Feed on
Posts
Comments

Fra Srinagar kom jeg med en minibus gennem Kashmirs smukke landskaber videre mod Jammu:


Trafikken ad bjegvejen var mildt sagt kaotisk og vi måtte stoppe adskillige gange undervejs, men det gav jo mulighed for at tage flere billeder:


Det gik simpelthen så langsom at den samme flok får passerede os op til flere gange:


Først ud på natten ankom jeg til Jammu og herfra gik det direkte videre med en natbus til Amritsar. En af mine medrejsende var så venlig at sørge for at jeg fik liggeplads i natbussen, og da vi ankom til Amritsar tidligt om morgenen hjalp han mig med at finde et hotel. Jeg vil i det hele taget sige at de muslimer jeg nåede at være i kontakt med i Kashmir allesammen var utroligt hjælpsomme.

Men nu var jeg så kommet frem til sikhernes hellige by, Amritsar. Tilbage i 1983 kørte jeg med tog gennem denne by og fortsatte direkte videre over grænsen til Pakistan uden at se sikhernes største helligdom, det Gyldne Tempel, så denne gang var det mig yderst magtpåliggende at besøge netop dette tempel.

Inden man bliver lukket ind til templet skal man have dækket sit hår og vasket sine fødder, men det er selvfølgelig arrangeret så man kan låne et stykke klæde og dække sig med,  og der er også opsyn med ens sko såfremt man betaler et mindre beløb.

Her lidt billeder af tempelområdet:



Fra Amritsar fortsatte jeg med en bus til den moderne og nyplanlagte by Chandigarh.
Meget ren og pæn. men efter min menig også utroligt kedelig og ensartet i sin opbygning. Overalt er der brede boulevarder med vejtræer, men alligevel forekommer det mig  på en eller anden måde så intetsigende at jeg ikke fik taget et eneste billede i byen, som i øvrigt er hovedstad i hele to indiske stater (Punjab og Haryana), eftersom byen ligger lige på grænsen mellem disse to stater. Chandigahr er for øvrigt også den by i Indien som har den højeste gennemsnitsindkomst.

Herfra gik det igen lidt nordpå til Shimla i Himachal Pradesh. En by der hænger på kanten af det sydlige Himalaya.

Og så gik det videre (stadig med busser) først til byen Dehradun og så til New Delhi. Pudsigt nok, de tidligere gange jeg har været i Indien kørte jeg næsten hele tiden med tog, men denne gang fik jeg aldrig mine rejsetidspunkter til at passe med togene.

Fra Delhi fløj jeg tilbage til Bangkok, hvorfra jeg efter 7 timers ophold fortsatte til Filippinerne.
Men det vil jeg fortælle meget mere om  i morgen…

SÃ¥ er jeg klar med en billedkavalkade omkring min seneste rejse.
Efter et par dage i Bangkok fløj jeg til Indien. Mit mål var et et besøge dels det nordøstlige og dels det nordvestligste hjørne af landet.
Jeg landede i Calcutta, men fortsatte dagen efter til Assam.
Tidligere blev hele det nordøstlige område kaldt Assam, men i dag er det delt op i 7 enkeltstater, og de fleste kræver særlig tilladelse og i nogle tilfælde at man rejser i en gruppe for at man kan besøge dem.
Derfor nåede jeg kun at besøge to af disse stater. Først selve Assam, hvis hovedstad Guwahati er beliggende ved Brahmaputra-floden:

Derfra var jeg også et smut sydpå gennem et smukt landskab til byen Shillom i staten Meghalaya:

Jeg må tilstå at mit besøg i nordøst-området mest af alt var et spørgsmål om at have været der. Hvis jeg virkelig skulle have oplevet den del af Indien burde jeg have brugt væsentligt længere tid. Størstedelen af området har i øvrigt længe været plaget af diverse guerilla-bevægelser.

Den nordvestlige del af Indien, Kashmir, har også i høj grad været præget af problemer, men der er efterhånden blevet lidt mere fredeligt i området, og folk deroppe sukker efter igen at får turister dertil.

Jeg fløj via Delhi til Srinagar, som ligger umådelig smukt placeret var Dal-søen.
Her en stribe billeder derfra. Først et kig ind i den gamle bydel:

Flertallet af befolkningen er muslimer. Der er mange smukke moskéer i byen, og de ligner ikke helt moskéerne fra den arabiske verden:

Og så er der en række smukke haveanlæg i byen:




Men mest af alt er der Dal-søen og vandene deromkring. En sejltur på den sø er en lise for sjælen:





I morgen fortsætter jeg min billed-kavalkade med flere billeder fra Indien.

PÃ¥ vej hjem - eller?

Jeg sidder lige nu på et hotelværelse i Chiang Mai, og jeg er ærlig talt lidt spændt på om jeg kommer hjem som planlagt. I morgen aften havde jeg regnet med  at skulle med et nattog til Bangkok, men grund af oversvømmelserne som giver voksende problemer i Bangkok, kører toget ikke.
I stedet bliver jeg en ekstra nat i Chiang Mai og har købt  en flybillet til Bangkok lørdag. Jeg regner stadig med at skulle tilbringe en enkelt nat i Bangkok, da mit fly hjem først skal afgå søndag nat, hvis lufthavnen da ikke er lukket forinden!
Jeg tør ikke engang forudbestille et hotel i Bangkok, for jeg aner jo ikke om det overhovedet er muligt at komme frem til det pågældende hotel. Jeg bliver nødt til at tage det hele som det kommer.
Men ellers kan jeg da sige at jeg har haft en aldeles pragtfuld tur til det nordlige Thailand. I det nordligste område, som kaldes Den Gyldne Trekant og som tidligere var berygtet for udstrakt opiumsdyrkning, nåede jeg også at komme et smut ind i nabolandene Laos og Burma. I Laos var jeg kun lige kortvarigt i land på den anden side af Mekong-floden, som altså hører til Laos.
Hvad Burma angår var mit besøg lidt mere regulært, idet jeg trods alt blev stemplet ind i landet. Men da jeg ikke havde visum til Burma (Myanmar), så foregik det på den måde, at jeg fik en slags passer-seddel, men at de beholdt mit pas ved grænsen indtil jeg kom tilbage. Det er åbenbart en almindelig procedure ved grænsebyen Mae Sai. Og straks man er kommet ind i Burma er der tricykel-kørere som er parat til at lave en lille sightseeing-tur for én. Ret så organiseret, men trods alt en meget sjov oplevelse.
Billeder? Det må som sædvanlig vente til jeg kommer hjem.

Jeg har efterhånden besøgt en del steder der betegnes som jordens 8. vidunder, og den betegnelse bliver så også brugt om de op til 3000 år gamle risterrasser i det nordlige Luzon. Det skla dog siges at disse nok fortjener betegnelsen i lidt højere grad end så meget andet som har fået den betegnelse. Det samme system som man udviklede dengang bruges faktiisk den dag i dag, og det synes jeg er ret fant.astisk.
Jeg har nogle gode billeder derfra, og den skal jeg nok vise når jeg kommer hjem (har stadig problemer med at gøre det ude fra den store verden.
Efter at have kørt igennem Mindanao og været et par dage i storbyen Davao (efter sigende verdens næststørste i udstrækning), fløj jeg til Manilla og var med natbus videre til Banaue, der er centret for risterrasserne.
Desværre er jeg endnu engang blevet angrebet af urinsyregigt (podagra) dog i en rimelig mild udgave, men nok til at det er hårst at blive slæbt rundt til de forskellieg udsigtspunket over terrasserne.
Om 4 dage skulle jeg gerne flyve til Bangkok, og derfra direkte videre til Nordthaiiland. Jeg håber bare ikke at Bangkok er skyllet væk inden da. Jeg har jo hørt at der skulle være nogle gevaldige oversvømmelser. 

 

Jeg plejer altid at tabe mig når jeg er i Indien, og det slog heller ikke fejl denne gang. Efter at være fløjet fra Delhi til Bangkok og ventet der i 7 timer, skulle jeg videre til Manila. Da man - som tilfældet er de fleste steder - skulle tage bæltet af ved sikkerhedschecket i lufthavnen, var det meget tæt på at mine - i fforvejen lidt for vide - bukser røg af. Jeg nåede dog at gribe dem på halvvejen, men det var nok til, at hende der stod lige bag mig, var ved at omkomme af grin..
Efter en nat i Manilla sejlede jeg til Cebu City, som jeg nåede efter lidt over et døgns sejlads. Herefter går det videre over øen Bohol til Mindanao. Jeg ved godt at der en guerilla-aktivitet på øen, så jeg holder mig til de - ifølge min guidebog  - sikre områder.
Jeg glemte forøvrigt min Lonely Planet-guide under den lange ventetid i Bangkok lufthavn, så det første jeg måtte gøre i Manilla var at finde en boghandel ,så jeg kunne købe en ny. Jeg havde givet næsten 300 kr for bogen derhjemme. Her kostede den hvad der svarer til ca. 130 kr! Så ulykken var ikke så stor endda.
Efter Mindanao rener jeg med at flyve tilbage til Manilla. Jeg skal nemlig også nå op i den nordlige del for at se de berømte risterrasser.
 

 

Jeg har det sidste dage kørt rundt med faldefærdige busser på¨dårlige veje i udkanten af Himalaya-bjergene. Lidt hårdt eftersom jeg har været lidt småsyg på der sidste.
Jeg startede Indiens-turen ned at tage til det nordøstlige hjørne, dvs. Assam og deromkring. Derefter fløj direkte over til det nordvestlige hjørne, nærmere bestemt Kashmir og kørte defra sydpå til Amritsar for at se det gyldne tempel (som jeg missede da jeg engang for mange år siden var igennem denne hellige by).
 Fra Amritsar gik turen videre til den nyplanlagt by Chandigarh, der adskiller sig væsentligt fra alle andre indiske byer. Der er meget rent og meget grønt. I alle de agder jeg kørte igennem var der vejtræer.
Nu er jeg så igen kommet lidt nordpå til kanten af Himalaya, men herfra går det til Delhi, og så - til Filippinerne!

Kidnappet i Kashmir

Min (godt nok 10 år gamle) guidebog advarede på det kraftigste imod at tage til Kashnir. Risikoen for at blive kidnappet var meget reel.
Og hvad sker der? Dårligt har jeg sat min fod i lufthavnsbygningen i Srinagar før jeg bliver kidnappet af en turistguide, der slæber mig ud i en såkaldt husbåd og installerer mig i et rigeligt stort værelse med bad og toilet (men uden wifi, så min forbindelse med omverdenen kan blive besværliggjort):
Senere slæber han mig rundt til en stribe gamle haver (ganske flotte må jeg dog indrømme) og sejler mig rundt på en stille sø (Dal Lake) for at vise mig frem for folket.
Efter to dage har jeg dog givet ham så mange problemer at jeg bliver løladt mod en løsesum på 150 US $ (inklusiv ophold, alle måltider, et par bajere samt sightseeing).
Endelig ude i friheden fornøjer jeg mig med en 15-timers jeeptur (godt mast inde mellem et par af de lokale) til Jammu (en tur som skulle have varet 7 timer), for derefter at kaste mig ind i en natbus til Amritsar, hvortil jeg ankommer kl. 5.30 om morgenen.
Nu er jeg lidt træt, men der er et eller andet gyldent tempel i byen, som jeg lige skal ud og se.

Døden og Østen

Jeg må endnu engang beklage at det er så længe siden jeg sidst har skrevet.
Jeg har i den senere tid været stærkt optaget af forberedelserne til teaterstykket DØDEN OG PIGEN, et spændende men også et frygteligt hårdt stykke at arbejde med. Her et par billeder fra prøverne:


Vi har premiere d. 7. september, så det er ved at være oppe over..

Og så har jeg ellers købt flybilletter til Thailand d. 21. september. jeg er væk ca. 6 uger, men foruden nordlige Thailand bliver det også med afstikkere til både Indien og Filippinerne.

Jeg har forøvrigt lige fået oplysning om, at Saudi igen har åbnet døren på klem for enkelte turistrejser. Et amerikansk selskab (Bestway) forsøger at lave ture i februar og oktober 2012. I februar er jeg forpligtet til anden side, men oktober skulle være en mulighed, så det har jeg allerede lagt billet ind på.

Og så må tiden jo vise hvornår det bliver muligt at komme til Gadaffi-frit Libyen.

Der er efterhånden så mange der har udtalt sig om hvor spændende det må have været at tage til Angola, så jeg føler mig næsten helt flov ved at skulle indrømme, at det egentlig var begrænset hvad jeg fik set.

Det kan lyde som en dårlig undskyldning - og er det vel tildels også, at det var ekstremt svært at skulle skaffe sig ordentlig information, og at trafikken i gaderne var så kaotisk, at det var hurtigere at gå end at køre. Problemet var så igen at det ikke var til at skaffe et kort over byen, så man anede dårligt hvor man gik hen. Efter flere forsøg fandt jeg dog det antropologiske museum. jeg var - ikke overraskende - eneste besøgende.

Her et billede derinde fra:

- et ret specielt musikinstrument må man sige.

Jeg var meget forsigtig med at tage billederne og fik ikke taget ret mange. Jeg så ingen andre som tog billeder, og jeg har hørt at det har været helt forbudt at fotografere i landet!
Der var dog ingen som kunne forhindre mig i at tage dette billede ud fra mit meget dyre hotelværelse:

Hotellet lå mindst 10 gader fra det sted hvor det var anbragt på kortet fra hotels.com, så den første dag gik nærmest med at finde ud af hvor jeg i det hele taget befandt mig.

Det ser ud til, at de er ved at anlægge noget strand, og så bygges der i øvrigt over alt i den centrale del af byen. Alt i alt ser byen ikke specielt køn ud. Her dog et gadebillede som ikke er helt så slemt:

Efter tre dage på det dyre hotel, tog jeg ud til et noget billigere i udkanten af byen i et område som jeg først troede var et beboelseskvarter, men da jeg vågnede op efter den første nat kunne jeg konstatere at det var et støvet industrikvarter.
Hotellet lå som en lille grøn oase midt i dette ellers ikke særlig tiltrækkende kvarter:

Herfra kunne jeg så snige mig til  - med kraftig zoom - at tage et billede som dette
af det “virkelige liv” uden for hotellets beskyttende mure:

Det skal dog siges at jeg ikke hele tiden blev bag de pigtrådsbeskyttede mure men også vovede mig ud og fik en øl eller to med de lokale ved en af de små boder som her:

Her kunne man få en øl til under 5 kr., men ellers er Angola et ekstremt dyrt land, dyrere end noget andet land i Afrika.
Lidt mad kunne også få her, men der blev mest drukket øl.

Jeg følte det ikke på nogen måde farligt at gå omkring. Folk var ikke uvenlige, men heller ikke specielt imødekommende.
Overalt kunne man se bevæbnede vagter og politifolk, men jeg blev dog aldrig stoppet af nogle af dem.
Måske var de også med til at skabe sikkerhed, men alligevel forekom det lidt ubehageligt.
Landet er dog i voldsom udvikling, og om nogle år ser der måske meget kønnere ud i Luanda.
Og så vil der måske komme andre turister til Angola end lige mig.

Tanker om Angola

Noget af det første jeg blev overrasket over da jeg ankom til Angola, var at der var taxameter i taxaen og at der virkede! Det er jeg ellers ikke vant til uden for Europa.
På nogle områder synes Angola at være bedre stillet end de fleste afrikanske lande, på andre slet ikke. Der er ingen tvivl om at landet er i rivende udvikling. Der bygges overalt. Til gengæld er det et totalt kaos at komme igennem byen. Vejnavne ser jeg ingen steder og det synes umuligt at fremskaffe et kort over byen. Selv om jeg netop har boet på et af byens største og dyreste hoteller, så var der ikke meget hjælp at hente, og da jeg i dag skulle skifte til et billigere hotel, tog det 5 timer inden de kunne fremskaffe en taxa! Da jeg så endelig kom afsted tog det yderligere 2 timer at køre de små 10 km. Hvis jeg havde haft en bare nogenlund idé om hvor hotellet lå ville jeg have gået hele vejen. Der er godt nok minibusser rundt omkring, men hvorfra og hvortil og hvor man i givet fald kunne blive sat af, det har jeg opgivet at finde ud af.

Men ellers er jeg da ved godt mod, har kigget mig lidt rundt i byen og besøgt et enkelt museum. Men de manglende information gør det svært at nå ret meget omkring.

Jeg gruer for på søndag hvor jeg skal have transport til lufthavnen ret tidligt, men jeg har dog allerede fået en aftale om transport. Håber bare det holder.
Da jeg spurgte pÃ¥ det første hotel om, hvad de gør ved folk der skal nÃ¥ et fly, fik jeg at vide at det sørger deres “company” for. Turister synes at være noget ikke-eksisterende. Stort set enhver der boede pÃ¥ hotellet var mappedyr med jakke og slips, og der var ca. 20 mænd for hver kvinde.

Ok mit nye hotel virker lidt mere afslappet, men det ligger underligt placeret, midt i et omrÃ¥de med smÃ¥ fattige huse, sÃ¥ det er noget af en kontrast, efter som det trods alt har en rimelig høj standard. PÃ¥ den anden side er det her mere som det “rigtige Afrika” end det var inde i centrum af byen (hvor man dog stadig - blandt de bedrestillede - mødte skopudserdrenge og krøblinge der tiggede - borgerkrigen, landminerne har sat deres spor). 
Godt nok betegnes Angola af nogle som verdens dyreste land(!) - en sandhed med modifikationer - men fattigdommen er stadig særdeles synlig.

« Newer Posts - Older Posts »