 |
GALAPAGOS ! |
|
Den sidste nat på Santa Cruz tilbragte jeg på øens bedste hotel, Hotel Galapagos. Men selv om hotellet ind imellem har haft besøg af kongelige (f.eks Prins Henrik) er det hverken særlig dyrt eller særlig lukseriøst. Varmt vand er der dog, men ikke på værelset, hvor der til gengæld er edderkoppespind hele vejen hen over loftet. - Men det er kun en god ting, fik jeg at vide, - for de tager moskitoerne... Og det er selvfølgelig rigtig nok, men en og anden kunne godt føle sig lidt ilde beklemt ved at ligge i sin seng og se de store edderkopper kravle rundt på loftet lige over ens hoved... Jeg var netop vendt tilbage til hovedbyen Porto Ayora, efter at have været på et fabelagtigt krydstogt med en mindre båd rundt mellem Galapagos-øerne. Da jeg snakkede med en af de andre turister på hotellet, og spurgte ham hvad han havde oplevet, trak han på skuldrene og svarede: - Birds and rocks.... birds and rocks.... Når jeg i dag læser om hvordan øerne er ved at blive alt for turistoverrendte, kan man godt forbande at folk som ham overhovedet kommer til Galapagos. Det ikke et sted man skal tage hen hvis man ikke virkelig dybt og inderligt fascineres over naturen. Den måde manden havde rejst på burde også forbydes. Grupperejser med for store skibe, og dermed alt for mange mennesker der i lange rækker tramper afsted ud ad fastlagte stier, giver langtfra den optimale oplevelse, og desuden er det mere eller mindre ødelæggende for naturen. Mit eget udgangspunkt for besøget havde været noget anderledes. Det eneste jeg havde bestilt på forhånd var flybilletterne. Jeg havde opholdt mig nogle dage i Eqaudors hovedstad Quito, og havde så kastet mig over det som var mit væsentlige mål med denne sommerrejse, at besøge de enestående Galapagosøer. Hvad jeg så kunne få arrangeret ved ankomsten, havde helt og holdent været et spøgsmål om at finde sammen med andre der rejste som jeg, og så hyre en båd og en besætning, der ikke var forhåndsbooket. På Galapagos er langt de fleste øer ubeboede, så skal man virkelig opleve noget, er man nødt til at hyre en båd, der kan sejle en rundt mellem øerne. Allerede på vej fra lufthavnen på den lille ø Baltra, og til Puerto Aroya på hovedøen Santa Cruz fik jeg snakket med andre som ville være med til at hyre en båd, og allerede dagen efter var vi en gruppe på 11, som havde fundet en båd der kunne tage afsted den følgende dag. Jeg var nok ret heldig. Der var nogle af de andre som havde ventet en lille uges tid på at finde en passede mulighed for at sejle ud. Selskabet bestod iøvrigt af 3 unge fyre fra Israel, et australsk ægtepar, en midaldrende mandlig spaniol, et par unge piger, hvoraf den ene var fra Holland og den anden var amerikaner af cubansk afstamning, samt et ungt dansk ægtepar og så jeg selv. De to andre danskere var næsten dem jeg fik snakket mindst med. De virkede egentlig ikke som om de var specielt interesseret i naturen, Og da vi sammen skulle bestemme sejlturens varighed, var det faktisk dem der blev skyld i at den ikke blev længere end på 6 dage. Der var ellers flere af os andre som var interesserede i en lidt længere tur. Allerede mens vi endnu var i Puerto Arroya nåede jeg at komme lidt ind på livet af mine kommende medpassagerer. Sammen med israeleren og de to unge piger var jeg taget ude til en god og næsten øde strand, og så snart vi så vandet (efter at have kæmpet os gennem en stor del af øens kratbevoksning) ilede den hollandske pige ud til stranden, smed alt tøjet og kastede sig nøgen i bølgerne. Vi andre fulgte hendes eksempel, dog ikke den amerikanske pige, som i stedet iklædte sig en tækkelig badedragt, for det andet.... det var nu altså ikke "the american way"... Jeg nåede også at få en lille forsmag på hvad den lokale natur ville byde mig allerede inden vi stævnede ud med skibet. Det hotel jeg boede på inden afrejsen lå lige ud til vandet, og mens jeg sad ude på hotellets veranda og spiste morgenmad pjaskede søløverne rundt lige ud for mig. Men det var dog ikke det mest specielle. Nej det mest specielle det var havleguanerne... Disse leguaner finder man overalt på Galapagos. De finder deres føde i havet og drikker af havvandet, men når de kommer op på land er de fuldkommen ligeglad med nysgerrige mennesker som ønsker at studere dem på nærmeste hold. På dette hotel var det nu ikke så meget mig der studerede dem, men nærmere dem der studerede mig... Jeg har ofte oplevet hunde, katte og forskellige andre dyr tigge ved bordet, men det var nu ret specielt at kigge ned fra morgenbordet og så se tre havleguaner stå der og kigge op på mig med et forventningsfuldt blik... Og ganske få meter væk sad der i øvrigt en hejre, som også så ud til at have et godt øje til min morgenmad.... Dyrenes helt ufattelige tillidsfuldhed er det der først og fremmest gør Galapagos til en helt enestående naturoplevelse. Intet steds i verden oplever man noget lignende, og det utrolige er, at næsten alle dyr (flamingoerne undtaget) både på land, vand og i luften synes at være helt upåagtede af menneskenes tilstedeværelse. End ikke øernes eneste rovfugl Galapagoshøgen er bange for mennesker. Jeg fik rig lejlighed til at studere dyrelivet på allernærmest hold i løbet af de seks døgn togtet varede. Vi sejlede mest natten og lå om dagen ankret op ud for en af øerne. På den måde udnyttede vi bedst den tid vi havde til rådighed. Vi var fælles om at bestemme ruten, som kom til at gå tll øerne Floreana, Santa Fé, Seymor, Tortuga Bay på det nordlige Santa Cruz, James Bay på Santiago og Bartolomé Island. Desværre nåede vi ikke til øen San Cristobal hvor albatrosserne yngler. Vi forsøgte at sejle derover, men det blev et voldsomt stormvejr den nat, så kaptajnen turde ikke andet at sejle tilbage. Vi rådslog om hvorvidt vi skulle prøve igen den næste nat, men da der ikke var den mindste sikkerhed for at stormen ville aftage, frygtede vi at vi blot ville komme til at spilde alt for megen tid. Personligt ville jeg heller ikke have været særlig glad for at gøre et nyt forsøg. Det havde virkelig været et hårdt vejr, og båden havde gynget så voldsomt, at jeg havde følt mig ret så utryk, og desuden var jeg blevet decideret søsyg for første og hidtil eneste gang i mit liv. Hvad jeg ellers oplevede på turen kan ikke beskrives med ord. Men jeg vil forsøge at give nogle antydninger af det: Det mest enestående var næsten at svømme rundt i havet mens søløver - og til tider pingviner - let og uendelig mere smidigt end en selv, snoede sig rundt om ens klumpede krop. Pingviner?... Jo. det er rigtig nok. Selv om Galapagosøerne ligger ved ækvator så lever der faktisk pingviner her omkring, specielt ved Bartholomew Island, hvor vandet på grund af havstrømmene er forholdsvis køligt.. Og disse pingviner kan være temmelig nærgående, jeg har i hvert fald set dem hiv fat i en af mine medrejsendes dykkerbriller... Men ellers føler man sig forunderligt tryk når man svømmer rundt i havet blandt disse dyr. Når jeg har fortalt folk hvordan jeg har svømmet rundt blandt søløver, så har jeg ofte mærket en tvivlende og mistroisk holdning. Søløver- uha - så burde man da se at komme op af vandet i en fart. Men sådan føler man det slet ikke når man er der. Hele den nærhed man har med naturen, den tillidsfuldhed dyrene viser en, gør at man ikke et øjeblik kan forestille sig at dyrene vil gå til angreb på en. Og det gør de selvfølgelig heller ikke. Hele fjendebilledet er afskaffet. Dyrene bliver ikke jagtet, ergo: du er bare et fredsommeligt dyr som alle de ande, og der er i øvrigt ingen af de andre som er interesserede i at spise dig... Ofte på sejlturen så vi kæmpestore rokker passere under skibet, havskildpadder så vi også, og hajer... En af dagene stod vi og så en stor flok hajer lige ud for kysten. De var vel gennemgående ca. 1,5 meter lange. Et par dykkere kom rundt bag klipperne og fortalte os at vi såmænd roligt kunne svømme ud og kigge nærmere på dem! Det gjorde vi så, men desværre flygtede hajerne... Af de mange fugle vi så var de mest specielle (foruden pingvinerne) nok de pudsige blåfodede suler samt fregatfuglene, hvis hanner i yngletiden kan puste den hudfold de har på halsen op som en prangende rød "ballon". Vi kom helt utrolig tæt på både sulerne og fregatfuglene, især på Seymor Island,.der var et af deres ynglesteder. Der er mange andre fuglearter på Galapagos, og ca. halvdelen af dem findes kun her og ikke nogen andre steder. Vi så naturligvis også flere varianter af "Darwins finker", de små fugle som gav Darwin grundlaget for hans teori om arternes oprindelse. Men de mest kendte dyr på Galapagos, de store landskildpadder, så jeg faktisk kun på Darwin Research Center på Santa Cruz. De er også meget vanskelige at få at se i naturen. En af de få muligheder er i det indre af Isabela, den største (men alligevel ubeboede) Galapagosø. Men med den begrænsede tid vi havde til rådighed kunne vi slet ikke nå et komme til Isabela. Der findes en del forskellige underarter af disse skildpadder, som har været hårdt eftertragtet af søfarerne der manglede proviant. Flere af disse underarter findes nu i så ringe et antal at deres fremtidige overlevelse er yderst tvivlsom. En af disse underarter repræsenteres kun af et enkelt individ, kaldet lonesome George. I teorien skulle han nok kunne parre sig med en repræsentant for en af de andre underarter, men på Darwin Research Center, hvor han opholder sig, har man ikke kunnet få ham til at parre sig. Med mindet om en yderst nærværende mangfoldighed af søløver, søbjørne, hav- og landleguaner, suler, måger, duer, hejrer, latterfugle, pelikaner, flamingoer, høge og en enkelt slange vendte jeg tilbage til Santa Cruz og installerede mig på øernes bedste hotel for lige som at fordøje indtrykkene. Og så siger den idiot, at alt hvad han har set er "birds and rocks"....! Hvis Galapagosøernes enestående fauna fortsat bliver befængt med for mange af den slags tåber er jeg bange for at vi kommer til et opleve flere "lonesome George-er" i den tilbageværende beholdning af enestående fugle- og dyrearter på Galapagos. |
|
|
email © 2004 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:30 |