bjarnes berejste blog…

Beklager at jeg ikke har haft tid til at skrive noget her på det seneste.
Jeg har været hårdt hængt op på Nedergadeteatret, men nu har jeg lige et par dages ro til at fortsætte mine memoirer. Jeg er nået til 1986 og de nærmeste dage bringer jeg fire historier fra Afika. Noget af det har jeg vist nok bragt tidligere, men en gentagelse skader vist ikke.
Hermed den første:

Ofte spørger folk mig om hvilke lande jeg synes bedst om, og af og til er der også nogen der spørger mig om hvilket land det har været værst at rejse i. Det første har jeg lidt svært ved at svare på, men det sidste er jeg ikke i tvivl om: ZAMBIA.

Ok, jeg ved udmærket godt, at hvis jeg en dag kommer tilbage, vil jeg sikkert få en helt anden og mere positiv oplevelse af landet.

Men..

Det startede allerede i toget på vej mod hovedstaden Lusaka. At toget var 8 timer forsinket rørte mig dog ikke (det er jo helt normalt efter afrikanske forhold..) Mere irriterende var det at få konfiskeret en film bare fordi man - ud gennem togvinduet - havde taget et enkelt foto af folkelivet, på et tidspunkt hvor toget langsomt kørte væk fra en af de små stationer.

Filmen indeholdt bl.a. billeder af Victoriavandfaldet…

(heldigvis havde jeg dog enkelte billeder af vandfaldet på en tidligere film)

Jeg opdagede godt nok, at der var en fyr derude, som - med diverse fagter - forsøgte at gøre mig klart at jeg ikke måtte fotografere. Men hvad, tænkte jeg, nu kører toget. Jeg kunne være ligeglad med protesterne - troede jeg…

På næste station stod tre politifolk på toget. De gennemsøgte kupéerne og fandt frem til mig. Jeg tilstod min “forbrydelse” og jeg blev nødt til at give dem min film.

Dette blev ikke mit eneste sammenstød med politiet i Zambia!

I Lusaka installerede mig på et lille hyggeligt missionshotel. Hotellets manager var en noget overvægtig, meget snakkende og ret forvirret dame.

Om aftenen faldt jeg i snak med en sød engelsk kvinde som skulle til at arbejde på et hospital i byen. Da vi ud på natten skulle i seng gik det op for os, at vi ved en misforståelse var blevet anbragt på det samme værelse. Vi nænnede ikke at forstyrre den kvindelige manager, og havde egentlig heller ikke noget imod at dele værelse…

Næste dag orienterede jeg mig lidt i byen. Det var søndag og jeg prøvede om jeg kunne se, hvornår posthuset åbnede næste morgen. Straks blev jeg anråbt af en politibetjent, der havde fundet det yderst mistænkeligt, at jeg nærmede mig posthuset, når der var lukket. Og endnu værre: Jeg gik rundt med et lille kort i hånden!

Jeg blev under protest slæbt med på politistationen, hvor det første jeg så, var to unge mænd, der fik pisk! - Dette fik mig til at være lidt mere forsigtig og moderere mit mishag en kende…

Jeg mødte også to englændere, der var slæbt til politiet for en lignende “forbrydelse”. Vi blev udspurgt på kryds og tværs, og måtte så vente mens ”sagen blev behandlet”.

Mens vi sad og ventede kom der en journalist forbi. Han skulle lige høre om der skete noget interessant på stationen. Og efter tre timers venten blev vi sluppet fri, dog kun mod at de beholdt vores pas til den følgende dag.

Da jeg kom tilbage til mit missionshotel blev jeg mødt af en rasende manager. Det var gået op for hende, at jeg havde overnattet sammen med en kvinde! Mens jeg havde siddet på politistationen, havde politiet nemlig gennemrodet mit værelse, og manageren var aldeles overbevist om, at det var fordi jeg levede et syndigt liv. - Og så havde hun for øvrigt smidt pigen ud!

Næste morgen fik jeg mit pas tilbage, og i den lokal avis kunne jeg læse en lille notits om, at en dansker og to englændere var blevet tilbageholdt af politiet mistænkt for spionage!

Straks efter forlod jeg byen og satte mig på en bus til et sted nær grænsen til Malawi

Men det ærgrer mig, at jeg aldrig fik hørt, hvad der blev af den engelske kvinde.