bjarnes berejste blog…

I dette smukke naturområde for foden af Alperne finder man…

Her ligger velkomstcentret for Damanhur, et spirituelt samfund med ca. 1000 beboere, hvoraf omkring halvdelen er rimeligt fastboende i området. De arbejde i små grupper på 10-12 stykker og med hver sit speciale.

Man kan få lov at overnatte ved velkomstcentret og studere området deromkring

Der var små høje som her for de fire “oprindelige” elementer: Jord, vand, luft og ild. (Denne var så vidt jeg husker for vand).  Og så var der søjler og figurer inspireret af de gamle grækere og egyptere….

… men af meget tvivlsom kunstnerisk kvalitet. Nogle steder i græsset var der også nogle spiraler man kunne gå igennem. En af dem skal f. eks. kunne styrke ens hukommelse, og andre skulle have diverse mere eller mindre healende egenskaber.

Jeg skulle først lige introduceres til området, før jeg måtte gå rundt på egen hånd, og pigen som viste mig rundt forklarede at Damanhur var bygget på et sted hvor der var samlet hele fire synkrone energilinier, ja hun gik endog så vidt som til at sige at Damanhur var et enrgicenter for alle beboede planeter!

Husene i området er alle dekoreret på en måde, der ligesom skal vise, at man er et samfund i pagt med naturen.

Alt det med at leve økologisk og i pagt med naturen lyder meget smukt, men alt det med energierne og de spirituelle kræfter stiller jeg mig stærkt tvivlende over for. Jeg var lidt skuffet over det jeg fik set den første dag, men jeg var nu også først og fremmest kommet for at se de underjordiske templer, og hvad det angik blev jeg ikke skuffet.

Damanhur blev grundlagt i midten af 70erne, og år efter år huggede man sig vej dybere og dybere ind i bjergsiden. Den stenart, man skal hugge sig igennem her, skulle være af en karakter som gør arbejdet lettere end normalt. Jeg fik at vide at det var fordi stedet ligger hvor den europæiske og den asiatiske plade mødes, hvilket jeg dog ikke kan få til at passe når jeg læser om pladetektonik. Her snakker man om en samlet eurasisk plade.

Jeg ville frygtelig gerne kunne vise billeder fra de underjordiske templer, men desværre var der forbud mod fotografering. Her er dog en oversigt over dem:

For at give en idé om dimensionerne kan jeg sige, at fra bunden af det nederste rum til kuplen på det øverste er der ca. 75 meter:

Alle rummene er meget smukt dekoreret, både loft, vægge og gulv. Det er af en hel anden kunstnerisk kvalitet end det jeg tidligere havde set. Det eneste der skæmmer det en smule er, at man rundt omkring absolut skal have plads til diverse små (generelt ikke særlig kønne) skulpturer produceret af alle mulige og umulige kursister som kommer til området.

Byggeriet var blevet påbegyndt uden tilladelse af nogen art og det blev holdt hemmeligt i 16 år, lige indtil der var en eks-damahurianer der sladrede (efter først at have forsøgt sig med pengeafpresning). Myndighederne ville først have det hele sløjfet, men efter voldsomme protester og med hjælp fra medierne lykkedes det til sidst at bevare det.

Arbejdet er iøvrigt ikke færdigt. Der hugges videre i klippevæggen og nye rum bliver tilføjet.

Til sidst skal det lige tilføjes at det ikke er en helt billig fornøjelse at besøge Damanhur. En rundvisning (som er obligatorisk) koster 66 euro, og størstedelen af pengene går til den videre udbygning af samfundet.

Jeg var bestemt ikke skuffet over besøget. Men Jordens 8. vidunder - som nogen har kaldt det (i øvrigt en vrøvlebetegnelse som er brugt om mange forskellige ting) - det er det ikke.

Lige en kort note for at bevise at jeg stadig eksisterer.
Jeg har været i Damanhur i Norditalien, et meget specielt sted som jeg lover st skrive noget mere om når jeg kommer hjem om 3-4 dage. Jeg vil gerne give mine synspunkter om stedet og de tanker der ligger bag i sammenhæng med de få billeder jeg kan vise (Det er desværre ikke muligt at tage billeder i det væsentligste område - den underjordiske del).
Efter at have besøgt Damanhur har jeg fartet lidt rundt i Schweiz og er nu i Østrig. Det skal jeg nok også vise lidt billeder fra når jeg kommet hjem.

For tre år siden afslørede jeg nogle rent statistiske målsætninger i forhold til mine rejser.

Siden har jeg egentlig ikke spekuleret så meget over det, hvilket jeg er meget godt tilfreds med. Det beviser jo bare at den målsætning som stadig er langt vigtigere for mig end noget andet, simpelthen er det at rejse og opleve så meget så muligt.

Men nu har jeg så alligevel kigget lidt på de gamle målsætninger:

Mål: 100 lande hvor jeg har rejst mindst en uge. I 2007 var jeg nået op på  91, i dag 95 (og om en god uges tid er jeg på 96, for så kommer Østrig med på listen).

50 lande hvor jeg har rejst mindst 14 dage. Her er jeg gået frem fra 45 til 49, og inden årets udgang skulle målet være nået (Mexico vil så være kommet med på listen).

Værre ser det ud med målsætningen om at der bør være mindst 25 lande hvor jeg har rejst i en måned. Her har jeg kun forbedret mig fra 14 til 16, så der er lang vej igen.

Målsætningen om at have overnattet i mindst 1000 byer som jeg kan sætte navn på skulle til gengæld kunne blive nået om 5 dage!
Her er jeg gået frem fra 864 til 996. Og efter at have tilbragt den kommende nat hjemme i Odense, regner jeg med de følgende nætter at besøge Torino, Aosta (i Norditalien) og to byer i Schweiz. I øvrigt har jeg en anden opgørelse der siger, at jeg allerede har overnattet i 1019 byer. de sidste kan jeg bare ikke sætte navn på.

Jeg fik også laver en målsætning om at der bør være mindst 150 lande hvor jeg har overnattet i mere end én by. I 2007 var jeg på 135 lande. I dag er jeg på 145, og ved årets udgang skulle jeg gerne være på 148 (med Østrig, Libyen og og Kiribati tilføjet).

Og hvad angår målet om at der skal være mindst 25 lande hvor jeg har overnattet i mindst 10 forskellige byer, SÅ ER MÅLET NÅET!!! idet jeg er gået frem fra 19 til præcis 25 lande!

Med målsætninger om at have overnattet på 200 øer er jeg gået frem fra 167 til 188 øer, og her forventes Mallorca, Ibiza, Djerba (i Tunesien), Kiritimati (juleøen) og Midway Atoll at blive tilføjet inden årets udgang.

En målsætning jeg - i modsætning til alt det andet - hele tiden har haft for øje, er naturligvis målsætninger om at have rejst i alle verden lande. I 2007 manglede jeg 15 lande, i dag mangler jeg 6 ( + Vatikanet hvis jeg skal følge DBKs 24-timers regel). Jeg har udtalt at jeg stiler efter at nå dette mål inden jeg bliver 65. Og det tror jeg stadig på kan lade sig gøre.

Jeg mangler vist lige at få afsluttet beretningen fra den min Afrika-rejse.
Men der er nu ikke så meget andet at sige, end at jeg - efter opholdet i Sydafrika - fløj til England og opholdt mig der nogle dage - primært i håb om at se en af Caroline Wozniackis kampe ved Wimbledon. Jeg er jo - som mange ved - en stor fan af Caroline.

At få billet til Wimbledon er dog lettere sagt end gjort. Jeg stillede mig i kø fra kl. 6.30 om morgenen. Man bliver pænt dirigeret igennem række efter række…

.. og da jeg efter 4 timer i køen nåede frem til billetsalget, måtte jeg konstatere at det ikke var muligt at få billet til den bane, hvor Caroline spillede. Jeg skulle åbenbart - som så mange andre - have haft telt med og lagt mig i kø fra dagen før.

Det lykkedes mig dog at komme ind på området og overvære nogle af kampene på de mindre baner…

At Caroline så  - helt uforståeligt - tabte den kamp jeg ville have overværet, er en fattig trøst. Jeg håber hun har mere held med sig i Farum i begyndelsen af august. Her har jeg nemlig billetter til kvart- og semifinaler..

Da jeg endelig kom tilbage til Danmark blev jeg på overraskende vis “tiljublet” og fotograferet af et par flinke damer, som jeg aldrig tidligere havde set - live.

.. Her er det dog endelig gået op for mig, hvem der er, nemlig et par blogger-venner, Irene Lundgaard og Tina Wishart, som tilfældigvis er på vej med fly i modsat retning.

Det er sidstnævnte som har taget ovenstående billede gennem glasruden. Jeg håber du tilgiver mig, at jeg har hugget det fra din blog, Tina!

De næste fire rejser er allerede i støbeskeen. Allerede tirsdag i næste uge sætter jeg mig på et fly til Milano. Målet er - i første omgang - at besøge “menneskehedens tempel”, Damanhur lidt nord for Torino. (anbefalet af nogle af min søsters spirituelle venner)
Derefter fortsætter jeg med at besøge nogle steder i Schweiz og specielt Østrig (som jeg har forsømt en smule) inden jeg flyver hjem fra Wien.

Og resten af året… Tja… der har jeg planer om bl.a. Mallorca, Ibiza, Libyen, centrale USA, nordlige Mexico, Hawaii, Kiritimati og Papahānaumokuākea (også kaldet Midway Atoll).

Midt under opholdet i Sydafrika valgte jeg at tage et par dage til Lesotho.  Det var der to årsager.  Dels var jeg ikke helt sikker på om jeg ved mit tidligere besøg havde været 24 timer i landet (som det jo kræves efter De Berejstes Klubs landetælleregler), og dels synes jeg selv at jeg burde yde landet lidt retfærdighed, og se noget mere end hovedstaden. (Og endelig var det også meget rart at komme lidt væk fra vuvuzela-larmen).

Så jeg tog straks ud til et af de smukkeste områder i landet, ved en lille landsby der hedder Malealea.

Der var mulighed for en ridetur i området, og en sydkoreaner som var ankommet til stedet samtidig med mig, ville gerne have en at følges med, så han lokkede mig op på hesten.

Og afsted red vi….

… op og ned ad bjergene….

… og jeg må tilstå at jeg ikke følte mig helt tryg ved situationen.

Men hesten var mere sikker på benene end jeg nok selv ville have været, så jeg kom både ud og op og ned og hjem igen.

Sydafrika var som besat af fodboldfeberen. Alt - simpelthen alt - syntes at handle om VM-fodbold. Til sidst blev man nærmest mærkelig tilpas, hvis man ikke - fra et eller andet sted - kunne høre lyden af en vuvuzela! Det var både lidt for meget og alligevel festligt.

Festligt var i hvert fald dette optog i Durban:

For en ordens skyld vil jeg lige supplere med lidt billeder fra andre byer jeg besøgte:

Pretoria (hvor jeg opholdt mig en stor del af tiden):

Prt Elizabeth:

- og til sidst Polokwane, hvor jeg egentlig godt ville have besøgt et nærliggende Game Reserve, men da det var plat umuligt at finde overnatning, opgave jeg det og måtte nøjes ned at betragte giraf-figuren i den lokale park…

Bortset fra Zanzibar, som jeg viste billeder fra i går, var det lidt tilfældigt og alt andet end planlagt, hvad jeg fik set i Tanzania.

En stor del af tiden blev brugt i busser fra by til by, afstandene og dermed rejsetiden var lidt længere end jeg havde forudset. Men det var altid et vældigt leben omkring busstationerne, og der var næsten ingen grænser for hvad der blev handlet ind igennem busvinduerne, ikke blot mad-og drikkevarer, men også sko, ure, spadserestokke, levende høns og meget andet har jeg set handlet.

Her lidt billeder fra nogle af de byer jeg kom igennem: Den første by jeg overnattede i - efter at have forladt Kenya - var Tanga ved nordkysten:

Jeg blev noget forbavset over at se dette skilt på mit simple hotel…

Der var godt nok sat skilt op på fem forskellige sprog, men at dansk var et af dem kunne godt overraske mig.

Og her så et noget anderledes slags skilt som jeg så ved en park i byen:

Ja, ja. Alt dræber. Selve livet dræber, men man har vel lov til at leve det…

Her billeder fra nogle af de andre byer:

Daar es Salaam:

Morogoro;

Iringa:

Mbeya:

Hermed lidt billedindtryk fra mit ophold på Zanzibar:

Efter at have forladt Uganda, tog jeg videre med busser gennem Kenya. Højdepunktet var så afgjort Lake Nakuru National Park.

Jeg vil lade billederne tale for sig selv:

Jeg var ogå i både Nairobi og Mombassa.

Den centrale del af Nairobi er noget af det mest moderne, jeg har set i Afrika.

Byen (”Nairobbery”) har et særdeles dårligt ry hvad angår kriminalitet, men så længe man holder sig i den travle centrale del, har jeg nu ikke fornemmelse af at det er så slemt , og jeg er i hvert fald uenig med dem, der betegner den som Afrikas farligste by. Personligt mener jeg at både Kinshasa, Lagos, Johannesburg og Douala er nok så farlige at færdes i.

Jeg havde fornøjelse af at tage med toget til Mombassa. En god afveksling fra trængslen i busserne.

Og det muslimsk prægede Mombassa er også en ganske charmerende by.

Først nogle få uger før jeg drog afsted mod Afrika, blev jeg klar over, at det var muligt - uden de store problemer - at komme ind i det sydlige Sudan.

Jeg havde ellers fået tudet ørerne fulde af, at danskere - på grund af muhammedtegninger - ikke kunne få indrejsetilladelse til Sudan.

Men hvad det sydlige Sudan angår, stiller sagerne sig noget anderledes. Man skal blev skal blot have en såkaldt rejsetilladelse. Den kan fås ved grænsen, men for en sikkerheds skyld fik jeg den allerede på den sydsudanesiske regerings kontor i Kampala.

Jeg skulle lige igennem et kortvarigt personligt interview, men manden jeg snakkede med var yderst venlig. Han trykkede mig - gang på gang - i hånden og sagde, at han holdt meget af de her folk der bare rejste rundt for at opleve. Og så blev jeg ellers udstyret med dette stykke papir:

Og sådan gik det til at jeg kunne tage på en smuttur fra Uganda og ind i Sudan.

Jeg kørte dertil med LOL Express og det tog det meste af et døgn…

Det var en hård bustur - ikke noget at grine af…, men jeg kom ubesværet over grænsen og frem til Juba, hovedstaden i Sydsudan.

Jeg har lige læst et indlæg om Juba på udenrigsministeriets hjemmeside. Der står bl.a.:

Forestil dig en container indrettet med senge.

Sådan bor en stor del af de hjælpearbejdere og FN-folk, der i tusindvis er strømmet til Juba, siden en fredsaftale i 2005 satte en stopper for 21 års borgerkrig. Pris: 600 kr. pr. nat, hvis man er heldig. Ofte 900, helt op til 1.200 kr. for et vinduesløst containerrum.

– Det er skamfuldt, hvad der sker her. Der bliver spekuleret groft i den massive tilstedeværelse af donorer og bistandsmidler, siger Gopika Dass, Folkekirkens Nødhjælps repræsentant i Juba.

Siden fredsaftalen er priserne i Juba eksploderet i samme takt som befolkningsvæksten, der på tre år har forvandlet en krigshærget småby på 50.000 indbyggere til et kaotisk klondike på over en million mennesker. Juba bliver af mange betragtet som verdens dyreste by. Og man forstår det når mellemgode restaranter serverer pizzaer for op til 175 kr. ….

Ja. ja, ja…. Det er rigtigt at Juba er forbløffende dyr i forhold den ekstreme fattigdom men ellers oplever, men enten er ovenstående dybt overdrevet, eller også har forholdene ændret sig noget inden for det sidste år.

Jeg fik et rimelig pænt hotelværelse for lidt over 400 kr., ganske vist 2-3 gange så dyrt om det ville have været i Uganda, men trods alt ikke mere end  vesteuropæiske priser.

Og hvad fødevarer angår, så kan jeg konstatere at jeg brugte ca. 50 kr. om dagen de par dage jeg var der.
Hotellet kunne dog ikke leve op til det som skiltet her lover…

.. De serverede nemlig samme faste menu dag efter dag…

Som tidligere skrevet, var det noget af et problem at fotografere. Så snart jeg hev kameraet frem, blev folk mistænkelige. Mest fordi de ikke ønskede at få udstillet deres fattigdom. Et sted blev jeg antastet af nogle militærfolk som ville have mig til at udlevere min “film”, fordi jeg åbenbart havde taget billeder af en samling hytter, som jeg ikke måtte fotografere.

Jeg slettede billederne og slap - med lidt besvær - for videre tiltale. Men jeg blev lidt nervøs, så da jeg tog nedenstående billede havde jeg omhyggeligt spurgt om tilladelse først.

Lidt billeder fik jeg dog taget rundt omkring i denne by, som ikke synes have noget centrum, men som bare virker som en kæmpestor forarmet landsby, der strækker over et enormt landområde.