bjarnes berejste blog…

At Papua Ny Guinea ikke er det fredeligste land i verden fik jeg hurtigt indtryk af. Noget at det første jeg så og læste, da jeg ankom , var et opslag om, at der var udgangsforbud om natten i hovedstaden Port Moresby, på grund af omfattende kriminalitet. Senere læste jeg i aviserne om gentagne stammekrige i højlandet, specielt i Enga-provinsen. Jeg læste f.eks. et indlæg hvor der bl.a., stod:

”Uanset hvilken lov regeringen vil bruge imod stammekrig, vil vi aldrig holde op med at slås. Det er en tradition som er gået i arv fra generation til generation frem til vor tid.
Der er intet som regeringen vil gøre, der vil få os til at glemme vore gamle skikke og tilpasse os et moderne samfund. Det er en vane vi aldrig vil lægge af. Vi kæmper for vore egen rettigheder… ”

Nu skal det siges at disse stammekrige – populært kaldet ”mountain foorball”!! – foregik med simple våben som spyd samt bue og pil, og som regel kun varede en enkelt dag. Det var mere et spørgsmål om at skræmme hinanden, og som regel var der kun tale om nogle få døde efter en sådan fight. (Som regel nogle ældre mænd, der ikke kunne løbe stærkt nok, når modparten angreb..) Sådan var det i hvert fald i 1985, da jeg var der. Men jeg har hørt at man senere jævnligt har taget mere moderne våben i brug, og med noget højere tabstal til følge.

Ved siden af problemet med stammekrige var det også svært for politiet at gøre noget ved almindelige forbrydelser, fordi folk ofte dækkede over hinanden inden for stammen.

Jeg fik fortalt en historie om to udstationerede skolelærere, som folkene i landsbyen åbenbart var blevet sure på. De var derfor blevet dræbt og parteret! Her turde politiet ikke gøre andet end at tage ud til den pågældende landsby og høfligt henstille til befolkningen om fremover, at lade være med at slå skolelærere ihjel..

Da jeg selv ankom til højlandet, mødte jeg i byen Mt. Hagen en fyr som lovede at tage mig med ud til den landsby han kom fra.

Landsbyen lå i Engaprovinsen, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at spørge, om de nogensinde havde været involveret i en stammekrig.

– Ja, ja, fik jeg at vide, - det var vi da i sidste måned…

Det lykkedes mig i øvrigt også at kommunikere med en ældre mand, der stadig kunne huske dengang ingen i stammen kendte til hverken eksistensen af hvide mennesker eller til havet.

Og så blev jeg præsenteret for stammens medicinmand – eller åndemaner.

Her lidt flere billeder fra mit besøg i landsbyen:

(billedet, som jeg selv er på, blev desværre udlånt til en avis, der kom til at smide det oprindelige dias væk, så jeg har måttet kopiere det igen fra avisen!).