bjarnes berejste blog…

Beklager at jeg ikke har haft tid til at skrive noget her på det seneste.
Jeg har været hårdt hængt op på Nedergadeteatret, men nu har jeg lige et par dages ro til at fortsætte mine memoirer. Jeg er nået til 1986 og de nærmeste dage bringer jeg fire historier fra Afika. Noget af det har jeg vist nok bragt tidligere, men en gentagelse skader vist ikke.
Hermed den første:

Ofte spørger folk mig om hvilke lande jeg synes bedst om, og af og til er der også nogen der spørger mig om hvilket land det har været værst at rejse i. Det første har jeg lidt svært ved at svare på, men det sidste er jeg ikke i tvivl om: ZAMBIA.

Ok, jeg ved udmærket godt, at hvis jeg en dag kommer tilbage, vil jeg sikkert få en helt anden og mere positiv oplevelse af landet.

Men..

Det startede allerede i toget på vej mod hovedstaden Lusaka. At toget var 8 timer forsinket rørte mig dog ikke (det er jo helt normalt efter afrikanske forhold..) Mere irriterende var det at få konfiskeret en film bare fordi man - ud gennem togvinduet - havde taget et enkelt foto af folkelivet, på et tidspunkt hvor toget langsomt kørte væk fra en af de små stationer.

Filmen indeholdt bl.a. billeder af Victoriavandfaldet…

(heldigvis havde jeg dog enkelte billeder af vandfaldet på en tidligere film)

Jeg opdagede godt nok, at der var en fyr derude, som - med diverse fagter - forsøgte at gøre mig klart at jeg ikke måtte fotografere. Men hvad, tænkte jeg, nu kører toget. Jeg kunne være ligeglad med protesterne - troede jeg…

På næste station stod tre politifolk på toget. De gennemsøgte kupéerne og fandt frem til mig. Jeg tilstod min “forbrydelse” og jeg blev nødt til at give dem min film.

Dette blev ikke mit eneste sammenstød med politiet i Zambia!

I Lusaka installerede mig på et lille hyggeligt missionshotel. Hotellets manager var en noget overvægtig, meget snakkende og ret forvirret dame.

Om aftenen faldt jeg i snak med en sød engelsk kvinde som skulle til at arbejde på et hospital i byen. Da vi ud på natten skulle i seng gik det op for os, at vi ved en misforståelse var blevet anbragt på det samme værelse. Vi nænnede ikke at forstyrre den kvindelige manager, og havde egentlig heller ikke noget imod at dele værelse…

Næste dag orienterede jeg mig lidt i byen. Det var søndag og jeg prøvede om jeg kunne se, hvornår posthuset åbnede næste morgen. Straks blev jeg anråbt af en politibetjent, der havde fundet det yderst mistænkeligt, at jeg nærmede mig posthuset, når der var lukket. Og endnu værre: Jeg gik rundt med et lille kort i hånden!

Jeg blev under protest slæbt med på politistationen, hvor det første jeg så, var to unge mænd, der fik pisk! - Dette fik mig til at være lidt mere forsigtig og moderere mit mishag en kende…

Jeg mødte også to englændere, der var slæbt til politiet for en lignende “forbrydelse”. Vi blev udspurgt på kryds og tværs, og måtte så vente mens ”sagen blev behandlet”.

Mens vi sad og ventede kom der en journalist forbi. Han skulle lige høre om der skete noget interessant på stationen. Og efter tre timers venten blev vi sluppet fri, dog kun mod at de beholdt vores pas til den følgende dag.

Da jeg kom tilbage til mit missionshotel blev jeg mødt af en rasende manager. Det var gået op for hende, at jeg havde overnattet sammen med en kvinde! Mens jeg havde siddet på politistationen, havde politiet nemlig gennemrodet mit værelse, og manageren var aldeles overbevist om, at det var fordi jeg levede et syndigt liv. - Og så havde hun for øvrigt smidt pigen ud!

Næste morgen fik jeg mit pas tilbage, og i den lokal avis kunne jeg læse en lille notits om, at en dansker og to englændere var blevet tilbageholdt af politiet mistænkt for spionage!

Straks efter forlod jeg byen og satte mig på en bus til et sted nær grænsen til Malawi

Men det ærgrer mig, at jeg aldrig fik hørt, hvad der blev af den engelske kvinde.

I julen 1985 fik jeg den skøre ide at rejse over landjorden sydpå, så langt jeg kunne nå inden for min 14 dages ferie. Rejsen gik ned gennem Algeriet, og det eneste jeg havde sikret mig var en flybillet fra Algér by til København.

I løbet af en uge var jeg nået frem til Tamanrasset og indså at længere kunne jeg ikke nå at komme.

Jeg havde hørt at en bus vil køre nordpå mandag morgen. Men efter at have været paa en dejlig søndagsudflugt i bjergene,

kunne jeg mandag morgen konstatere, at bussen var kørt allerede om søndagen!

Næste bus afgik først fredag, og så var det for sent for mig at nå flyet til København.

Alle indenrigsfly var fuldt belagt flere måneder frem, påstod det lokale flyselskab. Men jeg kunne da altid forsøge mit held i lufthavnen, sagde de..

Alle muligheder bliver nu undersøgt. På et rejsebureau får jeg at vide at der kommer en rally-kører gennem byen onsdag , og for god betaling vil han godt tage mig med nordpå!

Det sætter jeg min lid til, men næste morgen erfarer jeg at rally-køreren alligevel ikke kommer gennem Tam.

Hva’ så? … Jeg aner det ikke… Hvad kan jeg bruge min flybillet til, når jeg befinder mig 2100 km fra Algér by?

Jeg tager ud til lufthavnen i håb om et mirakel. Det vrimler med mennesker, og det ender da også med at flyet afgår uden mig. Jeg forsøger lykken ved en benzinstation i udkanten i byen, men ingen af de biler der skal tanke op har plads til at tage mig med. Jeg tager ud på byens campingplads hvor jeg indkvarterer mig, og sætter opråb op både her og der, i et desperat håb om at finde en transport.

Næste dag forsøger jeg igen i lufthaven, på benzinstationen, og tilbage på campingpladsen i håb om at der er kommet respons på mine opslag. Intet lykkes, og tiden er ved at være knap.

Godt nok er det spændende at studere de  lokale kamelridende tuareger:

… men jeg vil jo trods alt gerne hjem igen..

Så jeg lejer mig ind på byens bedste hotel og klager min nød til hoteldirektøren. Han henviser mig til en bestemt person som hver dag spiser frokost på hotellet. Denne mand bestrider en ansvarsfuld post i lufthavnen og kan helt sikkert skaffe mig plads..

Ok, det satser jeg så på, og får da også en snak med manden. Han påstår at flyene ikke er fyldt op! Jeg skal bare komme ud i lufthavnen næste dag og kontakte ham, så han skal han nok skaffe mig plads…

Næste dag bliver den hidtil mest kaotiske. Det er ikke muligt at komme ind i lufthavnsbygningen. Jeg kæmper en brav kamp, men uden billet har jeg ingen adgang. Jeg forsøger at forklare, at jeg skal i kontakt med en bestemt person, men lige meget hjælper det. Jeg kommer ikke ind. Endnu et fly forlader Tam uden mig.

Jeg bliver nu henvist til en mindre bygning. Skynder mig derhen, men naar kun lige over dørtrinet da jeg får beskeden: - Vi lukker nu, kom igen i morgen!

Nu var jeg nået til grænsen af hvad jeg kunne klare. Instinktivt fornemmede jeg at den jeg eneste chance jeg havde, var at opføre den helt store panikscene. Og det gjorde jeg… også i den grad!!

Jeg råbte og skreg, kastede mig grædende på gulvet, fik fremsnøftet at jeg var blevet bestjålet og at alt håb snart var ved ude for mig. Jeg måtte simpelthen nå flyet fra Algér søndag morgen…

Jeg bemærkede at folk var ved at blive tavse omkring mig. Jeg indstillede snøfteriet og mærkede et blidt tag på skulderen. Jeg kiggede op og så ind i ansigtet på den mand som havde lovet at skaffe mig plads på flyet.

- Her uden for, sagde han dybt bevæget, - holder vores bil. Vi kører dig tilbage til hotellet, betaler din overnatning og sætter dig på flyet næste morgen!

Og det gjorde de så!

Det var nu blevet lørdag, og flyet var det absolut sidste som kunne nå forbindelsen i Algér by.

Denne gang har jeg ingen problemer med at komme ind og finde min “velgører”. Han spørger om min billet, og pludselig står jeg som lammet.

Billet, tænker jeg, jeg har jo ikke nogen billet. Jeg har hele tiden regnet med at købe den af ham…

Så slår det mig: Mon flyselskabet ville have betalt min overnatning, hvis de havde vidst at jeg ikke havde billet? Og hvad nu hvis jeg ikke kan købe den af ham? Og hvad hvis han tror, jeg er fuld af løgn, når jeg har sagt, at jeg er blevet bestjålet, og alligevel har penge til billetten. Tanken er rædselsfuld.

Jeg fremstammer spagfærdigt at jeg faktisk ikke har en billet, og om jeg dog ikke kan købe en her…

Han ser på mig på en underlig måde. Jeg gennemlever nogle frygtelige sekunder inden han lettere irriteret siger, at han godt kan sælge mig billetten..

Jeg ånder lettet op. Han får ordnet min billet og han får pengene, men virker ret sur. Jeg er ham til gengæld dybt taknemmelig og oplever en utrolig lettelse, da jeg endelig er i luften.

Hermed en sidste lille historie fra mit besøg I Papua Ny Guinea. Den er et typisk eksempel på at lokale ofte kan være mere bekymret for ens sikkerhed end man selv er.

Jeg befandt mig i byen Wabag i Enga-provinsen.

Jeg var ankommet til byen på ladet af en lastbil som var bumlet hen over de mudrede grusveje i Ny Guineas højland. Og jeg prøvede nu at komme ind på det eneste hotel i byen som lå centralt placeret.

Der var et gitter foran døren. Efter nogen tid kom en forskrækket udseende mand til syne.

Kan jeg bo her? spurgte jeg.

Efter at have betænkt sig lidt åbnende manden døren og skød gitteret til side.

Da jeg endelig var blevet lukket ind forklarede jeg ham, at jeg havde tænkt mig at overnatte.

Da manden – som i øvrigt var hotellets direktør - så lidt tvivlrådig ud, tilføjede at jeg da godt vidste at de lå at par andre lidt dyrere hoteller i byen.

- Ja, sagde han og livede pludselig op, der ligger i meget fint hotel oppe på bakken i udkanten af byen!

- Ja, men jeg vil hellere bo her, svarede jeg.

- Nå…. Manden så lettere desperat ud. Men et værelse fik jeg da. Han beklagede meget at der ikke var bad og toilet på værelset, og at jeg var nødt til at gå ud gennem gården for at nå frem til toiletterne.

– Men, stammede han. - Få endelig fat i en af os, hvis du skal derud, og hold dig fra de folk som sidder og drikker derude…

Faktisk forløb mit besøg på hotellet ganske problemløst. Jeg spiste der også om aftenen, og husker en samtale med tjeneren der forløb nogenlunde således:

- Could I have some beer…

- How many?

- I just want a beer… to my meal… (kom jeg til at sige)

- Two beers?

Jeg rettede straks mit dårlige engelsk. – No, just a beer for my meal.

- Four beers?

Efter nogen tid fik jeg forklaret ham at jeg forbavsende nok kunne nøjes med en enkelt øl.. ad gangen…

Jeg slutter med lidt typiske billeder fra byerne i højlandet:

At Papua Ny Guinea ikke er det fredeligste land i verden fik jeg hurtigt indtryk af. Noget at det første jeg så og læste, da jeg ankom , var et opslag om, at der var udgangsforbud om natten i hovedstaden Port Moresby, på grund af omfattende kriminalitet. Senere læste jeg i aviserne om gentagne stammekrige i højlandet, specielt i Enga-provinsen. Jeg læste f.eks. et indlæg hvor der bl.a., stod:

”Uanset hvilken lov regeringen vil bruge imod stammekrig, vil vi aldrig holde op med at slås. Det er en tradition som er gået i arv fra generation til generation frem til vor tid.
Der er intet som regeringen vil gøre, der vil få os til at glemme vore gamle skikke og tilpasse os et moderne samfund. Det er en vane vi aldrig vil lægge af. Vi kæmper for vore egen rettigheder… ”

Nu skal det siges at disse stammekrige – populært kaldet ”mountain foorball”!! – foregik med simple våben som spyd samt bue og pil, og som regel kun varede en enkelt dag. Det var mere et spørgsmål om at skræmme hinanden, og som regel var der kun tale om nogle få døde efter en sådan fight. (Som regel nogle ældre mænd, der ikke kunne løbe stærkt nok, når modparten angreb..) Sådan var det i hvert fald i 1985, da jeg var der. Men jeg har hørt at man senere jævnligt har taget mere moderne våben i brug, og med noget højere tabstal til følge.

Ved siden af problemet med stammekrige var det også svært for politiet at gøre noget ved almindelige forbrydelser, fordi folk ofte dækkede over hinanden inden for stammen.

Jeg fik fortalt en historie om to udstationerede skolelærere, som folkene i landsbyen åbenbart var blevet sure på. De var derfor blevet dræbt og parteret! Her turde politiet ikke gøre andet end at tage ud til den pågældende landsby og høfligt henstille til befolkningen om fremover, at lade være med at slå skolelærere ihjel..

Da jeg selv ankom til højlandet, mødte jeg i byen Mt. Hagen en fyr som lovede at tage mig med ud til den landsby han kom fra.

Landsbyen lå i Engaprovinsen, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at spørge, om de nogensinde havde været involveret i en stammekrig.

– Ja, ja, fik jeg at vide, - det var vi da i sidste måned…

Det lykkedes mig i øvrigt også at kommunikere med en ældre mand, der stadig kunne huske dengang ingen i stammen kendte til hverken eksistensen af hvide mennesker eller til havet.

Og så blev jeg præsenteret for stammens medicinmand – eller åndemaner.

Her lidt flere billeder fra mit besøg i landsbyen:

(billedet, som jeg selv er på, blev desværre udlånt til en avis, der kom til at smide det oprindelige dias væk, så jeg har måttet kopiere det igen fra avisen!).

Det er vist på tide at jeg får fulgt lidt op på mine rejsehistorier.

I sommeren 1985 besøgte jeg Papu Ny Guinea, og den rejse står stadig for mig, som en af de mest spændende jeg har været på. I dag og de næste dage bringer jeg et par historier derfra. Noget af det har jeg skrevet her på bloggen før, men det er et par år siden, og der kan jo også være kommet nye læsere.

Men nu til den første historie:

Jeg sidder i byen Weewak på nordkysten, og har planer om at bevæge mig ind i landet i området omkring Sepik-floden.

Det lykkes – inden for rimelig tid. Men jeg kommer ikke længere end til en lille landsby, hvor jeg så må vente.

Men jeg bliver mødt med en helt overvældende interesse fra indbyggerne i landsbyen

Jeg bliver vist rundt  og jeg bliver bl.a. præsenteret for landsbyens største og fedeste svin…

og deres”telegraf”

hvormed man med bankesignaler kan sende besked til nærmeste landsby…

Og de holder selvfølgelig også øje med hvornår der igen kommer en transport forbi, som kan bringe mig videre, så efter en god time i landsbyen kommer jeg afsted igen, og når frem til det hotel jeg har udset mig.

Jeg konstaterer at der en bar og diverse hytter. Jeg kan ikke finde andre mennesker end dem der sidder og drikker i baren. Så jeg prøver at spørge en af dem.

Han kigger overrasket på mig. - You want to stay her?

Yes – jo det havde jeg da tænkt mig, hvis det var muligt…

Han går hen og skubber lidt til en mand der sidder og småsover. Manden – der viser sig at være hotellets direktør – strammer sig pludselig an, og forsøger at virke nogenlunde ædru….

Igen et undrende: You want to stay here???

Jeg bekræfter igen, og så farer han omkring og råber efter en eller anden. En pige dukker op, hun ser fuldstændig forvirret ud, hun forsvinder igen, Problemet drejer sig tilsyneladende om at finde en nøgle til et af værelserne. Efter nogen tid kommer pigen dog tilbage med en nøgle. Jeg bliver herefter lukket ind i en af hytterne. Værelset synes rimeligt ok, lyset virker dog ikke, men det bliver trods alt fikset.

Jeg spørger så om det er også er muligt at få noget at spisen. Jo jo, de har da en restaurant. Hvornår jeg vil spise? Omkring kl. 19, siger jeg. Nå… Jamen så skal jeg bare vente på værelset, og jeg vil få besked når maden er klar.

Hen ad klokken 20 beslutter jeg mig for at høre hvad der egentlig bliver af maden…

Jo altså, jeg skulle nok få noget at spise. Der var bare det lille problem at… de kunne ikke finde kokken….

Ok, jeg går tilbage til værelset godt sulten. Hen ad kl. 21 banker det på døren. En meget forvirret mand kommer til syne. Det er kokken.

- Jamen jeg kunne da ikke vide at det boede nogen her på hotellet, jamrede han.

Ja ja. En lille time senere fik jeg så min mad. Noget kød der i hvert fald var rimeligt spiseligt, og noget is som nok havde været tøet og frosset adskillige gange….

Næste morgen gik turen videre. Et sted på halvvejen kom jeg til at vente til langt ud på eftermiddagen, uden andet selskab end disse herrer..

Omsider nåede jeg floden. Og efter hårde forhandlinger fik jeg betalt en fyr for at sejle mig længere op ad floden – til mit næste bestemmelsessted - i en af disse simple både. Dog påhæftet en motor…

Efter en længere pause - først og fremmest fordi jeg har været uden computer i lang tid, men også fordi jeg har travlt med teaterarbejde – fortsætter jeg nu mine rejseerindringer. Forvent ikke nye historier hver dag, men med nogle dages mellemrum, skal der nok dukke noget op.

Jeg nåede frem til 1984. Det år rejste jeg bl.a. rundt i Frankrig. Beretningen derfra bliver desværre uden billeder, simpelthen fordi jeg allerede inden for de første dage på turen mistede mit kamera. Og det ærgrer mig den dag i dag, at jeg ikke købte et nyt kamera, ikke kun fordi jeg nu mangler billeder fra de mange interessante steder jeg besøgte I Frankrig, men også fordi jeg mangler billeder fra Færøerne, som jeg fortsatte videre til via England og Skotland.

Men nu til selve historien., som består af et par oplevelser jeg havde inden for samme døgn i Cannes.

Jeg var lige ankommet til byen. På vej over gaden blev jeg pludselig antastet af tre sigøjnere…

Det så ud til at være en mor og hendes to børn, en dreng og en pige. De snakkede til mig, grinede og viftede mig om næsen med nogle billeder. Det virkede mildt sagt påtrængende, så jeg skubbede dem lidt arrigt til side. Rent instinktivt stak jeg derefter min hånd i lommen for at mærke tegnebogen…

Væk…

Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at det var sigøjnerne der havde stjålet den, og da de mildt sagt ikke virkede særlig skræmmende, var det ikke noget problem at tage fat i dem. Jeg linede dem op ad en husmur, og gjorde det helt klart for dem at jeg ville have min tegnebog tilbage aldeles omgående.

De rystede på hovederne og trak deres tøj til side, for at vise mig at de slet ikke havde nogen steder hvor de kunne gemme tegnebogen. Konen blottede totalt først de øvre, så de nedre regioner. Intet her, intet der.. Jeg fik alt at se(!), blot ikke ikke min tegnebog…

Jeg var usikker på, hvad jeg skulle gøre og begyndte at true med politiet. Men til alt held var der en forbipasserende som blandede sig i sagen.

- Han har den i skoen, sådan gør de altid! Manden pegede på det mindste af børnene, en dreng på en 8-10 år (som åbenbart gik med meget store sko…).

Men ganske rigtigt, manden hev skoen af drengen og vupti, tegnebogen kom til syne…

Jeg takkede ham, og lod sigøjnerne gå. Jeg orkede ikke at tilkalde politiet.

Sent om aftenen skulle jeg med et nattog til Bordeaux.

Et tog kommer ind på den perron hvorfra jeg ved Bordeaux-toget skal afgå. Jeg mener ikke, at det er det rigtige tog, men da jeg ikke er helt sikker, går jeg hen og spørger en togkontrollør som netop er steget ud af toget.

Jeg spørger ham på engelsk, og gør det så tydeligt som muligt, men han negligere mig totalt.

Jeg bliver irriteret. Jeg ved jo, at det kun er fordi jeg ikke snakker fransk til ham, så da jeg vender mig bort snerrer jeg:

- Learn some English…

Det forstod han! Han styrter frem imod mig, griber fat i mig, og tvinger mig baglæns ned på en bænk. Så løfter han den højre hånd og knytter næven, som om han vil hamre mig en på hovedet…

Dog tøver han, holder blot næven truende foran mit ansigt. To andre kontrollører kommer styrtende og griber fat i ham.

Jeg bliver så arrig, at jeg begynder at true med at tilkalde politiet!

- No, no, no, no. En af de tililende kontrollører vifter afværgende med hænderne og ryster vildt på hovedet. - Vi skal nok tage os af ham…
- Ok, siger jeg så, og sikrer mig lige at det ikke var det tog jeg skulle med.
Jeg bliver trøstet lidt af et par ældre damer, som finder kontrollørens opførsel dybt beklagelig. Snart kom det rigtige tog, og jeg begiver mig på en natlig rejse til Bordeaux.

Først da jeg sidder i toget, opdager jeg at mit kamera er forsvundet… Jeg havde ikke brugt det de sidste dage, og det blev muligvis stjålet i et tog nogle dage før. Først nu fik jeg for alvor grund til at henvende mig til politiet!

Jeg skal lige tilføje, at jeg senere har fået forbedret mit franske ordforråd en smule, så jeg nu kan starte med lidt brokker på fransk, inden jeg slår over engelsk. Og det tror jeg nu er meget klogt…

Godt nytår!
Jeg kæmper stadig med computerproblemer, hviket er årsagen til at jeg ikke har skrevet noget den sidste uges tid.  Der er dog håb forude. På mandag bliver den stationære afhentet: Bundkortet skal udskiftes og så snart jeg har den tilbage vil jeg fortsætte mine små rejsehistorier
Ellers vil jeg blot lige nævne at jeg regner med at smutte til Puerto Rico og Jomfruøerne til februar, og i maj-juni går turen så til Afrika, hvor jeg håber at få Burundi og Angola på min landeliste foruden at jeg vil genbesøge Kenya, Tanzania og Sydafrika.
Libyen bliver udskudt til en anden god gang.

BJARNE KALENDER “LÅGE” nr. 24

Jeg beklager dybt at denne historie kommer lidt for tidligt, og jeg beklager endnu mere at jeg ikke kan bringe billeder.

Årsagen er at min computer brød sammen i går. Jeg fik klaret at skrive ved hjælp af min notebook, men kunne ikke sætte billeder ind (som ellers var væsentlige i mine sidste historier). I dag kunne jeg så heller ikke bruge notebooken fordi den var så virusinficeret at jeg ikke kunne skrive på den. Så jeg har måttet gå et helt andet sted hen for at skrive denne historie.

Men nu til historien::
“Cleanliness is next to godliness” sådan stor der på et skilt på banegården i Howrah, Calcutta. Men det kan være lidt svært at levr op til når tilstandene er som de er.

Jeg var ankommet til Calcutta fra Bangla Desh. Straks jeg kørte gennem byen kunne jeg fornemme at det var noget af det forfærdeligste jeg havde oplevet. Kaotisk, et mylder af mnnesker, busser hvor folk sad på taget.

For mange mennesker var vandet, der løb i rendestenen, tilsyneladende deres eneste vandforsyning. Børn sked i det samme vand som andre vaskede op i…

Manges “hjem” bestod af nogle tæpper eller stof som var hæftet op omkring en væg eller lignende. Blot så der var en lille smule læ.

Jeg gik rundt og filmede lidt diskret, for senere at kunne vise andre hvordan forholdene var.

Først sidst på aftenen kom jeg til at tænke på at det var den 24. december…

For nu lige at hjælpe lidt på julestemningen, skal jeg dog sige, at jeg også besøgte Calcutta i 2002. Og da var forholdene forbedret ganske kolossalt.

Der er alligevel noget i denne verden som bliver bedre.

God jul!

BJARNES KALENDER “LÅGE” nr. 23

Jeg havde forladt Dacca om aftenen, og jeg havde tilsyneladende en kupé med tilhørende toilet helt for mig selv. Til gengæld var toget indrettet så der ikke var nogen gennemgang til de andre vogne eller blot til de andre kupéer. Man kunne således ikke komme til andre dele af toget uden at stige helt ud. Der var dog udgang i begge sider af kupéen.

Indretningen var meget kunstfærdig og stammede helt tydeligt fra kolonitiden, og der var næppe gjort noget som helst for at ændre det siden da… Hvilket i sagens natur betød at alt var utrolig nedslidt…

Jeg lagde mig på sengen i håb om at få en god nats søvn. Men…

Pludselig blev jeg vækket. Tre små Bangla Deshere indhyllet i store tæpper stirrede på mig. De ville også godt have plads. Så var det slut med at kunne ligge ned, men efter nogen tid lykkedes det mig dog at falde i søvne igen.

Da jeg vågnede holdt toget stille. Der var så småt ved at blive lyst. Jeg var noget omtumlet og blev helt forvirret. Spurgte de tre lokale om vi var nået frem til floden. De nikkede og jeg skyndte mig ud. Jeg styrtede rundt på stationen, og toget var lige ved at køre igen, inden jeg opdagede at jeg slet ikke skulle have været ud. Enten havde de tre i toget ikke anet hvad jeg spurgte om, eller også ville de gerne have lidt mere plads!

Nu gjaldt det om at finde den rigtige kupé igen. Jeg havde nemlig pladsbillet. (Det skulle man have, når man - som jeg - rejste på noget der blev betegnet som 1. klasse. ) Og som toget var indrettet var man jo nødt til at stige på det rigtige sted!

Med lidt hjælp fra en togfunktionær fandt jeg det dog i sidste sekund, og da jeg stakåndet satte mig på plads igen kiggede jeg misbilligende på mine tre ledsagere, der blot så undrende på mig.

Det var nu ikke fordi de ikke forstod engelsk. Jeg havde allerede fået snakket lidt med dem. De havde fortalt at der netop var sket en forfærdelig togkatastrofe i den nordlige del af landet. Flere hundrede - ja måske tusind mennesker var blevet dræbt, fortalte de. Det var årets største katastrofe.

Hvor omfattende ulykken virkelig var, fik jeg aldrig opklaret, men for mig betød den omfattende forsinkelser i togdriften under min videre færd mod Jessore.

Jamuna-floden (som er hovedåren i Ganges/Brahmaputra-deltaet) nåede vi mens det endnu var tidlig morgen. Det vrimlede med mennesker som bar store sække og andre tunge genstande på hovedet, til og fra skibe, store som små, eller bare langs med floden. Alle syntes at bære en større byrde.

Færgen var ikke særlig stor. Slet ikke når man ser det i forhold til antallet af passagerer…
Vejret var roligt og efter 3 timers sejladsvi nåede vi velbeholdne til den anden flodbred. Rejsen fortsatte med et nyt tog, hvor vognene var mere almindelige. Jeg satte mig atter ind i en 1. klasses kupé (der var ellers også både 2. og 3. klasse i toget), men selv om det var 1. klasse, så brød stolesædet alligevel øjeblikkelig sammen under mig!

Afgangen var væsentlig forsinket. Desuden måtte jeg skifte tog et sted, hvor det ikke var planlagt. Ca. 4 timer ventede jeg i denne by, og det skyldtes alt sammen den tidligere omtalte togkatastrofe. At det virkelig var en ulykke af dimensioner understregedes af, at der blev sendt et ekstratog med nødforsyninger nordpå. Dette var naturligvis den væsentlige årsag til den forsinkelse jeg blev udsat for.

Først langt ud på aftenen nåede jeg frem til Jessore og fandt et hotel for natten.

Da jeg kom hjem til Danmark forsøgte jeg at finde oplysninger om katastrofen. Jeg fandt intet. Det er ikke alt i denne verden der kan vække de internationale nyhedsbureauers interesse.

BJARNES KALENDER “LÅGE” nr. 22

I 1983 foretog jeg min første jordomrejse. Den varede en måned og gik over Bahrain, Perth i Australien, Tahiti og et par steder i USA.

Jeg måtte bagefter sande, at selv om jeg så mange interessante ting, så var de meget forskelligartede steder og den forholdsvis korte rejsetid ikke nogen specielt god kombination. Bagefter stod jeg tilbage med en følelse af ikke helt at have fået samling på mine oplevelser. Eller som nogen siger, at sjælen ikke rigtig fulgte med.

Men ok, efter nogle få dage I Bahrain, var jeg en uges tid på den australske vestkyst. Her besøgte jeg bl.a. Rottnest Island ud for byen Fremantle. På denne ø kan man oplave quokkaerne, som er nogle rottelignende dyr i familie med kænguruen.

Jeg havde lejet en cykel, og kørte rundt for at finde dem. Jeg var lige ved at opgive, da jeg på et tidspunkt satte mig ned for at hvile mig og studere nature. Men så var de der! De skulle lige se, hvad jeg var for en underlig en, så de kom hoppende helt hen til mig..

Jeg fik taget et par billeder og lidt smalfilm, men ind imellem var det lidt svært, fordi de var så nysgerrige at de kom helt hen og snusede til kameraet.

Den næste uge blev tilbragt på Tahiti og nogle omliggende øer. Jeg havde altid følt mig tiltrukket af Tahiti, men måtte erfare ar øen er ekstremt dyr og ikke specielt interessant. Men jeg nød til gengæld nogle af de andre øer. Moorea og Huahine.

Så kom turen til USA. Jeg var nødt til at gense Las Vegas. Mit sidste besøg havde givet mig håb om at jeg kunne vinde en masse penge i poker…

Jeg var der tre dage, men havde kun en enkelt hotelovernatning. Ellers spillede jeg bare poker. Ret dumt. Træthed har selvfølgelig indvirkning på hvor skarpt man spiller. Så jeg vandt ingen formue, men satte til gengæld heller ikke noget til af betydning.

Jeg fløj videre til St. Louis og derfra med bus til Chicago, som blev sidste stop på rejsen.

Jeg dryssede rundt i downtown Chicago for at finde et hotel.

På et tidspunkt kom jeg ind på en eller anden bæverding, og her mødte jeg en høj neger som stod der med blodskudte øjne og kæftede op. Et eller andet med, hvad fanden jeg havde tænkt mig, osv…

Jeg svarede stille og roligt, at jeg havde tænkt mig at spørge ham, om han måske kendte et billigt hotel et sted i området…

Og så knækkede han fuldstændig sammen og begyndte at grine. Derefter forklarede han mig at de fleste billige hoteller var blevet revet ned, men han kunne dog anvise mig et overnatningssted til en rimelig pris. Og det lykkedes da også.

Lidt venlighed kan løse mange problemer.