bjarnes berejste blog…

Hermed lidt billedindtryk fra mit ophold på Zanzibar:

Efter at have forladt Uganda, tog jeg videre med busser gennem Kenya. Højdepunktet var så afgjort Lake Nakuru National Park.

Jeg vil lade billederne tale for sig selv:

Jeg var ogå i både Nairobi og Mombassa.

Den centrale del af Nairobi er noget af det mest moderne, jeg har set i Afrika.

Byen (”Nairobbery”) har et særdeles dårligt ry hvad angår kriminalitet, men så længe man holder sig i den travle centrale del, har jeg nu ikke fornemmelse af at det er så slemt , og jeg er i hvert fald uenig med dem, der betegner den som Afrikas farligste by. Personligt mener jeg at både Kinshasa, Lagos, Johannesburg og Douala er nok så farlige at færdes i.

Jeg havde fornøjelse af at tage med toget til Mombassa. En god afveksling fra trængslen i busserne.

Og det muslimsk prægede Mombassa er også en ganske charmerende by.

Først nogle få uger før jeg drog afsted mod Afrika, blev jeg klar over, at det var muligt - uden de store problemer - at komme ind i det sydlige Sudan.

Jeg havde ellers fået tudet ørerne fulde af, at danskere - på grund af muhammedtegninger - ikke kunne få indrejsetilladelse til Sudan.

Men hvad det sydlige Sudan angår, stiller sagerne sig noget anderledes. Man skal blev skal blot have en såkaldt rejsetilladelse. Den kan fås ved grænsen, men for en sikkerheds skyld fik jeg den allerede på den sydsudanesiske regerings kontor i Kampala.

Jeg skulle lige igennem et kortvarigt personligt interview, men manden jeg snakkede med var yderst venlig. Han trykkede mig - gang på gang - i hånden og sagde, at han holdt meget af de her folk der bare rejste rundt for at opleve. Og så blev jeg ellers udstyret med dette stykke papir:

Og sådan gik det til at jeg kunne tage på en smuttur fra Uganda og ind i Sudan.

Jeg kørte dertil med LOL Express og det tog det meste af et døgn…

Det var en hård bustur - ikke noget at grine af…, men jeg kom ubesværet over grænsen og frem til Juba, hovedstaden i Sydsudan.

Jeg har lige læst et indlæg om Juba på udenrigsministeriets hjemmeside. Der står bl.a.:

Forestil dig en container indrettet med senge.

Sådan bor en stor del af de hjælpearbejdere og FN-folk, der i tusindvis er strømmet til Juba, siden en fredsaftale i 2005 satte en stopper for 21 års borgerkrig. Pris: 600 kr. pr. nat, hvis man er heldig. Ofte 900, helt op til 1.200 kr. for et vinduesløst containerrum.

– Det er skamfuldt, hvad der sker her. Der bliver spekuleret groft i den massive tilstedeværelse af donorer og bistandsmidler, siger Gopika Dass, Folkekirkens Nødhjælps repræsentant i Juba.

Siden fredsaftalen er priserne i Juba eksploderet i samme takt som befolkningsvæksten, der på tre år har forvandlet en krigshærget småby på 50.000 indbyggere til et kaotisk klondike på over en million mennesker. Juba bliver af mange betragtet som verdens dyreste by. Og man forstår det når mellemgode restaranter serverer pizzaer for op til 175 kr. ….

Ja. ja, ja…. Det er rigtigt at Juba er forbløffende dyr i forhold den ekstreme fattigdom men ellers oplever, men enten er ovenstående dybt overdrevet, eller også har forholdene ændret sig noget inden for det sidste år.

Jeg fik et rimelig pænt hotelværelse for lidt over 400 kr., ganske vist 2-3 gange så dyrt om det ville have været i Uganda, men trods alt ikke mere end  vesteuropæiske priser.

Og hvad fødevarer angår, så kan jeg konstatere at jeg brugte ca. 50 kr. om dagen de par dage jeg var der.
Hotellet kunne dog ikke leve op til det som skiltet her lover…

.. De serverede nemlig samme faste menu dag efter dag…

Som tidligere skrevet, var det noget af et problem at fotografere. Så snart jeg hev kameraet frem, blev folk mistænkelige. Mest fordi de ikke ønskede at få udstillet deres fattigdom. Et sted blev jeg antastet af nogle militærfolk som ville have mig til at udlevere min “film”, fordi jeg åbenbart havde taget billeder af en samling hytter, som jeg ikke måtte fotografere.

Jeg slettede billederne og slap - med lidt besvær - for videre tiltale. Men jeg blev lidt nervøs, så da jeg tog nedenstående billede havde jeg omhyggeligt spurgt om tilladelse først.

Lidt billeder fik jeg dog taget rundt omkring i denne by, som ikke synes have noget centrum, men som bare virker som en kæmpestor forarmet landsby, der strækker over et enormt landområde.

Ugandas internationale lufthavn ligger ved byen Entebbe ca. 50 km fra hovedstaden kampala. Byen ligger samtidig smukt placeret ved Victoria-søen…

.. så jeg blev der et par dage inden jeg fortsatte til Kampala, som er noget af det mest kaotiske jeg nogensinde har været udsat for. jeg tror ikke jeg saa en eneste lyskurv i hele byen, og det var hurtigere og nemmere at gå igennem store dele af byen end det var at køre.

Jeg boede godt nok i forretningskvarteret, hvilket bestemt ikke gjorde tingene mindre kaotisk. Man var nødt til at gå på gaden mellem bilerne, for på fortovet var der simpelthen ikke plads, på grund af alle de varer som var stablet op, og jeg blev næsten helt træt af at se på hvilke enorme byrder folk slæbte rundt på.     Her
Her lidt indtryk:

I den nordlige del af landet, besøgte jeg Murchison Falls Nationalpark.

Jeg fik lejet mig ind på en lidt dyr lodge for en enkelt nat..

- en lodge som lå lige ud til den del af Nilen som kaldes Victoria Nile

- og det lykkedes mig da også at komme på en sejltur op ad Nilen, hvor et hobetal af flodheste og glubske krokodiller lurer i vandkantet…

Og inde på bredden ses kafferbøfler og meget andet samt et rigt fugleliv.

Her er jeg så kommet frem til selve Murchison Falls, hvor Nilen klemmer sig igennem og dratter ned af en smal kløft:

På vej derfra nåede jeg lige at komme lidt rundt i andre dele af nationalparken.

Den sidste dag i Uganda tilbragte jeg i byen Jinja ved Victoriasøen..

og her kunne jeg komme ud til den af Nilens kilder som de betegner som “den rigtige”, newmlig den som udspringer fra Victoria-søen.

Det har taget mig nogle dage ligesom at finde mig selv efter min to måneders rejse, men nu er jeg efterhånden klar til en mindre billedkavalkade. Over den følgende uges tid, viser jeg billeder og kommer med lidt efterrationaliserende bemærkninger. Og jeg kan lige så godt tage et land ad gangen.

Først Burundi:

Det er et land som slikker sårene efter langvarig borgerkrig. Og sårene er dybe, ingen tvivl om det. Befolkningen er fattig - ikke mindst på landet, hvor mange må klare sig med det de selv kan dyrke.
Jeg havde læst mig frem til at landet stadig ikke var helt ufarligt at rejse i. Infrastrukturen var desuden så dårlig at det var svært at komme rundt i landet.

Jeg må tilstå at mit besøg mest skyldtes den kendsgerning, at Burundi var en af de få hvide pletter på mit personlige “rejsekort”.

Jeg startede besøget med en overnatning på et ret dyrt hotel ved Tanganyika-søen, hvorfra jeg i det fjerne kunne skimte hovedstaden Bujumbura.

- Og så tog jeg ellers ind til byen, og boede der i tre dage.

Jeg følte mig ikke helt tryg ved at tage billeder, mange steder i Afrika kan det være problematisk, og jeg følte ikke at Burundi var nogen undtagelse. Det var f.eks. først den sidste dag at jeg dristede mig til at tage ovenstående billede, og folk ser da også en smule skeptiske ud…

Jeg havde dog nogle gange spurgt om tilladelse til at fotografere, og havde da også fået lov til det, som f.eks. med dette billede…

- som forårsagede en mindre sammenstimling af interesserede tilskuere. Heldigvis allesammen venlige mennesker. Folket var i det hele taget vældig flinke over for mig, og Jeg havde absolut ingen ubehageligheder i landet.

I morgen fortsætter jeg min beretning med en længere stribe billeder fra Uganda.

Jeg har besluttet at blive i Pretoria de sidste dage i Afrika. Jeg overvejede godt nok at tage til Johannesburg de sidste par dage, men jeg har svaert ved at komme over min modvilje mod byen (hvor jeg blev overfaldet og bestjaalet sidst jeg var der). Desuden har jeg fundet et godt hotel til en fornuftig pris i Pretoria, og har lidt behov for at slappe af efter den senere tids anstrengelser.

Jeg har ikke foelt mig saerlig usikker ved at bevaege mig rundt i gaderne. Jeg har en fornemmelse af at der er sket en vis opbloedning i forholdet mellem sorte og hvide. Jeg ser lidt flere hvide i gaderne end jeg husker fra sidst jeg var der (i 1996), men en hel del af dem synes dog at vaere enten turister eller tiggere. Det er ikke fordi tiggeriet er saerlig omfattende, men jeg har faktisk foelt de hvide tiggere mere paatraengende end de sorte, nok fordi de helst tigger fra hvide.

Der synes at vaere sket en vis udligning i forholdet mellem hvide og sorte. Jeg ser sorte som tydeligvis har penge nok, og jeg har set hvide der roder i skraldespandene eller som tigger.

Alligevel syntes jeg, det var lidt besynderligt, da jeg blev koert rundt i Port Elizabeth for at finde et overnatningssted, at det var hvide som drev samtlige de 5 backpackersteder, som jeg naaede at komme til. Og meget anderledes er det ikke med hotellerne.

Jeg har koert utrolig meget rundt i busser paa denne rejse. Busserne i Sydafrika har vaeret af skiftende kvalitet. Nogle har vaeret helt i top, og andre ar ikke vaeret ret meget bedre end busserne i Oestrafrika.

Der er dog den forskel,  at der i Sydafrika ikke bliver handlet ind igennem vinduet, som i Kanya og Tanzania, hvor der handles ikke blot mad- og drikke varer, men ogsaa ure, sko, spadserestokke og levende hoens gennem vinduet…

Dog kan pladsen vaere trang. Et sted var der en ret trivelig kvinde som havde faaet plads ved siden af mig. Hun satte sig straks til at amme sit barn. Det ville selvfoelgelig ogsaa vaere ok,  hvis det ikke var fordi unden hele tiden nev mig i armen, samtidig med at jeg jaevnligt fik en albue i hovedet…

I morgen flyver jeg til England, dvs. jeg er foerst fremme loerdag eftersom jeg har 5 timers ventetid i Addis Abeba undervejs. Jeg bliver i England nogen tid og er foerst tilbage i Danmark d. 30.

Men saa lover jeg at indhente det forsoemte og laegge en masse billeder fra min rejse ind paa bloggen.

Et af de steder, jeg paa forhaand havde besluttet mig for at naa omkring, var Lesotho. Sidste gang jeg var der, var jeg kun i hovedstaden Maseru og det kun for en enkelt dag. Det har jeg haft lidt daarlig samvittighed over, saa for at yde landet lidt retfaerdighed, soergede jeg denne gang for at komme videre ud i Lesothos meget smukke landskab. Jeg var et par dage i en lille by der hed Malealea og fik bl.a. arrangeret en 4-timers ridetur op og ned af en bjergskraaning. Jeg foelte mig ikke helt tryg, men hesten klarede det i fin stil, og det var bestemt en oplevelse.

Koldt var det, men heldigvis straalende solskin. Koldt var det bestemt ogsaa da jeg ankom med tog til Bloemfontein midt om natten  lige inden jeg tog videre til Lesotho. Minus 7 grader kunne jeg se paa TV bagefter.

Fra Lesotho gik rejsen i huj og hast videre til Pretoria, efter som jeg havde billet til Danmarks kamp mod Cameroun. Billetten havde kostet mig over 1000 kr, men saa sad jeg til gengald ogsaa i en loge med fri bar og hyggede mig sammen med et par kinesere fra Beijing, et par tyskere og en del sydafrikanere.  De andre holdt mest med Cameroun, men ingen var specielt fanatiske.

Jeg kunne havde faaet billet til Japan-kampen ogsaa, men det havde vaeret naesten lige saa dyrt, saa jeg noejes med denne ene kamp.

Jeg har eftrehaanden vaeret 4 dage i Sydafrika, og overalt, ligegyldigt hvor man befinder sig er alt alt praeget af World Cup  (fodbold-VM) og stemningen er helt fantastisk. Men det har af samme aarsag vaeret svaert at finde overnatninger, saa jeg valgte at rejse med natbus fra Pretoria til Durban, og naste nat fra Durban til Port Elizabeth (eller Nelson Mandela Bay som byen faktisk hedder nu).   
Da jeg ankom tidligt i gaar morges, var der en taxichauffoer som mente at han nok kunne finde et hotel til mig. Han koerte fra det ene sted til det andety og blev nmere og mere rasende over at der var optaget overalt.  Til sidst var der en som naevnte et backpackersted som vedkommende beskrev som “a terrible place”. Taxachauffoeren koerte derhen - han skulle jo af med mig - og da der var ledigt turde jeg ikke andet end at acceptere stedet.
Det var en aeldre kvinde af irsk afstamning som bestyrede stedet. Hun var yderst venlig imod mig. Soegede for at jeg fik kaffe og ristet broed og fortalte mig at hendes sted var meget bedre og sikrere end de andre backpackersteder. En anden hvid kvinde som havde hjulpet til paa stedet nogle dage var ogsaa saerdeles venlig og forklarede mig om byen, og hvad der var at foretage sig.
Jeg var noedt til at acceptere en plads i en sovesal og det var ret simpelt altsammen, men det var jo venlige og imoedekommende mennesker, saa jeg foelte mig godt tilpas - i starten.
Men, men ,men…. Det viste sig efterhaanden at den irske kvinde mildt sagt var bindegal. Jeg lagde hurtigt marke til at hun dirigerede med alt og alle, og hun havde en ide om at naesten alle mennesker var “bad people” og at der kun fandtes en lille haandfuld gode mennesker i denne verden. Hun blev ogsaa ved med at advare om alle de menneker der kun taenkte paa at stjaele fra andre.
Klokken 5 om morgenen vaagnede jeg ved at hoere et voldsomt skaenderi ovenpaa. Senere fortsatte det lige uden for doeren, og som om det ikke var nok kom hun (den irske kvinde) ind i sovesalen og raabte op om at den anden kvinde (hende der ellers ogsaa havde vaeret sa venlig imod mig) havde stjaalet fra hende, saa nu tilkaldte hun politiet, saa hun kunne faa denne “bad woman” smidt i faengsel.
Der var aabenbart tale om en halskaede som havde ligget i en taske som saa var overladt i den anden kvindes varetaegt. Og nu var kaeden vaek.
Den stakkels pige var fuldstaendig oedelagt af graad, og jeg er personlig overbevist om at hun var fuldstaendig uskyldig.
Ja, det var “et forfaerdeligt sted”.   

Beklager at det er laenge siden jeg har faaet skrevet, men i de byer som jeg for tiden rejser igennem er det svaert at finde en internet cafe, med en rimelig forbindelse, og naar man saa endelig finder en, saa sker det tir at forbindelsen smutter lige naar man er kommet godt igang. Det skete for mig tre steder i traek.

Sidst jeg skrev var jeg paa Zanzibar, hvor jeg noed den gamle bydel Stonetown og fik taget mange gode billeder. Beklager at jeg ikke kan vise dem nu, men jeg lover at jeg nok skal bringe masser af billeder naar jeg kommer hjem d. 1. juli.

Naar jeg alligvel ikke blev mere ned 3 dage paa Zanzibar saa skyldes det at sol og strand ikke rigtig interesserer mig. Jeg var dog lige ude og snorkle en lille tur, og fik studeret kaempeskildpadder paa Prison Island.

Jeg var staerkt i tvivl om hvor vidt jeg skulle genbesoege nogle af nationalparkerne, eller jeg skulle studere nogle helt andre steder i Tanzania. Jeg valgte det sidste, mest af oekonomiske aarsager. Nationalparkerne tynger slemt i budgettet, naar man rejser paa egen haand.

Saa jeg har drysset rundt med busser fra by til by, igennem smukke landskaber overstroeget med baobabtraeer, og har studeret folkelivet. Selv om det kan vaere haardt at traenge igennem paatraengende saelgere og taxichauffoerer hver gang man ankommer med en bus, saa vaenner man ser til det, og venligheden blandt befolkninger overstraeler helt klart de mere frustrerende opleverser.
De fleste taler ikke ret godt eller naesten intet engelsk, men jeg har alligevel faaet en god og aabensindet snak med mange mennesker.

Det er helt typisk at jo flere turister der kommer til et land, jo mere bliver man plaget af saelgere og af folk der lige skal hjaelpe en - mod passende betaling. Tydelig at Kenya og Tanzania i hoejere grad er turistlande end de oevrige lande jeg har vaeret igennem paa denne tur, og helt tydeligt at Zanzibar er en turistmagnet. Heldigvis er jeg rutineret nok til at sno mig udenom de vaerste plageaander, og moeder da stadig venlighed baade det ene og det andet sted.

Det var helt befriende at tage med toget fra Nairobi til Mombasa. En dejlig afveksling fra busturene. Ganske vist bumlede og skramlede toget hen over skinnerne, men det lykkedes mig dog at falde i soevn. Jeg rejste paa 1. klasse, og det foregaar med tomands sovekupeer, jeg havde tilmed kupeen for mig selv, saa jeg foelte mig sikker nok. Turen kostede ca. 300 kr inklusiv et aftensmaaltid og morgenmad.

Efter et par dage i Mombasa gik turen sydpaa til Tanzania. I folge Lonely Planet skulle det kun tage to timer at naa frem til byen Tanga i det nordlige Tanzania - men sandheden var en ganske anden, Bussen som skulle afgaa fra Mombasa kl 11 gik klokken 13 og var foerst fremme kl 19.30, dels paa grund af meget lang ventetid var graensen og dels paa grund af haabloese veje paa Tanzania-siden. Desuden var al ledig plads i bussen fyldt op med saekke, kasser, pakker og hvad jeg, saa man maatte kravle hen over tingene naar man skulle ud, og var noedt til at have sin egen bagage paa skoedet.

Anderledes problemloest var det naeste dag, da jeg fortsatte med bus til Dar Es Salaam, og selv om Lonely Planet advarede imod det totale kaos paa busstationer i Dar  (som ligger 8 km fra cantrum), og anbefaler at man straks tager bestik af en taxa og kaemper sig hen til den, saa vadede jeg ubesvaeret gennem folkemaengden og fandt straks en minibus der koerte mig ind til byen for 1 krone!   

Naeste dag, hvilket vil sige i morges, fortsatte jeg med en lille hurtigbaad til Zanzibar. Bag paa billetten stod der skrevet at man ikke maatte bruge baaden hvis man var gravid eller havde ryg- eller hjerteproblemer.
Saa med hjertet i halsen droenede jeg afsted han over vandene i raasende fart. Godt man ikke her tendens til soesyge, for baaden slog naermest smut hen over vandet.

Nu er jeg saa paa Zanzibar. Det ser spaendende ud, men jeg har ikke rigtig haft til til at nyde det endnu. Jeg bliver har mindst tre dage og muligvis laengere, saa jeg skal nok naa at faa kigget naermere paa oeen.