfu virker imponerende. Ikke mindst fordi det er det mest velbevarede af alle de gamle ægyptiske templer.

Ramses hang i en lille pose under hele turen... (Nej nej... vi havde ikke hugget et af mumierne på Cairo museum. Det var skorpionen som vi kaldte Ramses!) Der var flere i selskabet som følte sig ret utilpasse ved dens tilstedeværelse, men rejselederen - jeg ved ikke hvad han hed, men lad os kalde ham Viggo.. - han forsikrede os ivrigt om at Ramses var ganske ufarlig. Den havde ganske givet fået klippet det yderste af halen, så den ikke var spor giftig...

Lidt ud på eftermiddagen fandt vi et sted hvor vi kunne spise. Desværre var der også andre som var blevet sultne på netop det tidspunkt. Det vrimlede med mennesker i denne restaurant, men det lykkedes os dog at få plads i et lille sidelokale, mellem stabler af madrester, uopvasket service samt - nok så interessant - et hav af vinflasker (med indhold!).

Vi ventede tålmodigt på servering. Vi ventede og ventede... Da vi efterhånden havde ventet en lille times tid, mente Viggo at nu kunne det fandeme være nok, og så begyndte han at lukke en flake vin op... Den ene blev til flere, og da maden omsider kom - efter endnu en times venten - var selskabet egentlig begyndt at blive ganske lystigt...

Da vi vaklede ud af etablissementet tilbød kroværten (der havde ikke havde bemærket hvordan det var svundet i hans vinlager..), som en slags kompensation for den lange ventetid, at Viggo - som rejseleder - kunne slippe for at betale for sit måltid (inklusive drikkevarer!). Han blev dog noget bleg, ja han så egentlig ret så mystificeret ud, da Viggo ganske bramfrit erklærede at han havde drukket 8 flasker vin... (at han så havde delt gavmildt ud til højre og venstre kom jo sådan set heller ikke sagen ved...). Dette gav naturligvis anledning til en vis undren og en del diskussion, men et ord er et ord, så vi slap altså for at betale vinen.

Turen fortsatte, Viggo underholdt selskabet på larmende vis, vi legede lidt med Ramses, og så - faldt Viggo i søvn. Snart efter standsede vi ved Kom Ombo templet (Et tempel som er bygget til ære for krokodilleguden). Der lykkedes os at få vækket Viggo, og han fik på forunderlig vis mandet sig op til at sige et par bevingede ord om stedet, inden vi atter tumlede ind i taxaen og fortsatte til Assuan.

Det var nytårsaften (årsskiftet 75/76), men da vi ankom til hotellet havde vi faktisk behov for at hvile os lidt, inden vi skulle ud for at fejre det nye år. Men, men, men...

Der var usædvanlig mange turister i Assuan lige på den tid, og det hotel som det åbenbart var tanken at vi skulle bo på (selv om det var et helt andet der var opført i Folketurists program), havde været særlig smart. De havde lavet overbooking i et sådant omfang, at ikke en af os der var ankommet med taxaer, kunne få en seng at sove i. Nogle tyskere som var ankommet lidt før os, havde på forunderlig vis fået overdraget vores værelser. Men, men, men...

Viggo var ikke tabt bag en vogn. Han lovede os at vi nok skulle få vores værelser, og at det har bare var en lille misforståelse som han nok skulle sørge for at få ryddet af vejen...

Men ak. Hoteldirektøren forklarede Viggo, at tyskerne skam også havde bestilt for meget længe siden, og at der bare havde været lidt rod i papirerne, og at det godt nok var ærgerligt, men at vi nok skulle få nogle madrasser, så vi kunne ligge på gulvet et eller andet sted...

Diskussionen mellem hotelpersonalet og Viggo blev vildere og vildere, et par sarte kvinder i vort selskab beklagede sig også højlydt. Så til sidst besluttede Viggo sig for at sætte trumf på:
Han tog Ramses ud af posen, og viftede med den foran næsen på hotellets direktør, og lod den derefter kravle rundt på disken i receptionen, mens han sagde. Look, Here is Ramses, and he doesn't like you!!!

Ægypterne blev synligt nervøse, men lige meget hjalp det. Selv om Viggo truede direktøren på diverse mere og specielt mindre passende måder, var der ikke noget at stille op. Ville vi overnatte, så måtte vi klare os med en madras på gulvet.

Så vi fik altså de madrasser. Der var dog ikke nok til alle, så vi måtte stuve os lidt sammen... Inden vi kom så vidt havde vi dog været en tur ude i byen og fejre nytåret, og der mødte vi nogle franskmænd som manglede et sted at sove, så Viggo tilbød dem generøst at de da sagtens kunne få plads på madrasserne sammen med os... Da vi endelig skulle sove lå vi nærmest oven på hinanden...

Næste dag var vi ude at se en hel masse, men det er som om alt dette fortaber sig i en tåget erindring...
Jeg husker dog nogle skønne øer i Nilen, og så var der Aga Khans mausolæum, og der var den 40 meter lange ufuldendte obelisk, og ikke at forglemme den vældige dæmning.

En gammel jyde i vort selskab var dog ikke specielt imponeret over dæmningen. Han erklærede højligt:
- Næj, så er der da møj mer å se we æ Thorsmindeslus....

Viggo var meget stille den dag, og Ramses så vi ikke noget til. Da vi spurgte hvorfor kom Viggo med nogle usammenhængende forklaringer om, at han havde fået at vide af en kyndig person, at Ramses faktisk var alt andet end ufarlig. Den havde ikke fået klippet noget som helst af halen. (Hvis den havde fået klippet giftbrodden af ville den nemlig dø). Den var faktisk særdeles giftig!

Jeg fik aldrig at vide hvad der egentlig blev af Ramses...