bjarnes berejste blog…

En af de mest mindeværdige rejser jeg nogensinde har været på gik til Galapagos. Jeg rejste dertil helt og holdent på egen hånd og uden at have arrangeret nogen tur på forhånd.

Jeg var nok ret heldig. Allerede på vej fra lufthavnen og til Puerto Aroya på hovedøen Santa Cruz fik jeg snakket med andre som ville være med til at hyre en båd. Dagen efter var vi en gruppe på 11, og vi havde tilmed fundet en skib var klar til at sejle den følgende dag. Skibet blev vores hjem de følgende seks dage.

Men allerede inden da havde jeg fået et indtryk af dyrenes helt ufattelige tillidsfuldhed, præcis det som gør Galapagos til en så enestående naturoplevelse. Intet steds i verden oplever man noget lignende, og det utrolige er, at næsten alle dyr (flamingoerne undtaget) både på land, vand og i luften synes at være helt upåagtede af menneskenes tilstedeværelse. End ikke øernes eneste rovfugl Galapagoshøgen er bange for mennesker.

Hotellet jeg boede på inden afrejsen lå lige ud til vandet, og mens jeg sad ude på hotellets veranda og spiste morgenmad pjaskede søløverne rundt lige ud for hvor jeg sad. Havleguanerne sad og tiggede ved bordet!

Og nogle få meter væk sad der en hejre, som også så ud til at have et godt øje til min morgenmad….

Hvad jeg ellers oplevede i løbet af de seks dage togtet varede, kan ikke beskrives med ord. Men jeg vil forsøge at give nogle antydninger af det.

Det mest enestående var næsten at svømme rundt i havet mens søløver

- og til tider pingviner -

let og uendelig mere smidigt end en selv, snoede sig rundt om ens klumpede krop.

Men man føler sig ikke truet, lige så lidt som dyrene gør det. Hele den nærhed man har med naturen, den tillidsfuldhed dyrene viser en, gør at man ikke et øjeblik kan forestille sig at noget dyr vil gå til angreb.

Ofte på sejlturen så vi kæmpestore rokker passere under skibet, havskildpadder så vi også, og hajer…

En af dagene stod vi og så en stor flok hajer lige ud for kysten. De var vel gennemgående ca. 1,5 meter lange. Et par dykkere kom rundt bag klipperne og fortalte os at vi såmænd roligt kunne svømme ud og kigge nærmere på dem! Det gjorde vi så, men desværre flygtede hajerne…

Af de mange fugle vi så var de mest specielle (foruden pingvinerne) nok de pudsige blåfodede suler

samt fregatfuglene, hvis hanner i yngletiden kan puste den hudfold de har på halsen op som en prangende rød “ballon”.

Vi kom helt utrolig tæt på både sulerne og fregatfuglene, især på Seymor Island,.der var et af deres ynglesteder.

Der er mange andre fuglearter på Galapagos, og ca. halvdelen af dem findes kun der og ikke nogen andre steder. Vi så naturligvis også flere varianter af “Darwins finker”, de små fugle som gav Darwin grundlaget for hans teori om arternes oprindelse.

Men de mest kendte dyr på Galapagos, de store landskildpadder, så jeg faktisk kun på Darwin Research Center på Santa Cruz.

Der findes en del forskellige underarter af disse skildpadder, som har været hårdt eftertragtet af søfarerne der manglede proviant. Flere af disse underarter findes nu i så ringe et antal at deres fremtidige overlevelse er yderst tvivlsom. En af disse underarter repræsenteres kun af et enkelt individ, kaldet “lonesome George”.

Med mindet om en yderst nærværende mangfoldighed af søløver, søbjørne, hav- og landleguaner, suler, måger, duer, hejrer, latterfugle, pelikaner, flamingoer, høge og en enkelt slange vendte jeg tilbage til Santa Cruz og installerede mig på øernes bedste hotel for lige som at fordøje indtrykkene.

Da jeg snakkede med en af de andre turister på hotellet, og spurgte ham hvad han havde oplevet, trak han på skuldrene og svarede: - Birds and rocks…. birds and rocks….

Hvis Galapagosøernes enestående fauna fortsat bliver befængt med for mange af den slags tåber er jeg bange for at vi kommer til et opleve flere “lonesome George-er” i den tilbageværende beholdning af enestående fugle- og dyrearter.