 |
VELKOMMEN TIL SANTO DOMINGO! |
|
Det er altid spændende at komme til et nyt land, adskillige gange er der hændt ganske overraskende ting allerede ved min ankomst til et land. Det kan være ved indcheckningen i lufthavnen, eller det kan være på vej fra lufthavn til mit første overnatningssted. Men den mest dramatiske ankomst jeg nogensinde har været udsat for, det må være min ankomst til den Dominikanske Republik. Fra starten var der ellers intet der tydede på at jeg skulle få problemer. Indcheckningen forløb helt og aldeles problemløst. Lynhurtigt var jeg kommet igennem og var klar til at finde transport til lufthavnen. Også det syntes at skulle forløbe ret smertefrit. Der gik busser ind til hovedstaden Santo Domingo, men jeg skulle dog gå en god kilometer ud til vejen hvorfra de gik. Det gjorde jeg dog gladeligt, så jeg slap for at skulle forhandle om priser med eventuelle påtrængende taxachauffører, noget der i mange lande har været mig lidt af en plage, specielt når jeg ikke helt har kendt prisniveauet, og derfor har måttet udkæmpe en sej kamp for ikke at blive snydt mere end højst nødvendigt. Men her var der altså mulighed for billig transport, og jeg behøvede heldigvis ikke at vente ret længe før jeg fik sat mig til rette i en bus på vej ind mod Santo Domingo. Da bussen gik ind til den centrale del af byen, burde det heller ikke blive noget problem for mig at finde videre til et hotel. Så selv om det var ved at være lidt sent på dagen, var jeg ikke spor nervøs. Alt åndede tilsyneladende idyl. Der var dog én ting som jeg ikke rigtig havde taget højde for, og det var buschaufførernes temperament... Vi var nået næsten ind til centrum. Bussen holder ved en lyskurv. En anden bus kommer op på indersiden af den... Lidt træt efter rejsen når jeg ikke helt at finde ud af hvad det egentlig er der sker, men jeg tror nok at den anden bus drejer lidt skarpt ind foran den bus som jeg sidder i. Under alle omstændigheder har den anden bus foretaget en manøvre, som ikke har blot har mishaget min chauffør, men som har gjort ham så edderspændt rasende, at han indleder en veritabel jagt på den anden bus... Jeg har altid fundet biljagter i amerikanske film mere eller mindre kedsommelige, men jeg må tilstå at spændingen øges en del når man selv sidder som passager i en sådan bil- eller rettere busjagt!! Med sømmet i bund drøner vi således gennem de snævre gader i Santo Domingo. Jeg trykker mig godt ned i sædet, men de øvrige passager synes at være lige så ophidsede som chaufføren, så de opildner ham med diverse tilråb. Til sidst standser den anden bus. Chaufføren hopper ud og styrter vildt gestikulerende over imod den anden bus. Så standser han. Noget tyder på at den anden buschauffør ikke har til sinde at sidde der i bussen og lade sig overfuse af en kollega til spot og spe for sine passager. Det behøvede han nu heller ikke at frygte. Passagererne er lige så meget på hans parti som passagererne i "min" bus er med "vores" chauffør. Fronterne er altså trukket skarpt op. Pludselig retirerer vores chauffør. Ja rent faktisk spæner han tilbage i bussen... Nu ser jeg hvorfor. Den anden chauffør er stået ud af bussen medbringende et stort baseball-bat... Chaufføren lukker straks døren. Den anden chauffør begynder herefter systematisk at smadre hvert eneste vindue i bussen. Vi kaster os ned i bussen for så vidt muligt at undgå glasstumperne der flyver om ørerne på os. Vores chauffør bliver siddende passiv ved rattet. Der var en råben og skrigen og truen af os uden for. Langsomt vovede vi os tilbage i sæderne og kiggede os omkring. Den anden chauffør var begyndt at genne sine passagerer tilbage i bussen. Så kørte de. Chaufføren lukkede døren op. Folk begyndte at gå ud af bussen. Der var en underlig stemning. De andre var tydeligvis lige så rystede som jeg var. Chaufføren forholdt sig fuldstændig tavs, men det var tydeligt at bussen ikke kørte længere. Det var nået at blive mørkt. Jeg gik gennem tomme gader, anede ikke hvor i byen jeg var, men der var pyntet op til jul. Fornemmede jeg et stille "Velkommen til Santo Domingo" vibrere i luften? Jeg fik samlet mig sammen til at indlede jagten på et hotel, og fandt da også snart et udmærket sted, og blev forskånet for flere nervepirrende oplevelser den aften... Jeg opholdt mig en uges tid her i den Dominikanske Republik, et land som udgør de to tredjedele af øen Hispaniola. Resten af tiden forløb helt anderledes roligt. Jeg var på forhånd blevet advaret om at mange af de indfødte var ret påtrængende, og at der var megen kriminalitet, men personlig fandt jeg ikke landet farligere at rejse i end så mange andre. Jeg besøgte bl.a. domkirken I Santo Domingo, som en søn af Columbus lagde grundstenen til allerede i 1514, og som dermed er den ældste kirke i "den nye verden". Her opbevarer man skeletdele som siges at være de jordiske rester af Christoffer Columbus. Jeg blev ikke kun i hovedstaden men var lidt rundt i landet. I byen Higüey, hvor der ligger en moderne basilika (et imponerende men også meget besynderligt udformet bygningsværk), boede jeg således på et kummerligt hotel uden vand og det meste af tiden også uden lys. Jeg måtte gøre voldsomt opmærksom på mine behov før jeg endelig fik udleveret en spand vand... Jeg nåede også frem til strandene ved østkysten, Punta Cana, et sted som også har været benyttet af danske charterturister. Men det er et af den slags steder, hvor man skærmer sig så meget mod indtrængen udefra, at man slet ikke kan komme ind på de fine hoteller uden at have forudbestilt. I stedet søgte jeg til strandene ved sydkysten, ikke langt fra hovedstaden og tæt på den internationale lufthavn. Stederne her er ikke stort anderledes end turistområder i så mange andre lande, og hotellet hvor jeg boede var lidt rigeligt domineret af tyskere, hvoraf nogle havde tillagt sig en speciel vane med at smide enhver - der ikke protesterede højlydt - ud i swimmingpoolen med tøj og det hele på. Men ellers - når jeg lige ser bort fra min ankomst - nåede jeg at opfatte landet som ganske fredeligt. Det næste land jeg besøgte, Haiti, som udgør den resterende del af øen Hispaniolas er noget mere problemfyldt. Alligevel oplevede jeg heller ikke Haiti, noget der tilnærmelsesvis var lige så sindsoprivende som min første bustur i den Dominikanske Republik. |
|
|
email © 2004 Bjarne Lund-Jensen |
2008-02-21 17:50:29 |