23. dec. 1983 - Med tog i Bangla Desh
dec 23rd, 2009 by Bjarne
BJARNES KALENDER “LÅGE” nr. 23
Jeg havde forladt Dacca om aftenen, og jeg havde tilsyneladende en kupé med tilhørende toilet helt for mig selv. Til gengæld var toget indrettet så der ikke var nogen gennemgang til de andre vogne eller blot til de andre kupéer. Man kunne således ikke komme til andre dele af toget uden at stige helt ud. Der var dog udgang i begge sider af kupéen.
Indretningen var meget kunstfærdig og stammede helt tydeligt fra kolonitiden, og der var næppe gjort noget som helst for at ændre det siden da… Hvilket i sagens natur betød at alt var utrolig nedslidt…
Jeg lagde mig på sengen i håb om at få en god nats søvn. Men…
Pludselig blev jeg vækket. Tre små Bangla Deshere indhyllet i store tæpper stirrede på mig. De ville også godt have plads. Så var det slut med at kunne ligge ned, men efter nogen tid lykkedes det mig dog at falde i søvne igen.
Da jeg vågnede holdt toget stille. Der var så småt ved at blive lyst. Jeg var noget omtumlet og blev helt forvirret. Spurgte de tre lokale om vi var nået frem til floden. De nikkede og jeg skyndte mig ud. Jeg styrtede rundt på stationen, og toget var lige ved at køre igen, inden jeg opdagede at jeg slet ikke skulle have været ud. Enten havde de tre i toget ikke anet hvad jeg spurgte om, eller også ville de gerne have lidt mere plads!
Nu gjaldt det om at finde den rigtige kupé igen. Jeg havde nemlig pladsbillet. (Det skulle man have, når man - som jeg - rejste på noget der blev betegnet som 1. klasse. ) Og som toget var indrettet var man jo nødt til at stige på det rigtige sted!
Med lidt hjælp fra en togfunktionær fandt jeg det dog i sidste sekund, og da jeg stakåndet satte mig på plads igen kiggede jeg misbilligende på mine tre ledsagere, der blot så undrende på mig.
Det var nu ikke fordi de ikke forstod engelsk. Jeg havde allerede fået snakket lidt med dem. De havde fortalt at der netop var sket en forfærdelig togkatastrofe i den nordlige del af landet. Flere hundrede - ja måske tusind mennesker var blevet dræbt, fortalte de. Det var årets største katastrofe.
Hvor omfattende ulykken virkelig var, fik jeg aldrig opklaret, men for mig betød den omfattende forsinkelser i togdriften under min videre færd mod Jessore.
Jamuna-floden (som er hovedåren i Ganges/Brahmaputra-deltaet) nåede vi mens det endnu var tidlig morgen. Det vrimlede med mennesker som bar store sække og andre tunge genstande på hovedet, til og fra skibe, store som små, eller bare langs med floden. Alle syntes at bære en større byrde.
Færgen var ikke særlig stor. Slet ikke når man ser det i forhold til antallet af passagerer…
Vejret var roligt og efter 3 timers sejladsvi nåede vi velbeholdne til den anden flodbred. Rejsen fortsatte med et nyt tog, hvor vognene var mere almindelige. Jeg satte mig atter ind i en 1. klasses kupé (der var ellers også både 2. og 3. klasse i toget), men selv om det var 1. klasse, så brød stolesædet alligevel øjeblikkelig sammen under mig!
Afgangen var væsentlig forsinket. Desuden måtte jeg skifte tog et sted, hvor det ikke var planlagt. Ca. 4 timer ventede jeg i denne by, og det skyldtes alt sammen den tidligere omtalte togkatastrofe. At det virkelig var en ulykke af dimensioner understregedes af, at der blev sendt et ekstratog med nødforsyninger nordpå. Dette var naturligvis den væsentlige årsag til den forsinkelse jeg blev udsat for.
Først langt ud på aftenen nåede jeg frem til Jessore og fandt et hotel for natten.
Da jeg kom hjem til Danmark forsøgte jeg at finde oplysninger om katastrofen. Jeg fandt intet. Det er ikke alt i denne verden der kan vække de internationale nyhedsbureauers interesse.
