bjarnes berejste blog…

I 1988 gik min rejserute for første gang til Mellemamerika. Oprindelig skulle jeg have rejst sammen med en daværende kæreste og skulle blot have besøgt et par enkelte lande, men da hun så sprang fra, endte det med at jeg tog hele turen over landjorden fra Mexico City til Panama.

Her lidt Mayaruiner som jeg faldt over undervejs. Fra oven og ned er det Palenque i det sydlige Mexico, Chichen Itza på Yucatan-halvøen, Tikal i Guatamala og Copan i Honduras:

Jeg ankom til grænsen mellem Honduras og Nicaragua sammen med en del unge rygsækrejsende. Grænsepassagen tog et par timer, selv om der ikke var ret mange som skulle igennem. Al bagage blev gransket indtil mindste detalje, men det føltes ikke ubehageligt. De nicaraguanske grænsevagter var helt igennem høflige og alt foregik stille og roligt.

Det var dengang de såkaldte sandinister styrede landet og hvor socialisten Daniel Ortega var præsident. USA straffede landet med handelsboykot og støttede de anti-sandinistiske contraer som skabte yderligere ravage. Den offentlige transport var yderst begrænset på grund af benzinmangel, og der var mangel på så meget andet. Jeg blev virkelig forarget over at se hvilken magt USA havde i området, og hvordan de var i stand til at ødelægge et lands økonomi.

Trods de problemer der var i landet var der ingen af os der behøvede visum, heller ikke den af backpackerne som var fra USA. Og som han sagde: Smart nok, så kan enhver rejse frit ind i landet og se hvordan forholdende i virkeligheden er.

Til gengæld var det lidt af et problem overhovedet at komme videre fra grænsen. Men da vi var nogle stykker lykkedes det til sidst at leje en bus med chauffør til at køre os videre til nærmeste by.

Vi prøvede at gøre chaufføren forståeligt, at han var velkommen til at tage lokale passagerer med undervejs, men det vil han ikke høre på. Det var os der betalte, og så skulle der ikke andre passagerer med, færdig.

Vi nåede frem til byen Esteli. Det var for sent at komme videre den dag, så jeg gik rundt og fandt et yderst simpelt hotel, som jeg blev enig med de øvrige i gruppen om, at vi godt kunne klare at bruge for en nat…

Næste dag var det trods alt muligt at komme med en ordinær busforbindelse til hovedstaden Manugua. Og så fortsatte jeg på egen hånd, var kun et pat dage i Nicaragua og det samme i Costa Rica. (Jeg har dog taget revanche ved en senere lejlighed og brugt noget længere tid, ikke mindst på Costa Rica, som har en særdeles spændende natur.)

Jeg slutter med et billede fra det multietniske Panama, der blev næstsidste stop på rejsen:

Jeg fortsatte til Jamaica, men mere om det næste gang…