NORDKOREA -
Betonkommunismens sidste bastion

 

 

Jeg har været i Kina tilbage i 1978, og jeg har rejst i Sovjet og adskillige østlande tilbage i 70’erne, så jeg forudså at jeg ville komme til at opleve noget lignende da jeg i 2002 fik mulighed for at komme ind i Nordkorea.

Det gjorde jeg også, det var blot endnu mere specielt end jeg havde forestillet mig. Det jeg fik at se, var ofte på en gang imponerende og samtidig fuldstændig absurd.

Via nettet var jeg kommet i kontakt med en vis Nick Bonner, der som en af de ganske få har tilladelse til at arrangere rejser ind i DPR Korea (Nordkoreas officielle navn), og det lykkedes mig med kort varsel at komme med på et gruppearrangement sammen med 14 andre – fortrinsvis unge mennesker - fra Europa, Canada og Australien.  Det kan godt lade sig gøre at få lavet et individuelt arrangement, men det betyder absolut ikke at man kan rejse frit i landet. Man får under alle omstændigheder tildelt guider og chauffør, og programmet vil være  tilrettelagt af det statslige turistburau.  Jeg syntes derfor at jeg lige så godt kunne tilslutte gruppearrangementet, der også var væsentlig billigere.

Rejsen der varede 8 dage og havde udgangspunkt i Beijing kostede mig dog 1700 US$ inklusiv al transport, overnatninger, fortæring og  udflugter.  Kun entréen til Arirang (som jeg senere kommer tilbage til) var ikke inkluderet.

Selvfølgelig fik vi kun set det som nordkoreanerne ville vise os, og vi var stort set bundet til at følge alt hvad der var planlagt for os.  Vores guider havde pligt til hele tiden være at sikre på hvor vi befandt os.  Alligevel nåede man at få nogle uudslettelige indtryk af et land og et folk hvis hele idéverden er ganske anderledes end vores.

Den såkaldte Juche-ideologi er grundlæggende for den nordkoreanske livsopfattelse. Ideologien blev grundlagt af ”den store leder” Kim Il Sung   som døde i 1994  (hans død var noget af et chok for et folk som nærmest opfattede ham som udødelig). Ideologien er naturligvis baseret på den marxistiske ideologi og går i sin grundsubstans ud på at masserne er drivkraften i revolutionen og opbygningen af landet, og at den enkelte herigennem er ansvarlig for sin egen skæbne

Stort set alle officielle bygninger har en forhal med en statue af Kim Il Sung, og  I alle byer af en vis størrelse er der mindst en stor statue og adskillige billeder af ham. Den allerstørste statue af ”den store leder” står på en høj midt i Pyongyang, og her måtte vi den allerførste dag ud og vise vores respekt ved at lægge blomster og holde et minuts stilhed!   Lidt derfra er der også et 150 meter højt monument over Juche-ideologien. Det er muligt at komme op i toppen hvorfra der er en glimrende udsigt over Pyongyang.

Det man ser, når man kigger ud over byen, er en hel masse hvide højhuse og boligblokke, der burde indikere en vrimmel af mennesker. Der skulle også være ca. 3 millioner indbyggere i Pyongyang, men når man går eller kører en tur i gaderne, undres man over hvor få mennesker man ser selv i de centrale dele af byen.. Man undres også over den næsten totale mangel på butikker (fødevarebutikker husker jeg f.eks. slet ikke at have set).

Vi var inde i et enkelt stormagasin med et temmelig begrænset udbud af varer. Også her var der meget få mennesker. Der var meget mørkt da vi kom, men kort efter blev der tændt lys og den rullende trappe begyndte at køre. Tydeligt at der blev sparet på strømmen. 

Ellers bliver alt i Pyongyang bygget stort og pompøst. De har en 60 meter høj triumfbue. De har et børnepalads, hvor børn kan øve musiske aktiviteter i fritiden, og hvor der bl.a. er en teatersal  med plads til 2000 mennesker. De  har en metro hvor stationernes udsmykning er lige så  elegant som på cirkelbanen i Moskva (det koster 10 øre at køre med metroen, men også der ser man meget få mennesker). De har fremragende sportfaciliteter, bl.a. to store stadions, Kim Il Sung stadion med plads til 100.000 tilskuere, og May Day Stadion med siddepladser til 150.000.

Og så er der store internationale hoteller. Vi boede jeg på et hotel med 48 etager og 1001 værelser. Men der boede allerhøjst 100 mennesker på hoteller, og max. 2 af hotellets 7 restauranter var åbne på samme tid. Alligevel var der andet hotel med 45 etager. Og som om det ikke var nok, var de i gang med at bygge et 105-etagers pyramideformat hotel. Her var byggeriet imidlertid gået i stå. Lige før de var blevet færdige havde de nemlig fundet ud af, at det var fejlkonstrueret og i fare for at skvatte sammen, hvis de forsøgte at gøre de færdigt!

Det mest imponerende jeg så i Pyongyang, var dog Arirang, et masseoptrin med gymnastiske og akrobatiske optrin, hvori der deltog ikke mindre end 100.000 mennesker! Det foregik på May Day Stadion, og hele den ene langside var optaget af 20.000 mennesker der tilsammen dannede det ene kæmpebillede efter det andet. Forestilling skulle beskrive historien om den ulykkelige adskilte nation, det stærke ønske om genforening og håbet om en lykkelig fremtid. Det var på en gang dybt imponerende og lidt skræmmende på grund af den ufattelig præcision der blev lagt for dagen. Jeg tør slet ikke tænke på hvad det må have koster af tid at forberede et sådant arrangement. Arirang løb af stablen næsten hver aften. Det startede i april måned og skulle oprindelig kun have fortsat til et stykke ind i juni. Men da jeg besøgte Nordkorea i august var det altså stadig i fuld gang.

Disciplinen var der i hvert fald ikke noget i vejen med. Veldresserede skolebørn ses ind imellem bevæge sig - til tider syngende - i snorlige rækker og i et imponerende tempo. Og når arbejdsdagen er slut ser man folk stå i en supervelorganiseret kø ved busstoppestedet.
 
Det var ikke kun Pyongyang vi fik besøgt. Vi var også lidt ude i landskabet. Nordkorea har en meget smuk natur, og vi nåede at se lidt bjergene nordøst for hovedstaden. Her lå der også nogle store bygninger i traditionel koreansk stil, som husede mange tusinde gaver som først Kim Il Sung og senere den nuværende leder Kim Jong Il, har fået fra udenlandske gæster. De fleste af gaverne var anbragt i store glasskabe, det var mest kunstgenstande, men også praktiske ting som Tv-apparater, videoer m.m. var blevet udstillet. Fra nogle lande – Kina f.eks. – var der gaver som fyldte op til flere sale. Fra andre – Danmark f.eks. – var der kun gaver til at fylde et enkelt lille skab. Ikke alt kunn dog anbringes i glasskabe.  Der var bl. a. et helt tog (lokomotiv plus en del vogne) fra Stalin. Og da Mao åbenbart ikke ville stå tilbage var der også et tog fra ham...  

Vi fik også en tur ned til grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Ved et sted der hedder Panmunjom. Der er en 5 km bred demilitariseret zone mellem Nord og Syd, men ved Panmunjom kan man komme ind fra begge sider til et sted hvor der føres forhandlinger, underskrives aftaler etc. Der er nogle barakker som siges at ligge lige på grænsen. Som turist kan man komme ind både fra nord og syd, blot ikke på samme tid. Stedet bevogtes på den ene side af nordkoreanske soldater og på den anden side af FN-soldater.

Nær Panmunjom ligger byen Kaesong, hvor vi havde en enkelt overnatning. Det var faktisk en meget positiv oplevelse. Hvor man i Pyongyang havde indtryk af at folk næsten var bange komme for nær til os, og hvor kun de færreste vinkede igen hvis vi vinkede til dem, så var det helt anderledes i Kaesong. Her vinkede folk til os på eget initiativ og virkede i det hele taget mere positive og glade. Vi havde en meget fin oplevelse i Kaesong, da vi et sted i gaden opleved en mindre fest. Der var en hel del – mest ældre mennesker – der dansede, og de var ikke længe om at inviter os med ind i dansen.  At de givetvis havde indtaget ret riglige mængder af spiritus gjorde ikke oplevelsen mindre positiv. Det virkede ægte – ikke som et ”set up” som det ellers forekom nogle sted.

Et af de steder der virkede som et ”set up” var ved et stort forlystelsesanlæg, hvor vi lige skulle prøve rutchebanen. Forlystelserne synes gennemgående at ligge stille, men lige ved rutchebanen var der en hel god kø, som vi dog blev dirigeret uden om. Det virkede helt klart som om de lige havde fået kontaktet nogle skoler eller lignende for lige at fylde lidt op. Det var som med så meget andet, masser af fine, store, dyre ting men ingen mennesker til at benytte det.  

Der var selvfølgelig begrænset hvor meget vi kunne komme ind på nordkoreanerne. Det var stort set kun guiderne, her iblandt dog også de lokale guider (de fleste museer og andre seværdigheder havde tilknyttet en lokal guide) vi kunne komme til at udveksle betragtninger. Og nogen egentlig meningsudveksling kom næsten aldrig på tale. For det første var vi sagens natur lidt forsigtige med hvad vi sagde, og for det andet var klart at guiderne havde nogle fasttømrede meninger som de ikke på nogen måde lod sig rokke fra. Jeg husker specielt den kvindelige guide på ”The Victorious Fatherlands  Liberation War Museum”, som gav os en solid gang propaganda, og  – når nogle spurgte om noget der var blot den mindste smule kontroversielt – stoppede op, kiggede underligt på os, og derefter gentog noget af det hun lige havde sagt, som om vi blot ikke havde hørt rigtig efter!

Man kunne også undre sig lidt over det verdensbillede som nogle koreanere tilsyneladende havde. På noget ”Grand Peoples Study House (en slags åbent universitet) var der en musikafdeling. Da var spurgte om de hvad lidt vestlig musik fandt guiden nødtvunget et gammelt Beatles-bånd frem. Da en af englænderne nævnte at to af Beatlerne nu var døde. kom det prompte fra koreaneren: Ja de døde givetvis af narkotika!

En anden gang havde en koreaner spurgt en af englænderne om der stadig fandtes homoseksuelle i England…. Da englænderen svarede at det selvfølgelig var tilfældet, kiggede koreaneren undrende på ham og sagde: ”Stadigvæk ?”…

Hvordan Nordkoreas fremtid vil forme sig burde jeg nok vare mig for at spå om, men at forandringer er en nødvendighed, tror jeg dog selv lederne er klar over.

På vej tilbage i toget fra Pyongyang til Beijing, snakkede jeg lidt med en koreaner som var bosat i Kina og havde rettighederne til salg af Arirang-videoer rundt omkring i verden. Efter hans mening ville Nordkorea i nær fremtid tilnærme sig den den kinesiske model og give rum for markedsøkonomi. Det lyder heller ikke helt usandsynligt. Der har i hvert fald været tanker fremme om at etablere økonomiske zoner, hvor der skal eksperimenteres med markedsøkonomi.

Forandringer vil også være en absolut nødvendighed, hvis nordkoreanerne skal have deres mest brændende ønske opfyldt: En genforening af Korea.

email
© 2004 Bjarne Lund-Jensen

2008-02-21 17:50:25

...