bjarnes berejste blog…

Det er vist på tide at jeg får fulgt lidt op på mine rejsehistorier.

I sommeren 1985 besøgte jeg Papu Ny Guinea, og den rejse står stadig for mig, som en af de mest spændende jeg har været på. I dag og de næste dage bringer jeg et par historier derfra. Noget af det har jeg skrevet her på bloggen før, men det er et par år siden, og der kan jo også være kommet nye læsere.

Men nu til den første historie:

Jeg sidder i byen Weewak på nordkysten, og har planer om at bevæge mig ind i landet i området omkring Sepik-floden.

Det lykkes – inden for rimelig tid. Men jeg kommer ikke længere end til en lille landsby, hvor jeg så må vente.

Men jeg bliver mødt med en helt overvældende interesse fra indbyggerne i landsbyen

Jeg bliver vist rundt  og jeg bliver bl.a. præsenteret for landsbyens største og fedeste svin…

og deres”telegraf”

hvormed man med bankesignaler kan sende besked til nærmeste landsby…

Og de holder selvfølgelig også øje med hvornår der igen kommer en transport forbi, som kan bringe mig videre, så efter en god time i landsbyen kommer jeg afsted igen, og når frem til det hotel jeg har udset mig.

Jeg konstaterer at der en bar og diverse hytter. Jeg kan ikke finde andre mennesker end dem der sidder og drikker i baren. Så jeg prøver at spørge en af dem.

Han kigger overrasket på mig. - You want to stay her?

Yes – jo det havde jeg da tænkt mig, hvis det var muligt…

Han går hen og skubber lidt til en mand der sidder og småsover. Manden – der viser sig at være hotellets direktør – strammer sig pludselig an, og forsøger at virke nogenlunde ædru….

Igen et undrende: You want to stay here???

Jeg bekræfter igen, og så farer han omkring og råber efter en eller anden. En pige dukker op, hun ser fuldstændig forvirret ud, hun forsvinder igen, Problemet drejer sig tilsyneladende om at finde en nøgle til et af værelserne. Efter nogen tid kommer pigen dog tilbage med en nøgle. Jeg bliver herefter lukket ind i en af hytterne. Værelset synes rimeligt ok, lyset virker dog ikke, men det bliver trods alt fikset.

Jeg spørger så om det er også er muligt at få noget at spisen. Jo jo, de har da en restaurant. Hvornår jeg vil spise? Omkring kl. 19, siger jeg. Nå… Jamen så skal jeg bare vente på værelset, og jeg vil få besked når maden er klar.

Hen ad klokken 20 beslutter jeg mig for at høre hvad der egentlig bliver af maden…

Jo altså, jeg skulle nok få noget at spise. Der var bare det lille problem at… de kunne ikke finde kokken….

Ok, jeg går tilbage til værelset godt sulten. Hen ad kl. 21 banker det på døren. En meget forvirret mand kommer til syne. Det er kokken.

- Jamen jeg kunne da ikke vide at det boede nogen her på hotellet, jamrede han.

Ja ja. En lille time senere fik jeg så min mad. Noget kød der i hvert fald var rimeligt spiseligt, og noget is som nok havde været tøet og frosset adskillige gange….

Næste morgen gik turen videre. Et sted på halvvejen kom jeg til at vente til langt ud på eftermiddagen, uden andet selskab end disse herrer..

Omsider nåede jeg floden. Og efter hårde forhandlinger fik jeg betalt en fyr for at sejle mig længere op ad floden – til mit næste bestemmelsessted - i en af disse simple både. Dog påhæftet en motor…