1976 - Mit møde med Castro
nov 14th, 2009 by Bjarne
Cuba var det allerførste land jeg besøgte hinsides Atlanten. Jeg tog dertil på en grupperejse med hedengangne Folketurist, og de første dage opholdt jeg mig på et hotel, hvor jeg et par morgener i træk blev vækket kl.6 på en ret så ublid måde.
Radioen - som jeg havde glemt at slukke - startede lige på og hårdt med at spille “Internationale” for fulde gardiner, alt imens en ekstatisk røst jublede:
- RADIO HABANA, CUBA, PRIMERO LIBERTA TERRITORIE DE LAS AMERICAS…
Jeg skal love for at det var noget der kunne få en ud af dynerne… (om ikke ikke andet så for at slukke radioen..)
Under den videre rundtur på øen besøgte vi bl. a. en kvægfarm (køerne lignede i forbløffende grad sortbroget jysk malkerace),

..og gården var væsentlig mere moderne end man umiddelbart skulle forestille sig et sådant sted.
Men det var nu ikke så underligt, ejeren af farmen var nemlig Fidel Castros strorebror Ramon, en mand som godt nok ikke har gjort sig nær så bemærket som lillebror Raul, men som dog var en nøglefigur under den cubanske revolution. Siden har han dog koncentreret sig mere om landbruget og driver – vist nok stadig – et yderst moderne landbrug.
Her ses jeg (i grøn skjorte) sammen med Ramon Castro - og nogle andre fra selskabet:

Jeg nåede at hilse på ham, men fik dog ikke lejlighed til at snakke med ham, Dertil var han alt for optaget af en anden gæst. En daværende dansk udenrigsminister (Kjeld Olesen),

..som var på uofficielt besøg, havde nemlig været ubetænksom nok til at aflægge ranchen et besøg den selv samme dag. Og han tiltrak sig af en eller anden grund større opmærksomhed end jeg gjorde…
Jeg har flere interessante historier at fortælle fra denne Cuba-tur, men for ikke at gøre indlægget for langt, har jeg delt det op i tre dele, så i morgen vil jeg skrive om en problematisk cykeltur i det cubanske landskab, og senere om hvordan jeg var ved at blive skudt på revolutionsmuseet i Havanna!
