| |
Jeg har været i Kina tilbage i 1978, og jeg har
rejst i Sovjet og adskillige østlande tilbage i 70’erne, så jeg forudså
at jeg ville komme til at opleve noget lignende da jeg i 2002 fik
mulighed for at komme ind i Nordkorea.
Det gjorde jeg også, det var blot endnu mere specielt end jeg havde
forestillet mig. Det jeg fik at se, var ofte på en gang imponerende og
samtidig fuldstændig absurd.
Via nettet var jeg kommet i kontakt med en vis Nick Bonner, der som en
af de ganske få har tilladelse til at arrangere rejser ind i DPR Korea
(Nordkoreas officielle navn), og det lykkedes mig med kort varsel at
komme med på et gruppearrangement sammen med 14 andre – fortrinsvis unge
mennesker - fra Europa, Canada og Australien. Det kan godt lade sig
gøre at få lavet et individuelt arrangement, men det betyder absolut
ikke at man kan rejse frit i landet. Man får under alle omstændigheder
tildelt guider og chauffør, og programmet vil være tilrettelagt af det
statslige turistburau. Jeg syntes derfor at jeg lige så godt kunne
tilslutte gruppearrangementet, der også var væsentlig billigere.
Rejsen der varede 8 dage og havde udgangspunkt i Beijing kostede mig dog
1700 US$ inklusiv al transport, overnatninger, fortæring og udflugter.
Kun entréen til Arirang (som jeg senere kommer tilbage til) var ikke
inkluderet.
Selvfølgelig fik vi kun set det som nordkoreanerne ville vise os, og vi
var stort set bundet til at følge alt hvad der var planlagt for os.
Vores guider havde pligt til hele tiden være at sikre på hvor vi befandt
os. Alligevel nåede man at få nogle uudslettelige indtryk af et land og
et folk hvis hele idéverden er ganske anderledes end vores.
Den såkaldte Juche-ideologi er grundlæggende for den nordkoreanske
livsopfattelse. Ideologien blev grundlagt af ”den store leder” Kim Il
Sung som døde i 1994 (hans død var noget af et chok for et folk som
nærmest opfattede ham som udødelig). Ideologien er naturligvis baseret
på den marxistiske ideologi og går i sin grundsubstans ud på at masserne
er drivkraften i revolutionen og opbygningen af landet, og at den
enkelte herigennem er ansvarlig for sin egen skæbne
Stort set alle officielle bygninger har en forhal med en statue af Kim
Il Sung, og I alle byer af en vis størrelse er der mindst en stor
statue og adskillige billeder af ham. Den allerstørste statue af ”den
store leder” står på en høj midt i Pyongyang, og her måtte vi den
allerførste dag ud og vise vores respekt ved at lægge blomster og holde
et minuts stilhed! Lidt derfra er der også et 150 meter højt monument
over Juche-ideologien. Det er muligt at komme op i toppen hvorfra der er
en glimrende udsigt over Pyongyang.
Det man ser, når man kigger ud over byen, er en hel masse hvide højhuse
og boligblokke, der burde indikere en vrimmel af mennesker. Der skulle
også være ca. 3 millioner indbyggere i Pyongyang, men når man går eller
kører en tur i gaderne, undres man over hvor få mennesker man ser selv i
de centrale dele af byen.. Man undres også over den næsten totale mangel
på butikker (fødevarebutikker husker jeg f.eks. slet ikke at have set).
Vi var inde i et enkelt stormagasin med et temmelig begrænset udbud af
varer. Også her var der meget få mennesker. Der var meget mørkt da vi
kom, men kort efter blev der tændt lys og den rullende trappe begyndte
at køre. Tydeligt at der blev sparet på strømmen.
Ellers bliver alt i Pyongyang bygget stort og pompøst. De har en 60
meter høj triumfbue. De har et børnepalads, hvor børn kan øve musiske
aktiviteter i fritiden, og hvor der bl.a. er en teatersal med plads til
2000 mennesker. De har en metro hvor stationernes udsmykning er lige
så elegant som på cirkelbanen i Moskva (det koster 10 øre at køre med
metroen, men også der ser man meget få mennesker). De har fremragende
sportfaciliteter, bl.a. to store stadions, Kim Il Sung stadion med plads
til 100.000 tilskuere, og May Day Stadion med siddepladser til 150.000.
Og så er der store internationale hoteller. Vi boede jeg på et hotel med
48 etager og 1001 værelser. Men der boede allerhøjst 100 mennesker på
hoteller, og max. 2 af hotellets 7 restauranter var åbne på samme tid.
Alligevel var der andet hotel med 45 etager. Og som om det ikke var nok,
var de i gang med at bygge et 105-etagers pyramideformat hotel. Her var
byggeriet imidlertid gået i stå. Lige før de var blevet færdige havde de
nemlig fundet ud af, at det var fejlkonstrueret og i fare for at skvatte
sammen, hvis de forsøgte at gøre de færdigt!
Det mest imponerende jeg så i Pyongyang, var dog Arirang, et masseoptrin
med gymnastiske og akrobatiske optrin, hvori der deltog ikke mindre end
100.000 mennesker! Det foregik på May Day Stadion, og hele den ene
langside var optaget af 20.000 mennesker der tilsammen dannede det ene
kæmpebillede efter det andet. Forestilling skulle beskrive historien om
den ulykkelige adskilte nation, det stærke ønske om genforening og håbet
om en lykkelig fremtid. Det var på en gang dybt imponerende og lidt
skræmmende på grund af den ufattelig præcision der blev lagt for dagen.
Jeg tør slet ikke tænke på hvad det må have koster af tid at forberede
et sådant arrangement. Arirang løb af stablen næsten hver aften. Det
startede i april måned og skulle oprindelig kun have fortsat til et
stykke ind i juni. Men da jeg besøgte Nordkorea i august var det altså
stadig i fuld gang.
Disciplinen var der i hvert fald ikke noget i vejen med. Veldresserede
skolebørn ses ind imellem bevæge sig - til tider syngende - i snorlige
rækker og i et imponerende tempo. Og når arbejdsdagen er slut ser man
folk stå i en supervelorganiseret kø ved busstoppestedet.
Det var ikke kun Pyongyang vi fik besøgt. Vi var også lidt ude i
landskabet. Nordkorea har en meget smuk natur, og vi nåede at se lidt
bjergene nordøst for hovedstaden. Her lå der også nogle store bygninger
i traditionel koreansk stil, som husede mange tusinde gaver som først
Kim Il Sung og senere den nuværende leder Kim Jong Il, har fået fra
udenlandske gæster. De fleste af gaverne var anbragt i store glasskabe,
det var mest kunstgenstande, men også praktiske ting som Tv-apparater,
videoer m.m. var blevet udstillet. Fra nogle lande – Kina f.eks. – var
der gaver som fyldte op til flere sale. Fra andre – Danmark f.eks. – var
der kun gaver til at fylde et enkelt lille skab. Ikke alt kunn dog
anbringes i glasskabe. Der var bl. a. et helt tog (lokomotiv plus en
del vogne) fra Stalin. Og da Mao åbenbart ikke ville stå tilbage var der
også et tog fra ham...
Vi fik også en tur ned til grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Ved et sted
der hedder Panmunjom. Der er en 5 km bred demilitariseret zone mellem
Nord og Syd, men ved Panmunjom kan man komme ind fra begge sider til et
sted hvor der føres forhandlinger, underskrives aftaler etc. Der er
nogle barakker som siges at ligge lige på grænsen. Som turist kan man
komme ind både fra nord og syd, blot ikke på samme tid. Stedet bevogtes
på den ene side af nordkoreanske soldater og på den anden side af
FN-soldater.
Nær Panmunjom ligger byen Kaesong, hvor vi havde en enkelt overnatning.
Det var faktisk en meget positiv oplevelse. Hvor man i Pyongyang havde
indtryk af at folk næsten var bange komme for nær til os, og hvor kun de
færreste vinkede igen hvis vi vinkede til dem, så var det helt
anderledes i Kaesong. Her vinkede folk til os på eget initiativ og
virkede i det hele taget mere positive og glade. Vi havde en meget fin
oplevelse i Kaesong, da vi et sted i gaden opleved en mindre fest. Der
var en hel del – mest ældre mennesker – der dansede, og de var ikke
længe om at inviter os med ind i dansen. At de givetvis havde indtaget
ret riglige mængder af spiritus gjorde ikke oplevelsen mindre positiv.
Det virkede ægte – ikke som et ”set up” som det ellers forekom nogle
sted.
Et af de steder der virkede som et ”set up” var ved et stort
forlystelsesanlæg, hvor vi lige skulle prøve rutchebanen. Forlystelserne
synes gennemgående at ligge stille, men lige ved rutchebanen var der en
hel god kø, som vi dog blev dirigeret uden om. Det virkede helt klart
som om de lige havde fået kontaktet nogle skoler eller lignende for lige
at fylde lidt op. Det var som med så meget andet, masser af fine, store,
dyre ting men ingen mennesker til at benytte det.
Der var selvfølgelig begrænset hvor meget vi kunne komme ind på
nordkoreanerne. Det var stort set kun guiderne, her iblandt dog også de
lokale guider (de fleste museer og andre seværdigheder havde tilknyttet
en lokal guide) vi kunne komme til at udveksle betragtninger. Og nogen
egentlig meningsudveksling kom næsten aldrig på tale. For det første var
vi sagens natur lidt forsigtige med hvad vi sagde, og for det andet var
klart at guiderne havde nogle fasttømrede meninger som de ikke på nogen
måde lod sig rokke fra. Jeg husker specielt den kvindelige guide på ”The
Victorious Fatherlands Liberation War Museum”, som gav os en solid gang
propaganda, og – når nogle spurgte om noget der var blot den mindste
smule kontroversielt – stoppede op, kiggede underligt på os, og derefter
gentog noget af det hun lige havde sagt, som om vi blot ikke havde hørt
rigtig efter!
Man kunne også undre sig lidt over det verdensbillede som nogle
koreanere tilsyneladende havde. På noget ”Grand Peoples Study House (en
slags åbent universitet) var der en musikafdeling. Da var spurgte om de
hvad lidt vestlig musik fandt guiden nødtvunget et gammelt Beatles-bånd
frem. Da en af englænderne nævnte at to af Beatlerne nu var døde. kom
det prompte fra koreaneren: Ja de døde givetvis af narkotika!
En anden gang havde en koreaner spurgt en af englænderne om der stadig
fandtes homoseksuelle i England…. Da englænderen svarede at det
selvfølgelig var tilfældet, kiggede koreaneren undrende på ham og sagde:
”Stadigvæk ?”…
Hvordan Nordkoreas fremtid vil forme sig burde jeg
nok vare mig for at spå om, men at forandringer er en nødvendighed, tror
jeg dog selv lederne er klar over.
På vej tilbage i toget fra Pyongyang til Beijing, snakkede jeg lidt med
en koreaner som var bosat i Kina og havde rettighederne til salg af
Arirang-videoer rundt omkring i verden. Efter hans mening ville
Nordkorea i nær fremtid tilnærme sig den den kinesiske model og give rum
for markedsøkonomi. Det lyder heller ikke helt usandsynligt. Der har i
hvert fald været tanker fremme om at etablere økonomiske zoner, hvor der
skal eksperimenteres med markedsøkonomi.
Forandringer vil også være en absolut nødvendighed, hvis nordkoreanerne
skal have deres mest brændende ønske opfyldt: En genforening af Korea. |
