1986 Botswana - På opdagelse i Okavango
feb 10th, 2010 by Bjarne
Den lille båd drev ind til bredden. Vi hoppede i land.
- You want drink, hviskede min fåmælte ledsager, en indfødt hvis kundskaber ud i det engelske sprog lod meget tilbage at ønske.
Jo, det kunne da godt være at jeg trængte til lidt læskende, inden jeg skulle videre på gå-safari, så jeg åbner min omfangsrige termokurv. Og hvad finder jeg?
Otte kolde øller! samt bl. a. en del softdrinks og nogle små flasker med spiritus…
Jeg må indrømme at disse forsyninger i rimelig grad kunne dække mine behov under denne to-tre timers ekspedition…
Stedet er Okavangodeltaet i det nordlige Botswana, et helt unikt naturområde. Det er et delta som ikke udmunder i havet, men nærmest i en slags sump. Okavangofloden grener sig ud i en hel masse små flodarme, og går så lige som i sig selv. Vandet fordamper eller flyder ud i nogle småsøer. En gren af Okavango når dog at flyde ud i Zambesifloden
Jeg kom ind i Botswana med tog fra Bulawayo i Zimbabwe og stod af i byen Francistown. Herfra skulle jeg videre til Maun syd for Okavango-deltaet. Jeg spurgte mig for på mit hotel i Francistown, og en af de lokale (en venlig sort kvinde) oplyste mig om at der ville afgå en bus dertil næste morgen.
For ligesom at dobbeltchecke denne oplysning stillede jeg det samme spørgsmål til en ung hvid mand på et rejsebureau i byen. Han grinede lidt og rystede så på hovedet.
- Hvis du vil til Maun, så vil du være langt bedre tjent med at stille dig ud ved vejen og vifte med tommelfingeren, sagde han.
Næste morgen kom jeg med bussen præcis på det tidspunkt jeg havde fået oplyst.
Det var i øvrigt ikke første gang, jeg oplevede at den sorte befolkning vidste mere om transportmuligheder end nogle af de hvide som ellers var ansat i rejsebranchen. Jeg havde oplevet noget lignende i Zimbabwe. De hvides manglende kendskab til lokal transport skyldtes helt utvivlsomt at der var visse befordringsmidler som disse folk ikke anså for “passende” til hvide mennesker. Reminiscenserne af apartheid var tydelige i både Zimbabwe og Botswana.
Efter et par dages ophold i Maun finder jeg en mulighed for at komme ud i Okavango-sumpene: Et lille fly bringer mig til en lodge midt ude deltaet.
Lodgens bestyrer var en ung hvid sydafrikaner. Han havde ikke lyst til foreløbig at vende tilbage til Den Sydafrikanske Republik, og han støttede fuldt ud min egen mening om at turister ikke burde besøge landet så længe der var apartheid.
Der var to muligheder for sejlture i deltaet. Motorbåd elle “makuru”, en slags kano.
Jeg valgte naturligvis makuruen. Selv om man ikke nåede så langt omkring, virkede det helt forkert på mig hvis jeg skulle race af sted i en motorbåd. Så hellere drive næsten lydløst af sted og lytte til naturen.
Jeg var blevet forsynet med en indfødt guide, og derudover med en stor madpakke, og - som jeg indledningsvist fik nævnt - masser af kølige drikkevarer…
Jeg tager mig en enkelt øl inden vi begiver os videre til fods for at studere dyrelivet.
En lille flok antiloper kommer forbi. Senere ser vi bavianer, saddelstorke og flere antiloper. Teoretisk set kunne vi også være stødt på løver og elefanter. De findes faktisk i området, men chancen/risikoen for at de lige skulle komme denne vej ville være yderst begrænset. Flodheste er til gengæld almindelige overalt i området, men om dagen holder de sig ude i vandet.
Inden jeg forlod Maun lykkedes det mig at få en flyvetur ud over sumpene. Vi fløj ganske lavt hen over landskabet, og her fik jeg set at der virkelig var store dyr (bl. a. giraffer og elefanter) i området.
(jge kunne dog ikke fange dem med kameraet)
Jeg gav 40 pula (ca. 400 kr) for denne flyveture, men den var bestemt hver eneste pula værd…
